Af leder af Gadejuristen Nanna W. Gotfredsen
Fra mindedagen i går. Så rå, så bevægende. Med fantastisk tale af Nehpets Yollam, mens den enestående og sjældent, men lykkeligvis langtidsholdbare Preben Brandt også mindede om, at der dog er sket lidt godt over årtierne og pegede her bl.a. på udviklingen i substitutionsbehandlingen (ikke desto mindre har vi nyligt igen mistet et herligt menneske som pludselig ikke længere kunne få ellers veldokumenteret livreddende metadon ordineret, ubærligt!).
Kuki læste som altid nogle af sine vidunderlige digte højt, denne fantastiske kvinde der tilbage i midt-slut 90erne kæmpede vildt i sin enmandshær og i 1999 endelig lykkes med at få den daværende sundhedsminister, Carsten Koch, med sig, da han i Politiken (4. april 1999) meddelte, at ‘kontrollen rettet mod stofbrugerne i behandlingssystemet(!) var gået for vidt’, stofbrugerne døde jo simpelthen af det og dette resulterede i udarbejdelsen af nye retningslinjer (ét er dog politik, noget ganske andet er praksis, stofbrugere kontrolleres fortsat til døde, dette allerede i levende live, hvor især den medicinske behandling alt for ofte er tilrettelagt på måder der gør det tæt på umuligt at leve et bare nogenlunde ok liv). Kunne man selv vælge sin mor, havde jeg nuppet Kuki ❤
Jeg fik også selv fyret lidt ord af, blandt andet #fuckskam, ligesom jeg benyttede anledningen til at opfordre til at tænke på nye måder om både stofbrug og stofbrugere, herunder give plads til såvel den selvmedicinering der ofte er tale om og OGSÅ til den nydelse der kan være forbundet med brug af stof/medicin.
Hvorfor helvede må stofbrugere ikke nyde?
Den altid kloge og skarpe Anja Plesner Bloch, formand for Brugernes Akademi, et af de klogeste mennesker jeg kender, slap også vreden fri i det afsluttende indlæg.
Tak Anja ❤ Hovedparten af disse alt for mange dødsfald kan faktisk forebygges og undgås. Hvis vi altså havde politikere og et samfund der ellers gad …
Stor tak til BrugerForeningen ved formand Jørgen Kjær for at holde dette så vigtige arrangement.
Så tung smerte og sorg er dog lidt lettere at bære, når den kan deles således med andre – og når Mårten og Peter leverer musikken ❤