AlterNet
7. Maj, 2004.
af Ann Harrison,
Prisen på krigen i Irak kan måles, – dagligt – i form af dødsfald, skadestilfælde, og svindende støtte til fordel for USA’s politik. Men hvordan måler man USA’s anden krig ? Krigen mod narko?
Hvert eneste år bruger USA’s regering mere end $30 billioner på Narkokrigen, samt arresterer mere end 1.5 millioner mennesker på narko-relaterede anklager. Mere end 318.000 mennesker sidder på indeværende tidspunkt bag tremmer i USA for overtrædelser af narkolove. Dette antal er større, end det samlede antal af mennesker, som sidder bag tremmer for ALLE lovovertrædelser i Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien – tilsammen.
Ved et forum-møde, den 6. maj, d.å. sponsoreret af det Uafhængige Institut (The Independent Institute, o.a.) – en tænketank, baseret i Oakland, Californien, forsøgte analytikere at kvantificere de reelle tal for narkokrigen. Har disse anstrengelser VIRKELIG afholdt nogen som helst fra narkobrug eller for den sags skyld, reduceret kriminalitet?
Økonom, Jeffrey A Miron fra Boston Universitet, som talte ved forumet, anvendte en økonomisk analyse for at evaluere om narkoforbud er en mere effektiv offentlig politik end narkolegalisering – som ville beskatte og regulere narko. Miron, som er forfatter af den nyligt udkomne bog: Drug War Crimes, Narkokrigsforbrydelser – siger, at de sande omkostninger ved forbud burde skulle måles, ikke blot på de billioner af dollars som anvendes på lovoverholdelses-redskaber i.f.t. narkolovgivningen, men også på helhedsindtrykket af narkoforbrug, kriminalitet, offentlig sundhed og usete moralske konsekvenser.
Et af de ypperste mål for enhver forbudspolitik er at forøge narkoprisen og på den måde reducere efterspørgslen og narkoforbruget. Men Miron hævder at denne tilgang har slået fejl. Han gør opmærksom på, at priserne på stofferne rent faktisk er dalet med 80 % i løbet af de seneste 25 år. På trods af millionvis af narko-relaterede arrestationer, fortæller Miron, at forbuddene har haft en relativt lille effekt, både på udbuddet og på forbruget af stoffer.
Miron siger endvidere, at regeringens påstand om, at der er sket et fald på 50 % i narkoindtaget på grund af forbudslovgivningen, er stærkt overdrevet. ”Forbud forhindrer tilgang til stoffer for en del mennesker, men der findes intet som tilnærmelsesvis beviser en så stor, eller bare en større effekt”, siger Miron.
Miron stiller også spørgsmålstegn ved påstanden, som ONDCP – Office of National Drug Control Policy hævder at narkobrug gør stofbrugerne voldelige og øger vold i al almindelighed, fordi de mennesker, som er involveret i narkohandel ikke har den samme mulighed for at afgøre/søge tilflugt i normale retlige organer og løse deres uoverensstemmelser på.
Derfor finder de oftere på egne metoder for at løse konflikter.
”Der findes ingen bevisførelse for at selve dette blot at være stofbruger i sig selv, får nogen som helst til at gå ud og foretage sig kriminelle gerninger.”, siger Miron.
I historisk tid har det altid været sådan, at perioder med volds-optrapning er blevet antændt af forsøg på at forbyde ganske bestemte ting, såsom f.eks. stoffer, alkohol, spil eller prostitution. I tilfælde, hvor forbud øger prisen på stoffer, siger han, at det er sådan, at stofbrugere da er mere tilbøjelige til at stjæle eller røve for at få råd til at betale for deres stoffer. Politiets anstrengelser for at hindre vold vendes ofte til styrket narkobekæmpelse.
Miron bemærker endvidere, at narkohandelen udelukkende beriger sælgerne, der er undtaget bestemmelserne om at betale skatter og andre afgifter på deres produkter, samt f.eks, en ordentlig minimumsløn til arbejderne. Narkohandlernes varer er ikke underlagt kvalitetskontrol hvilket igen leder til flere overdoser samt tilfældige forgiftninger, siger Miron. Og han bemærker, at der samtidig findes mange andre negative sociale konsekvenser, som gør forbudspolitikken dyrere end legalisering. ”Fordi Forbudspolitik er en offerløs gerning, er der et klart stærkere motiv for politiet til at skride ind og hindre visse civile rettigheder samt profilere sig racemæssigt”, siger han. Miron tilføjer, at modstanden mod sprøjteudleveringsprogrammer i forbudstider også er medvirkende til HIV-spredning.
Effekten af narkobrug på udenforstående, – f.eks. endnu ufødte børn, eller de som f.eks. er involveret i narko-relaterede trafik uheld, er overdrevet, siger Miron,- og de er i øvrigt ikke signifikant anderledes fra de negative effekter af alkoholforbrug eller af manglende søvn p.g.a. for meget og for sent fjernsynskiggeri…
Hvad angår dem, som tror at stoffer i sig selv er umoralske, argumenterer Miron for at den vold, skade på de civile rettigheder og øget disrespekt for loven, som følger af forbudspolitik, har en større negativ, moralsk indflydelse på mennesker, som er uskyldige vidner til Narkokrigen. Ifølge Miron er den paternalistiske holdning, at almindelige mennesker skal beskyttes fra dem selv, årsagen til, at der kan åbnes en sand Pandoras æske af statslig/regeringsmæssig art.
”Der er ingen som helst grund til at tro, at fordelene ved at reducere narkobrug, skulle kunne afbalancere omkostningerne, som samfundet pålægges af Forbudspolitikken.”, siger Miron. ”Den bedste politik ville være at legalisere stoffer samt at gøre dette før, snarere end senere”.
Forumet til kritisk vurdering af narkokrigs-kriminalitet har også set på, hvordan forbud påvirker politistyrkerne. Joseph Mc’Namara, fhv. politichef i San Jose og for indeværende researcher ved Hoover Institution, siger at politiet er blevet klart influeret af den føderale optrapning af narkokrigen.
Han siger, at lokale politistationer, som førhen har haft mindre end ingenting at gøre godt med, for nærværende modtager endog meget store pengesummer og en vigtig del af deres træning af føderale embedsmænd, som opmuntrer dem til at fortsætte med at foretage narko-relaterede arrestationer. ”Det er en jihad,- en slags hellig krig, som vi tvinges til at udkæmpe”, siger MacNamara.
McNamara siger endvidere, at det også er sådan, at lokalt politi af embedsmænd i kommunalstyrer opmuntres til at beslaglægge værdier, tilhørende mennesker, som mistænkes for narko-kriminalitet udelukkende for at kunne finansiere deres afdelinger.
”Da jeg i San Jose modtog 0 $ på budgettet, sagde de oven i købet :” I dersens fyre,- I beslaglagde for $ 4 millioner, sidste år og vi forventer sandelig, at I kan gøre det bedre i år”, siger McNamara.
McNamara påpeger, at politiet er udsat for voldsom lobbyisme fra borger-grupper, som er bekymrede over de åbne narkomarkeders indflydelse på børnene i nabolaget. Han understregede, at disse bekymringer ikke blot kan afvises.. Men tilføjer, at den nuværende narko-politik har bevirket en voldsom stigning i politi-korruption, og endvidere været fødselshjælper for en ny generation af ”gangster strissere”.
Beskyttet af en kollegial tavsheds-kodeks samt understøttet af holdningen blandt de øverste embedsmænd: at politiet endelig ikke må hindres i deres embedes udførelse, siger McNamara, der tilføjer at forbudene giver god grobund for en hel vifte af politimisbrug. McNamara siger, at dette er blevet illustreret af en serie af korruptionsskandaler inklusive en, hos hans tidligere arbejdsgiver, Politi Etaten i New York City.
Detektiver, der, siger han, opdagede, at narko-politifolk faktisk havde røvet fra narkohandlere – og stjålet deres stoffer. Konfronteret med den kendsgerning at nationen/landet fortsat er oversvømmet af stoffer, siger han, at politiet af og til udvikler den holdning, at ”det er håbløst, – der er alligevel intet, vi reelt kan gøre ved det,- så hvorfor skulle vi ikke alle sammen nyde godt af det hele ?”, siger McNamara.
På trods af forbudsindflydelsen på stabiliteten i de sociale institutioner, ser USAs regering sjældent på de utilsigtede konsekvenser af narkokrigen, siger Ethan Nadelmann, direktør for DPA, Drug Policy Alliance. Fraværet af en kritisk analyse fra administrationen og Kongressens side, er nu åbenlys og meget værre, end nogensinde før”, siger Nadelmann, som tidligere arbejdede for USA’s Indenrigsministerium, hvor han bl.a. analyserede hvidvask af narkopenge.
Nadelmann fortæller, at DPA har opbygget en politisk bevægelse, for at flytte fokus i den offentlige meningsdannelse vedrørende narkoforbud. ”Vi ønsker at gøre en ende på forbud, som vi kender til dette i dag, samt reducere skadevirkningerne af stofferne”, siger Nadelmann. ”Der er ingen, som på nogen måde burde kunne straffes for, hvad de selv vælger at putte i deres egen krop”; – ”Dette burde være en fundamental menneskerettighed og det er i hvert fald en sund offentlig politik.”
Ifølge Nadelmann er en af de største bekymringer i forhold til legalisering af narko frygten for ”mangel på kontrol”. Han siger, at regeringens forbudspolitikker i modsætning til hvad man forventer har resulteret i et generelt kontroltab, ligesom beskatning og regulering af stofferne, er det eneste fornuftige svar på disse bekymringer. Siden den langt overvejende del af arrestationer for narkobrug ses i forbindelse med brugen af marihuana, at den indledende indsats for at de-kontrollere foregår der. Han fortæller, at DPA har uddelegeret kompetencen til de enkelte stater samt hjulpet til med at understøtte gennemførslen af forskellige staters marijuana-til-medicinsk-forbrug lovgivning og trangs-godkendelses-reformer. DPA har også hjulpet til med vedtagelsen få Californiens Forslag 36 (Proposition 36), hvilket signifikant har reduceret antallet af mennesker, som sendes i fængsel for stof-relaterede forbrydelser ved at tilbyde behandling som alternativ.
Nadelmann bemærkede, at i lande der har et mere tolerant syn på stoffer og som afspejles i deres lovgivning, ikke har set en forøgelse af stofbruget/stofbrugerantallet. En panelhørings deltager spurgte om aldersgrænser for stofbrug, Nadelmann svarede, at der er sund fornuft i aldersbegrænsninger, på samme måde, som der for eksempel er det i forhold til alkohol og cigaretter. Men han bemærkede, at der stadig ville være adgang for børn, ligesom der for nærværende også er det for både stoffers og alkohols vedkommende, og at det er vigtigt, at bliver taget hånd om disse problemer på familieplan.
Nadelmann siger, at marihuana reformbevægelserne afspejler bøsse-bevægelsen, på den måde, at den bæres fremad af dem som er med til at tegne bevægelsen offentligt, når de står ud af ”marihuana-skabet” som rygere. Han siger, at dette i høj grad har været med til at ændre den offentlige mening, således at der nu er 41 %, som offentligt går ind for en legalisering af marihuana, forudsat at denne beskattes og statsreguleres.
I Nevada og Alaska er tallene oppe omkring 50 %.
Efterhånden som et stadigt stigende antal stater forbereder sig på at regulere brugen af medicinsk marihuana, vil det være naturligt som næste skridt at stille spørgsmålet: ”Hvad vil det i det hele taget sige at noget eller ét eller andet er medicinsk?”.
Han bemærker, at nogle mennesker bruger cannabis på samme måde, som andre f.eks. bruger Viagra, eller til at behandle depression, eller bare for at slappe af, hen mod slutningen af en lang arbejdsdag, ligesom andre bruger et glas vin eller en cocktail.
Ifølge Nadelmann vi det næste evolutionære skridt i dereguleringen af cannabislovgivningen være Oakland Cannabis Initiativet. Et initiativ i Oakland, som baserer sig på stemmeafgivning, og som vil gøre ethvert forsøg på at prioritere marihuana arrestationer til det uvæsentligste, overhovedet på politiets dagsorden, nogensinde. Samtidig vil man vha. folkeafstemning stille forslag om at skatteregulere marihuana. Tilhængere af initiativet samler stadig underskrifter for at få det med på listen til månedsvalget i november.
En anden udfordring for dem, som gerne ser narkoforbudet ophævet, vil det være at få afsluttet politikker, som opmuntrer til had af eller overfor dem, som indtager eller distribuerer stoffer. Nadelmann bemærker, at under forbudstidens lovgivning, sættes disse mennesker ikke bare i fængsel, de får også deres ejendele konfiskeret, deres kørekort inddraget og afskæres fra uddannelsesstøtte. Sådanne specielle forholdsregler, siger Nadelmann, øver vold på amerikaneres frie ret til liv, frihed og til at søge lykken.
Han mindede tilhørerskarerne ved forumet om, at de første love som understøttede narkoforbud indførtes allerede i 1914,- organiseret af ”fundamentalistgrupper som indførte deres egen opfattelse af hvad synd var, i straffelovgivningen”.
”Det er nemlig præcist IKKE op til en regering at fortælle os hvilke rettigheder de vil nedlade sig til at uddele til os,” sagde Nadelmann, medens tilhørerne jublede. ”Vi blev FØDT med de rettigheder”.
Ann Harrison er freelance-reporter, og arbejder i Bay Area.
Dansk oversættelse: M.L. Geleff, maj 2004. Copyright, www.brugerforeningen.dk & M.L. Geleff.