Efterspørgslen er prisufølsom og en hårdere indsats mod narkotikahandlen vil medføre mere og ikke mindre kriminalitet.
Af Gunnar Thorlund Jepsen, Professor
En forstærket politimæssig og strafferetlig indsats mod narkohandel og stofmisbrug fører blot til højere priser og større omsætning på dette illegale marked. Vejen frem er derfor at underminere markedet – ikke hverken at forstærke indsatsen eller det modsatte: At legalisere stofmisbrug.
Dette er efter min opfattelse den uundgåelige konklusion efter at have lœst og vurderet internationale analyser af problemet og efter at have afprøvet en økonomisk model på narkotikamarkedet.1 Ved narkotika forstås i denne artikel såkaldt hårde stoffer som heroin, kokain og amfetamin. Disse stoffer har i nutidens samfund følgende karakteristika:
De efterspørges af en bestemt kundekreds – såkaldte misbrugere – ikke af alle.
De er vanedannende, dvs. de giver en tilvænning, der er vanskelig at komme ud af, og hvor ophør af forbrug endda kan give stærke abstinenssymptomer.
Import af og anden handel med disse stoffer er forbudt, hvorfor markedet for disse stoffer er illegalt.
Der er bivirkninger for brugerne i form af social deroute, HIV-risiko, leverbetændelse m.v.
Der er bivirkninger for andre i form af sociale og andre offentlige udgifter, kriminalitet som berigelsesforbrydelser for at skaffe midler til stoffer samt eventuelle ‘krige’ mellem organiserede bander om markedet.
Disse karakteristika er for nogles vedkommende tilsyneladende en følge af, at markedet er illegalt. I en interessant artikel: »The price elasticity of hard drugs: The case of opium in the Dutch East India 1923-38« i Journal of Political Economy, vol. 103, no.2, 1995 demonstreres, at i et – nœsten – legaliseret marked er kundekredsen større og består også af brugere, der kan ‘styre’ deres forbrug af opium (casual users). Derimod viser undersøgelser, at selvom andelen af befolkningen, der bruger narkotika, falder, så falder forbruget ikke vœsentligt. De nœvnte karakteristika synes derfor at have vœsentlige implikationer for narkotikamarkedets natur.
Efterspørgslen er prisufølsom.
For det første er efterspørgslen meget lidt prisfølsom. Narkotikamisbrugerne står for den helt væsentlige del af efterspørgslen og finansierer den fortrinsvis ved kriminalitet. Deres daglige stofforbrug skal opfyldes på den ene eller den anden måde og det uanset markedsprisen og uanset konsekvenserne ved anskaffelsesmåden.
Økonomer taler om efterspørgselselasticiteten, der udtrykker, hvor meget efterspørgslen falder ved prisstigninger. For markedet for narkotika vurderes den til at vœre lav – nœr nul i de industrialiserede lande. Det skyldes, at markedet er illegalt, og at der er meget få ikke-misbrugere blandt efterspørgerne.2 Den anden side af markedet er udbuddet. Her taler man om den såkaldte udbudskurve, der viser hvilke priser, udbyderne vil have for at sœlge. Udbudsprisen synes at vœre ret uafhœngig af, hvor risikabelt i form af anholdelse og straf det er at handle på det pågœldende marked. Risikoen for at blive anholdt og få en hård straf indkalkuleres i prisen som en slags ‘risikoprœmie’. Således skriver Miron og Zwiebel (jf. note 1): »Perhaps the most incontrovertible effect of prohibition is an upward shift in the supply curve for drugs«.
Alt afhœngig af indsatsen mod narkotikamisbrug og straframmerne varierer denne ‘risikoprœmie’ fra land til land, hvorfor også priserne gør det. I Aloyz Prinz artikel (ligeledes note 1) er gennemsnitspriserne for udvalgte lande angivet for heroin og kokain. Samtidig angives koefficienten for prisens variation, der synes at vise, at de varierer meget lidt, hvor priserne er lave.
I øvrigt betyder kriminaliseringen også, at begrebet kundeloyalitet bliver af stor betydning. Det er vigtigt for pusherne at kende deres købere, så de ikke blivet ‘stukket’. Det er også af betydning for mellemhandlere og bagmœnd. Forbrugerloyaliteten sikres ved konstant kvalitet og sikre leverancer til afgrœnsede grupper, men hindrer ikke, at ‘risikoprœmien’ må betales af den endelige forbruger: Narkotikamisbrugeren.
Større politiindsats – større kriminalitet
Efterspørgslen er altså prisuelastisk. Udbuddet er derimod altid til stede, hvis ‘risikoprœmien’ – og en rimelig avance – betales. I fig. 1 og fig. 2 på næste side er vist to skematiserede eksempler på, hvorledes narkotikapriser dannes på to markeder – et marked med en lempelig narkopolitik (små straffe, lille politiindsats ) og et marked med en stram narkotikapolitik (høje straffe, stor politiindsats ). Figurerne er naturligvis teoretiske, eller om man vil, postulerede, men bygger på den vurdering, at efterspørgslen ikke er sœrlig elastisk, og at udbuddet isœr er følsomt over for narkotikapolitikken – forhold der synes empirisk veldokumenteret. Af figurerne ses, at prisen er vœsentligt højere på markedet med en stram narkopolitik, fordi ‘risikoprœmien’ her er høj.
Da narkotikamarkedet er illegalt, og stofmisbrugere i det vœsentlige skaffer pengene kriminelt, kan man tilnœrmelsesvist måle kriminalitetsomfanget ved at se på den mœngde penge, der omsœttes på narkotikamarkedet. Det er vist skraveret i fig. 1 og fig. 2. Set fra en økonomisk synsvinkel er der således intet som helst paradoks i, at en hårdere indsats mod narkotikahandelen medfører mere – og ikke mindre – kriminalitet.
Markedet søges opretholdt
Et andet karakteristikum ved markedet er det tidsmœssige aspekt. Markedet vil dø ud, hvis der ikke hele tiden sikres en tilgang af nye afhœngige. Under den forudsœtning vil de interesserede parter derfor i deres ønske om profit forsøge at bevare markedet intakt ved hele tiden at lokke nye kunder ind ‘i butikken’. Til dette formål vil narkotikahandlerne (både de små: pusherne og de store: bagmœndene) anvende pris- og ‘marketing’politik. En strammere narkotikabekœmpelsespolitik vil øge bestrœbelserne på at bevare markedet med stœrkere konsumentloyalitet.3 Hertil kommer, at fordi narkotikamisbruget er mest latent i kriminelle og asociale kredse, vil en større kriminalisering øge tilgangen af misbrugere. F.eks. skaber fœngselsmiljøet tilsyneladende i sig selv misbrugere.
Man kan nu spørge, hvilke implikationer narkotikamarkedets sœrlige natur må have for narkotikapolitikken.
Det vil vœre en for hastig konklusion, at man afkriminaliserer markedet. For dette vil medføre, at efterspørgsels- og udbudsforholdene vil œndres. Priserne vil falde, og man vil få et større narkotikaforbrug uden for egentlige misbrugskredse. Formentlig vil man få de samme problemer som på markedet for spiritus – måske bortset fra, at spiritus fysisk er et mere farligt stof end f.eks. opiater.
Eliminér den illegale efterspørgsel
I stedet for at sœtte ind på udbudssiden af markedet, f.eks. ved at gøre salg straffrit, kunne man forsøge at eliminere efterspørgselssiden. Hvis man på én gang fandt en mirakelkur, hvor man kunne motivere alle stofmisbrugere til afvœnning, ville der ikke mere vœre nogen efterspørgsel af betydning på det illegale marked.
Det ville dø ud.
Følgevirkningerne heraf ville vœre, at narkotikakriminaliteten, forstået som den kriminalitet der er en direkte følge af narkotikamisbruget, ville falde vœk. Det ville påvirke tilgangen af nye stofmisbrugere, der ville blive mindre, fordi den netop er betinget af det asociale og kriminelle narkomiljø. Det ville også vœre et vœsentligt modtrœk mod alle de andre negative aspekter ved narkotikamisbruget (HIV-spredning og andre sygdomsrisici, kriminalitet, bandedannelse mv.).
Indfør legal dosering
Er det muligt at eliminere den illegale efterspørgsel? Måske ikke fuldstœndigt. Men hvis man i København indrettede klinikker, hvor f.eks. heroinmisbrugere under lœgekontrol kunne få deres doser, ville mange vœlge dette frem for en stadig kriminel jagt på penge til stoffet. Samtidigt ville man komme i kontakt med misbrugerne og få mulighed for at motivere dem til behandling. Forslaget er altså ikke at give markedet frit. Tvœrtimod ville chancen for at ødelœgge det illegale marked og lokke stofmisbrugerne i behandling fortsat vœre størst, jo mere stressende det er at skaffe sig midler til stoffer på det illegale marked. Så tilbuddene om kontrolleret legal narkotikadosering kunne udmœrket ledsages af en hårdere jagt på stofmisbrugere og pushere på det illegale marked.
Effekten af en sådan ‘pisk- og gulerodspolitik’ må ikke bedømmes kortsigtet. Den risiko, den gratis heroin kan medføre ved at lokke nye misbrugere til, er nok til stede, selvom lœgekontrollen kan modvirke den. Men den må vurderes i lyset af det – formentlig langt større antal – misbrugere, man undgår ved, at det illegale narkotikamarked og miljøet deromkring forsvinder. De forsøg med gratis heroindosering, der for tiden foregår i f.eks. Schweiz, kan, alene fordi de kun omfatter en lille delmœngde af misbrugerne, ikke bruges som eksempler på, hvad en total eliminering af det illegale marked vil betyde. De økonomiske mekanismer, der styrer markedet, er generelle.
Begynd i fœngslerne
Det er dog et område, hvor man eventuelt kan foretage et økonomisk eksperiment – nemlig fœngslerne. I stedet for forsøg på at isolere sœlgerne, dvs. de såkaldt stœrke fanger, kunne man ødelœgge deres forretning ved gratis under lœgekontrol at give deres kunder de stoffer og med tiden den behandling, de måtte ønske.
Det er hyklerisk at acceptere en nœrmest monopolagtig udnyttelse af fœngslede misbrugere, når dette monopol på en gang kan knuses ved at dosere stofmisbrugerne det stof, de i alle tilfœlde vil købe via de stœrke fanger. Doseringen skal følges af behandlingtilbud – naturligvis.
At det selv i et så isoleret miljø som fœngselsmiljøet volder modstand at ødelœgge det illegale narkotikamarked ved legal dosering viser imidlertid, at der er nogle psykologiske barrierer – ikke mindst hos vore politikere – der skal overvindes, før man erkender, at vejen frem er ved legal dosering at lokke stofmisbrugerne i behandling og ud af narkotikakriminaliteten. Det er ellers min opfattelse, at en sådan politik på lœngere sigt kan bringe os tilbage til Danmark før 1960′ erne – Danmark uden illegal narkotika og uden narkotikamisbrug af betydning.
Note 1: For nœrmere vurdering af det europœiske narkotikamarked kan jeg henvise til Aloys Prinz: »Do European Drug Policies Matter?« i »Economic Policy – A European Forum«, oktober 1997, hvor der findes en indgående empirisk baseret beskrivelse af narkotikamarkederne og narkotikapolitikken i de europœiske lande samt en artikel af J.A. Miron og J. Zwoebel i Journal of Economic Perspectives, 1995. »The Economic Case against Drug Prohibition«.
Note 2: En undersøgelse af disse forhold er vanskelig, fordi markedet netop er illegalt, men der kan henvises til f.eks. M. Grapendahl: »Economic Behaviours of Amsterdam Opiate Users«, the International Journal of Addictions, 1992.
Note 3: For en teoretisk behandling af dette forhold henvises til: Gunnar Thorlund Jepsen og Peter Skott: »On the Effects of Drug Policy« (Working Paper no. 1997-15), Institut for Økonomi, Aarhus Universitet.
Gunnar Thorlund Jepsen, professor ved institut for Økonomi, Aarhus Universitet