Afslutningssession på AIDS2014 konferencen – tale af INPUD’s executive direktør Eliot Ross Albers: “Synsvinkler fra netværket af mennesker, der bruger stoffer”
25. juli, 2014.
Ironisk nok for en tale på en AIDS-konference ønsker jeg at starte ganske langt fra HIV, som efter min opfattelse ikke er det virkelige problem, der binder de vigtigste berørte befolknings grupper sammen.
HIV er et symptom og ikke nødvendigvis årsagen til, hvad der virkelig bringer os, som folk, der injicerer narkotika, sammen med prostituerede, bøsser og andre mænd, der har sex med mænd, transseksuelle, mennesker, der lever med HIV, og mennesker, der lever med HCV som fællesskaber, som individer og som aktivister.
Vi har alle følt den ødelæggende virkning, som stigmatisering kan have på vores liv, hvad enten det er i form af nægtelse af adgang til livsvigtige sundhedsydelser, til beskæftigelse, retten til at indrejse i visse lande, retten til familieliv, eller hindring af vores handlefrihed samt ikke mindst sygeliggørelse af vores adfærd.
Stigma dræber medlemmer af vores meget forskelligartede, sammenblandede og overlappende fællesskaber, ikke metaforiske men brutalt og i virkeligheden.
Bagsiden af stigmatisering er, at man bliver vant til at se at folk bliver udstødt, nægtet støtte og adgang til komfort og solidaritet fra fællesskabet. Heri ligger grunden til at fællesskabsbevægelser og samfundssolidaritet spiller en så afgørende, inspirerende og levende rolle.
Ved at anerkende, at vi kun har os selv at stole på har vores netværk indset, at vi må: Organisere os og selv levere de ydelser som vi har brug for og forsvare os, uddanne os i forhold til vores rettigheder og retten til sundhed og som fortalere for os selv og vores lige så kriminaliserede allierede.
I denne ånd, har INPUD det Internationale Netværk af mennesker, der bruger stoffer støttet opfordringen fra den globale sexarbejder-rettighedsbevægelse til at boykotte ICAAP 2015 konferencen, hvis ikke den bangladeshiske regering beskytter levebrødet og menneskerettigheder for sexarbejdere og deres familier der er blevet smidt ud fra Tangai bordellerne.
To folkeretsorganer, nemlig loven om menneskerettigheder på den ene side og narkotikakontrolloven på den anden side eksisterer i to “parallelle universer”. Professor Paul Hunt, FN ‘s særlige rapportør om retten til den højest opnåelige sundhedstilstand bemærker, at denne udbredte, systematiske krænkelse af menneskerettighederne er særlig chokerende, fordi stofbrugere omfatter mennesker, der er de mest sårbare og mest marginaliserede i samfundet.
Til trods for omfanget af overgreb på trods af sårbarhed, findes der absolut ingen offentlig forargelse, ingen ramaskrig høres, ingen offentlige henvendelser, tværtimod: den lange klagesang over misbrug næppe tiltrækker misbilligelse. Nogle gange modtager det endda en vis offentlig støtte.
For at være specifik, udøvelsen af undertrykkende kontrol i narkokrigens navn, har ubønhørligt næret hæmningsløse menneskerettighedskrænkelser mod stofbrugere. Disse omfatter bl.a. de hundreder af tusinder stofbrugere der tvangsanbragt i narkotika fangelejre i Asien, hvor kvindelige stofbrugere bliverer genstand for vold, herunder seksuel vold i mens de er interneret af staten. Narkokrigen nærer pøbelvold udført mod folk, der bruger narkotika i Østafrika og i det nordøstlige Indien.
Det ene sæt af internationale love driver systematiske overtrædelser, mens den anden fremmer en stadig mere uholdbar situation. Selv om der ikke er noget hierarki af retssystemer, hævdes det, at lovgivningen om menneskerettigheder og de udelelige, umistelige og universelle principper, som den er baseret på, bør utvetydigt overtrumfe udøvelse af det andet sæt love, der producerer sådanne grove rettighedsovertrædelser.
Når udøvelse af kontrol med narkotika bliver en drivkraft for omfattende menneskerettighedskrænkelser, er det uden tvivl tid til at opfordre til en grundig revision af disse love. Som Den Globale Kommission for Narkotikapolitik skriver i deres årsrapport 2010: “Den negative konsekvens af narkokrigen på folkesundheden nærer den skjulte Hepatitis C Epidemi”: I stedet for at investere i effektiv forebyggelse og behandlingsprogrammer for at opnå den ønskede effekt, fortsætter regeringerne med at spilde milliarder af dollars hvert år på at arrestere og straffe stofbrugere; en grov fejlallokering af de begrænsede ressourcer, der ellers kunne anvendes langt mere effektivt for folkesundheden og til forebyggende tilgange.
På samme tid har den repressive narkotikapolitik næret stigmatisering, diskrimination og masseindespærring af mennesker, der bruger narkotika.
Der er ingen tvivl om, at narkoforbuddet og straffene som krigen mod mennesker, der bruger stoffer nærer overtrædelserne af menneskerettighederne.
Når man definerer den offentlige orden som en krig, kommer man også til at producere krigsofre og det er decideret negative konsekvenser. Som svar på denne narkokrig opfordrer vi til fred. Vi kræver, en amnesti for narkokrigens fanger, en ende på rettighedskrænkelserne og volden, der er blevet hverdag for os stofbrugere. Vi opfordrer til en intelligent og åben debat om humane alternativer. Krigstilstanden i hvilken vi lever bliver udkæmpet af moralske grunde og hensynet til den sociale orden, og til forsvar for statens ret til at kontrollere borgernes kroppe.
‘
Krigen mod den formodede trussel mod samfundet, som nogle stoffer påstås at udgøre har i realiteten gjort mennesker, der bruger narkotika til det virkelige mål.
Man har gjort os til krigofre og gjort os til syndebukke for en stor del af samfundets dårligdomme. Lad mig være klar, Single konventionen af 1961 bruger et uhørt ekstrem sprog til at beskrive personer, der bruger narkotika som “onde”. Denne bemærkning der er fastlagt i folkeretten, har meget reelle konsekvenser for vores liv. Og HIV og hepatitis C er konsekvensen. Det kan ikke længere påstås, at krænkelser af menneskerettighederne, der forekommer i krigen mod narkotikas navn er afvigelser; de er snarere en logisk konsekvens af udøvelsen af narkokrigen. Det er derfor, vi opfordrer aktivister fra vores søster fællesskaber til at slutte sig til os og sammen med os kræve en ende på narkotikakrigen, en ende på krigen modstofbrugere, og en afslutning på den endemiske stigmatisering, marginalisering, forskelsbehandling, fysiske og strukturelle vold som den har medført.
Vi bliver rutinemæssigt nægtet adgang til: – Nødvendige sundhedsydelser (herunder adgang til sterile nåle og sprøjter, opiat substitutionsprogrammer, og behandling for HIV og hepatitis C), – uddannelse og retten til at stemme, – vi nægtes ret til indrejse, – nægtes ophold og bopæl i en lang række lande.
Man har kastet os i fængsler og interneret os i tvangs-afgiftningscentre, der retteligt er tvangsarbejdslejre.
Man har nægtet os adgang til vores børn og givet os korporlige straffe og ikke mindst dødsstraf.
Pharma-firmaernes grådighed har nu sat prisen på de nye lægemidler, der kan helbrede HCV til US$ 1000 pr pille eller $ 84000 for en helbredende kur.
Kombinationen af repressive juridiske elementer, strukturelle hindringer og hindringer af sundhedspleje og med domstolenes støtte har direkte næret epidemierne af HIV og hepatitis B og C der i øjeblikket plager stofbrugerne i visse lande.
En uforholdsmæssig stort antal af disse blodbårne virus, bæres af injicerende stofbrugere – 3 millioner ud af 16 millioner lever med HIV, men kun 4% af dem modtager ART (livsvigtig HIV/AIDS medcin), det kan direkte henføres til de juridiske rammer, som vi stofbrugere lever i og den forskelsbehandling, som vi er underlagt. HIV er både et biologisk faktum og en udnyttet social sårbarhed, med fattigdom og strukturelle brudlinjer.
Som sådan har vi brug for respekt for en socio-politisk og sammen med en menneskerettigheds- og bio-medicinsk lokalsamfundsreaktion. Krigen mod folk, der bruger narkotika er faldet tungest på etniske minoriteter, oprindelige folkeslag, de fattige, unge og kvinder, især gravide kvinder, der bruger narkotika.
Disse mange markører for stigmatisering og udstødelse har givet næring til masseindespærring, tvungen sterilisering, politi offergørelse- og vold, og aktivt drevet de to epidemier af hiv og hepatitis B og C blandt vores samfund. Denne flodbølge af åbenlys og systematiske drevne menneskerettighedskrænkelser skal bringes til ophør, og den eneste måde at gøre det på er ved at angribe problemet ved roden.
Det betyder at vi opfordrer til en grundig gennemgang af de FN-konventioner, der udgør den globale regimes narkotikaforbud. Overfladiske klagemuligheder og en mindre reform vil ikke standse strømmen af systematiske krænkelser rettet mod folk, der bruger narkotika, deres familier og lokalsamfund.
Kun afslutning af krigen mod folk der bruger narkotika, gennem en videre international juridisk reform vil være tilstrækkelig til at afslutte denne brede vifte af umenneskelighed. For at sikre, at denne krig slutter, opfordrer vi medlemmer af andre kriminaliserede samfund, AIDS bevægelsen, menneskerettighedsforkæmpere og andre fortalere til at samarbejde med stofbrugeraktivister i arbejdet med at sikre, at ophævelsen af arkitekturen af globale forbud ligger permanent på bordet ved FN Generalforsamlings særlige samling omkrinh narkotika i 2016. Uden at afslutte den globale krig, som længe har været udkæmpet mod vores samfundsgruppe, vil der ikke komme nogen ende på HIV.
Se video af Eliot Albers adresse på det afsluttende møde i AIDS2014:
www.youtube.com/watch?v=ZNATkRmIUp0&feature=youtu.be&t=25m23s