Artikler, Nyheder, Video og radio artikler

Kanylerne forsvinder fra gaderne

Kanylerne forsvinder fra gaderne

Stedsans 29. november 2012 kl. 10:03 på P1

  • Hør udsendelsen   (56:57)
  • http://www.dr.dk/P1/Stedsans/Udsendelser/2012/11/22133340.htm

    Tom Linnert er fra SprøjtePatruljen - en gruppe af frivillige stofbrugere der opsamler brugte sprøjter og kanyler hver eneste dag året rundt

    Tom Linnert er fra SprøjtePatruljen – en gruppe af frivillige stofbrugere der opsamler brugte sprøjter og kanyler hver eneste dag året rundt

I hjørnet af det hvide rum med det milde lys har to mænd trukket en skærm hen foran sig og man hører bare stille snak og lidt puslen. Kvinden i en af de åbne båse flytter vasen med den gule pæon og sidder lidt og ser på den lille plastsprøjte.

Rummet lugter af sprit, for brugerne gør deres plads rent efter sig efter de har fixet. Der er altid mindst en sygeplejerske tilstede i stofindtagelsesrummet – parat til en lavmælt samtale eller til at træde til hvis en besøgende får en overdosis.

I vindueskarmen står kasser med sprøjter i steril indpakning og på væggen bugner en papkasse med plasthandsker. Ryggene i de smalle båse er koncentreret bøjet over sprøjter og stof og skutter sig ubekvemt over den påtrængende fremmede tilskuer.

Et værdigt misbrug
Stofindtagelsesrummet på Vesterbro i København har været åbent i 7 uger, hver dag er det rammen om et par hundrede injektioner og antallet af besøg stiger støt. Tanken hedder “harm reduction” og handler om at skabe de bedste og sikreste forhold for det, der alligevel sker.

– Engang tænkte man, at det eneste mål var at få folk på afvænning, fortæller Rasmus Koberg Christiansen, der leder stofindtagelsesrummet.

– I dag prioriterer vi mere at have en bred palet af tilbud. Det er ikke enten-eller, men både-og. Der skal være afvænnings- og behandlingstilbud. Men vi erkender også at stof er kommet for at blive og at det derfor er vigtigt at skabe et sted, hvor folk kan opleve både respekt og værdighed på trods af misbruget.

Væk fra gaderne
Før besøget i stofindtagelsesrummet har vi vandret gennem Vesterbros gader og talt om den forandring kvarteret har gennemgået de sidste 15 år. Byfornyelsen i 90’erne skabte en helt ny beboergruppe, som havde det svært med det larmende offentlige liv, der udspillede sig på pladser og i portåbningerne og de brugte sprøjter, der lå og flød overalt. Et af de steder, der i årtier var centrum for stofmiljøet er Maria Kirkeplads. For få år siden var den lille plads fyldt med mennesker, hunde, tomme ølflasker og stofbrugere, der sad og fixede på en trappesten. I dag står der en enkelt mand med en kuffert og en øl.

– Det var uværdigt, understreger Rasmus Koberg Christiansen og uddyber:

– Der sad de til skue mens børnehaver og turistbusser passerede forbi. For nogle år siden var der så en gruppe dedikerede, der skabte et andet og mere afskærmet miljø i en lukket gård nede i den Brune Kødby og lynhurtigt viste det sig, at de mennesker, der havde holdt til på Kirkepladsen flyttede sig. Og det beviste, at vi faktisk kan forandre nogle miljøer, som har eksisteret i årevis, hvis vi tilbyder dem noget, som viser dem respekt og hvor de kan være uden at de og deres misbrug bliver udstillet.

Brobygningsprojekt
I den lille gård udenfor Stofindtagelsesrummet er en lang trævæg behængt med tomme mørkegrønne sodavandsflasker fyldt med blomster. Der er skovtursborde, et udendørs bordtennis, en cafe og i et hjørne står de to “fixelancer”. Det er gamle ambulancer, der er omdannet til mobile fixerum, i det forløbne år har de kørt rundt i københavn, men nu fungerer de som aflastning for de 7 faste pladser i stofindtagelsesrummet.

Udenfor bygningens dør står en lille flok og snakker. Indenfor sidder Peter og registrerer de besøgendes data – de skal oplyse alias, kommune, fødselsår og hvad og hvor meget de tager. Derefter er der fri adgang til stofindtagelsesrummet, eller – hvis der er travlt – til det lille venteværelse, hvor der ligesom hos bageren hænger en nummerautomat og en sort tavle med røde tal, der fortæller hvilket nummer, der står for tur.

– Vi har 3 mål, forklarer Rasmus Koberg Christiansen:

– For det første vil vi gerne skabe et sted, hvor stofbrugerne i fred og ro kan tage deres stof og ikke behøver sidde mellem to biler på gaden og suge vand op i sprøjten fra en vandpyt. For det andet vil vi gerne være med at hjælpe kvarterets andre beboere og sørge for at gaderne ikke flyder med sprøjter og folk, der fixer. For det tredie skal vi være med til at bygge bro. For hvis der er nogle af vores brugere, der pludselig finder ud af at de er trætte af det liv de lever eller at de har brug for hjælp til at løse andre problemer, så skal vi kunne skabe kontakt til andre behandlingstilbud.

– Men det er vigtigt, at vi undertrykker vores egen bekymring og vores gode intentioner om at de skal eller bør forandre sig. Vi har et tæt forhold til vores brugere og hvis de får dårlig samvittighed overfor os, så taber vi dem. Så vi er nødt til at vente til folk selv ønsker en forandring eller pludselig oplever en ny reflektion fordi de ikke længere behøver at være i en total stresstilstand, hvor alting foregår på gaden og de hele tiden er bange for at de andre skal stjæle deres stof eller politiet beslaglægger det. Her kan noget nyt ske. Og når det gør det, så skal vi være klar til at gribe dem, siger Rasmus Koberg Christiansen.

  1. BrugerForeningen

    Kanylerne er dog ikke totalt forsvundet fra gader og stræder – BrugerForeningens SprøjtePatrulje finder stadig meget brugt udstyr efterladt af kaotiske stofbrugere der af mange forskellige årsager ikke benytter sig af fixerummets tilbud –