Af Kåre B. Videbæk, dyrlæge
25/2 BRAGTE TV2 “Rigets tilstand”, og emnet var kampen mod narko. Der skal åbenbart være folketingsdebat om, hvorvidt de håbløse narkomaner skal have tilbud om gratis heroin for at redde dem fra et nedværdigende liv med stor risiko for medfølgende sygdom og død.
Overbevisende
Normalt sympatiserer jeg ikke meget med SF, men de argumenter, SF’s Villy Søvndal fremførte, forekom i høj grad overbevisende for at lade den gruppe, hvor alle tilbud om behandling har spillet fallit, skulle få gratis heroin under kontrollerede og hygiejniske forhold og samtidig få tilbud om afvænning.
Falliterklæring
Modargumentet blev fremført af den konservative (navnet desværre glemt), at “statsnarkomaner” ville være en falliterklæring for samfundet.
En tidligere, nu afvænnet og “clean” narkoman hævdede, at alle narkomaner inderst inde var motiverede for afvænning, men at der manglede konsekvent opfølgning af de afvænnede.
Det er der selvfølgelig nok noget om, men realistisk vil der stadig være en gruppe, der vil være helt utilgængelig for selv de mest velmente og koncentrerede behandlingstilbud.
Lad dem dog slippe for det stress at måtte skaffe pengene til næste “fix” uanset hvordan, inklusive tyveri, indbrud eller voldelige overfald på hjælpeløse, sagesløse mennesker.
I udsendelsen manglede bare ét argument for at lade narkomanerne få deres heroin gratis.
Det vil fjerne en ellers solid kundekreds fra de svin, gentager svin – og jeg imødeser med glæde en injuriesag – lige fra den mindre pusher til bagmændene og smuglerne af stofferne.
Sober oplysning
Problemet med at undgå en ny kundekreds i at opstå er så et spørgsmål om oplysning på en sober (og gerne sort-humoristisk) måde, så det bliver yt for de unge at lade sig betragte som naive ofre for smarte forretningsfolk. |