Narkopolitik

Tvang og uvidenhed

9.november 2002.Tvang og uvidenhed

Af Michael Jourdan, filosof,

Skal vi “hjælpe rygere” ved at gøre dem fredløse, og lave razziaer i kiosker, hvor de lagt i håndjern får valget mellem at komme i fængsel eller blive indlagt på tobaksafvænningsinstitutioner ?

Skal vi indfange Danmarks mange alkoholikere på landets udskænkningssteder og give dem samme valg for deres eget bedste. Skal vi sætte afvæningspistolen for panden af de nerve-sovemedicin-afhængige når de ankommer på apoteket med deres recepter i lommen.

Og skal vi lægge os på lur ved bagerbutikkerne for at give overvægtige valget mellem straf eller Nupo-tvangsaffedning ?

Selv om de 4 største misbrugsproblemer i Danmark er tobaksrygning, alkoholmisbrug, afhængighed af legal nerve-sovemedicin samt fedme (“madmisbrug”), så vil Venstres københavnsafdeling givetvis tage afstand fra den slags forrykte løsningsmodeller.

Mysteriet er så, hvordan man dog kan komme på den tanke, at der vil komme noget som helst godt ud af at indlede en jagt på narkomaner med henblik på at tvinge dem i behandling. Forslaget er mildest talt hverken tynget af viden eller omtanke.

For det første er det værd at gøre opmærksom på at behandling for afhængighed er en langvarig affære, som oftest i de første mange år resulterer i tilbagefald på tilbagefald. Når tilbagefaldet sker, er det mere risikabelt og mere kaotisk, når der har været brugt tvang.

Denne realitet må man forholde sig til, sådan at en urealistisk behandlingsoptimisme ikke udarter til en behandlingsfanatisme, hvor et mål om stoffrihed helliger alle midler herunder at dødeligheden fordobles eller tredobles.

For det andet har de der tror på tvangsbehandling som et fix af problemet en afgrundsdyb mangel på forståelse af hvordan afhængighed og misbrug kan afhjælpes. Afhængighed er ikke en lidelse for hvilken der eksisterer en kur i den forstand, at man passivt kan lade sig indlægge – eller ved tvang blive indlagt – og lade behandlerne gøre det fornødne.

At frigøre sig fra en afhængighed er et langt og svært projekt, som trækker på den afhængiges motivation, vilje, og håb. Behandlingen fordrer en god terapeutisk relation kendetegnet ved fortrolighed, tryghed, samarbejde, imødekommenhed, kærlighed, omsorg, værdighed og socialt netværk.

Tvang er ganske enkelt ikke en farbar vej til at opnå gode behandlingsudfald, tværtimod ! Man skader mere end man gavner ved at bruge tvang. Tvang er gift for meget at det som virker i behandling. Tvang umyndiggør og undergraver mulighederne for gode behandlingsresultater. Tvang gør hjælperne til mere kontrollanter end godt er.

For det tredje må enhver politiker med ambitioner om at effektivisere offentlig virksomhed og at holde et skattestop spørge sagkundskaben om tvang er ‘cost effective’ ?

Svaret er nej, tværtimod ! Tvangsbehandling er den dyreste og mindst effektive behandlingsform. Tvang er skatteydermidler hældt direkte i kloakken.

Endeligt kunne man da også fristes til at spørge venstrefolkene i København om tvangsbehandling rimer med erklærede liberalt, borgerlige målsætninger, som at mindske statens indflydelse og at give den enkelte mere frihed. Mig forekommer det at en behandlerstat, der tvinger sine borgere i terapi under trusler om straf, benytter sig af noget der til forveksling ligner Stalin-metoder.

Hvor bliver respekten for frihedsrettighederne og individets selvbestemmelse af ?

Kan man tillade sig i den grad at ville umyndiggøre vores stofafhængige medborgere og fortsat kalde sig liberal ?