Artikler

Politiets indsats på Vesterbro

Cand. jur. Jørgen Jepsen der er tidligere leder af Center for Rusmiddelforskning ved Arhus Universitet har i artikel politiets indsats på narkotikaområdet på Vesterbro. Jørgen kommer sidst i artiklen med konkrete forslag til bedre løsninger:
S Y N O P S I S til Indlæg om Politiets indsats på Vesterbro
v/Jørgen Jepsen

Udgangspunkt: Evy Frantzsens doktorafhandling om politiindsatsen på Vesterbro.

1. Hvad er formålet med Politiets indsats på Vesterbro – opnås målene. Hvad er de tilsigtede konsekvenser og de utilsigtede bivirkninger af indsatsen?
A Den traditionelle afgrænsning af politiets og retshåndhævelsens rolle:
Forebygge forbrydelser, forfølge samme samt opretholde ”lov og orden”
Politiets ”generalpræventive” funktion som led i retssystemet. Generalprævention som afskrækkelse og ”moraldannelse”.
1) I dagens Danmark en stigende vægt på straffens moralske funktion: Signal og ”hævn” samt
2) retsforfølgning for at begrænse handel og udbredelse af illegale stoffer
3) Men også ordensopretholdelse og beroligelse af borgerne gennem synlig tilstedeværelse af politiet – ”tryghedsskabende foranstaltninger”. Fjernelse af uønskede elementer – til fængsel eller ”et andet sted” ude af syne. Kontrolsystemet som ”social renovation”.
Se i øvrigt Evy F.s gennemgang af politiledelsens egne udtalelser om
Målsætningen (s.111-115). ”Politiets narkostrategi 90”. Men ”Vi har ingen plan for, hvor de skal hen”.

B) Nås målene?:
De foregående indlæg og Evy Fs afhandling siger ´Nej – handelen fortsætter, stofferne udbredes. Kampen mod narkoen er tabt og kampen om markedet er tværtimod skærpet og metoderne voldsommere. Brugerne er klemt mellem forhandlerne og politiet, trygheden for borgerne er begrænset og både forhandlerne, banderne og politiet gør livet uudholdeligt for stofbrugerne og for miljøet.
Politiindsatsen ses undertiden som et middel til at tvinge brugere i behandling. Politiet forsøger at stille krav til behandlingssystemet, men det virker ikke. Stofbrugerne vil ikke altid i behandling, når politiet kommer med dem og kommunens ressourcer er utilstrækkelige.

C) Politiets ”halvskjulte” funktion ( ikke blot utilsigtede bivirkninger).
At gøre livet vanskeligere for stofbrugere og eventuelle nye købere for at begrænse rekruttering og handel. Politiet bruger køberne og ”de små” som ”genveje” til pågribelse af forhandlerne, bl.a. ved at true brugerne og lokke dem med løfter om favorabel behandling.
Politiet bruger og fastholder narkomanernes elendighed som middel til at skræmme andre – ”det skal være svært at være stofbruger. Menneskeofring som middel til sociale formål – dybt uetisk

Det primære, nære mål synes blot at være ”at flytte uorden” hen til et andet sted (EF s. 115). ”De skal væk” (men hvorhen er ikke Politiets opgave – de ved det ikke).
Rydningen af Christiania er et kerne-eksempel: Problemerne løses ikke, men flyttes, spredes – og forværres.

Politiet må ses som en del af problemet i stedet for en del af løsningen. Kontrolskaderne bliver større. Fratagelsen af stofferne fra brugerne tvinger dem til ny kriminalitet og prostitution.

D) Konflikten mellem retshåndhævelse og skade-minimering (behandling kan også ses som skadesminimering).
”Harm reduction” umuliggøres af politiet, hvis ikke de ser gennem fingrene med lovovertrædelserne. Og politiet føler sig tvunget til at håndhæve loven stort set for enhver pris.
Modforestillinger hos politifolk gives ikke tilstrækkelig støtte i systemet, men undertrykkes

2. De politiske og samfundsmæssige determinanter:
Politikerne fanget af deres egen og FNs retorik – moralisering i stedet for opnåelse af sociale mål. Værdikampens affald.
Kontrol og straf er stærkt afhængighedsskabende midler – med tendens til stadig at forhøje dosis, selv om det ikke hjælper, men har klare skadevirkninger. Det danske samfund er i dag socialt og ideologisk
afhængigt af kontrol. Og denne sætter alvorlige begrænsninger for fantasien. Tyrkertroen på straf som socialt middel befordrer magisk tænkning og udelukker viden om, hvad der virker og ikke virker.
Derfor er narkotikapolitikken præget af hjælpeløshed – der findes ikke legitime forbilleder for alternative løsninger.
Narkotikapolitikken frembyder klart assymetriske reaktioner: Når behandling ikke virker, forsøger man med nye metoder. Når retshåndhævelse ikke virker er ”løsningen” Mere af det samme.
Signaltænkning i stedet for analyse. Politikernes behov for at vise ”handlekraft”.
Overtagelse af internationale, repressive modeller fra FN og USA. FNs narkotikakommission har ansvaret for en stor del af de kontrolskader, vi ser. Danmark burde melde sig ud af Narkotikakonventionerne – især Wien-konventionen om retshåndhævelse.
I Danmark mangler viljen til i stedet at lytte til mere progressive lande, f.ex. Schweiz, Tyskland, Holland, Australien. Det danske sundhedsministerium og sundhedsstyrelsen har i årevis blokeret for mere konstruktive løsninger, f.eks. heroinforsøg og fixerum ud fra en snæversynet amerikaniseret tankegang.
Politisk set er situationen forværret af venstrefløjens angst for sin egen skygge og for det populistiske spøgelse. Socialdemokraterne blokerede i mange år for overhovedet at overveje alternative løsninger.

Nogle enkle forslag til at mildne problemerne – når de nu ikke kan løses;

– Afkriminaliser besiddelse af stoffer til eget brug – og lad politiet lade brugerne beholde deres stoffer uden forsøg på at bruge narkomanerne i efterforskningen.
– Opgiv jagten på cannabis og frisæt politiets ressourcer til at gå efter de hårde forhandlere og gangstere.
– Indret fixerum i stort antal med passende spredning og med social og sundhedsmæssig omsorg.
– Sikre udbredelse af heroinklinikker (især baseret på rygning) med generøs tildeling af heroin til afhængige uden den smålighed, der præger der foreløbige planer i Danmark.
– Sikre bredere tilgængelighed af rent og adækvat værktøj.
– Lyt til BrugerForeningen og andre repræsentanter for brugerne selv.
– Opløs politiets specialpatruljer og anvend kun generalister, der sættes i regelmæssig cirkulation, så man undgår opbygningen af den uheldige korpsånd og de menneskefjendske holdninger, der i mange år har præget uropatruljen og dens lige.
– Meld Danmark ud af Wien-konventionen – eller vedtage i det mindste, at Danmark vil følge de lande, der tilsidesætter kravene og truslerne fra FNs narkotikakommission.
– Flyt ansvaret for den væsentligste del af narkotikapolitikken bort fra Sundhedsministeriet.