Anja Plesner Bloch, leder af Brugernes Akademi – mener:

Den 21 juli er det min søns fødselsdag. Han bliver 16 denne gang! Og jeg kunne ikke være mere stolt af min dreng end jeg er. Han er en empatisk […]

Den 21 juli er det min søns fødselsdag. Han bliver 16 denne gang! Og jeg kunne ikke være mere stolt af min dreng end jeg er. Han er en empatisk ung mand og har desværre allerede lært mere af livet, end de fleste på hans alder.
Han blev som 7 årig udsat for den største tragedie og sorg et barn kan udsættes for. At miste en forælder.
Det værste dag jeg har haft i mit liv, var den dag Claus døde. Den dag skulle jeg se ind i mit barns øjne.. Og jeg skulle sige dét, der ville flå ham ud af hans barndoms trygge illusioner om at ‘verden er god’!

På det tidspunkt jeg opdagede at jeg var gravid var jeg 28 år. Jeg havde været inde og ude af stofmisbrugs-behandlinger, fra jeg var 16 år og indtil fem mdr forinden.
Men selvom jeg var røget i igen og havde et forbrug,
Så gav graviditeten mig for første gang i mit liv, en grund til at passe på mig selv. En grund jeg ikke havde formået, at finde andre steder.

Vi lagde hårdt ud, og de første år af Olivers liv, var en forrygende succes! Jeg lagde ud med at være alene igennem graviditeten, men jeg fandt sammen med en gammel kæreste, som flyttede ind sammen med os, efter Olivers et års fødselsdag.

Så vi var tre i vores lille famile.
Claus, blev hurtigt den bedste Far for Oliver. Han var mere fantastisk og stolt af Oliver, end jeg havde drømt om, og troet var muligt.
Jeg havde lært Claus at kende på Egeborg tre år tidligere.

Egeborg var den størst katastrofe i dansk stofmisbrugsbehandling historie. En vanvittig kvinde ved navn Susanne Bech havde set muligheden for at tjene kassen på de ‘laveste’ i kategorien ‘udsatte borgere’ nemlig dem alle helst så forsvandt, stofbrugerne!

Idag har hun været forbi nummerologen og hedder nu derfor : Zanne Søster Coco Beck! Men altså i Søster Coco’s velmagtsdage, formåede hun at bilde rigtig mange mennesker ind, at vi ( stofbrugere ) skulle mishandles til at blive bedre mennesker.
Vi led (og lider stadig) kronisk iflg. hende og resten af tolvtrinsbevægelsen af karektér DEFEKTER, altså FEJL som skal fjernes ! ..med andre ord, man mente at vi grundlæggende INTET værdifuldt havde at byde på, derfor nedbrød man os, for derefter at opbygge os. Det sidste var der knap så meget fokus på, som det første!
Det gik ikke så godt! ..og jeg er ikke den eneste den mener, at rigtig mange døde på grund af Susannes behandlings “teknik” der også involverede, at man evt spyttede på hinanden i gruppe terapi, eller stod med et reb om halsen imens de andre klienter rokkede på stolen, tæskehold var heller ikke sjældne osv osv..

Kbh kommune lavede efter nogle rædselsfulde år, et notat i forbindelse med en dom der faldt, vedrørende menneskerettigheder. Og derfra nægtede de at bruge Susanne. Og Egeborg lukkede i 98.
Desværre var der ikke så meget behandling, at vælge imellem dengang.

Det der er problemet idag er at de stofbrugere, der dengang blev “Clean” i det regi, har været længe om at skifte kurs.
Volden blev selvfølgelig lagt på hylden, men det var, og det ér mange steder stadigvæk det invaliderende tolvtrins program ( og dets tilhængere) ..der ‘farver’ behandlingsstederne i Danmark.

Claus var på Egeborg af flere omgange. Denne behandlingsform endte med at tage livet af ham.
Han prøvede heroin en sidste gang, for nu snart 9 år siden, ingen havde lært ham at håndtere det stof, som han havde brugt på egen hånd i tyve år. Nej ! Men alle havde derimod lært ham ( inklusive mig selv) ..at han skulle skamme sig! Tænk at han virkelig stadig havde behov for, at bruge ét eller andet., på trods af at han havde OS!
Jeg har lært en del siden! Især kom jeg i tanke om, at jeg selv ALDRIG ikke én gang, havde brugt stoffer for at skade andre!

Hvor ville jeg dog ønske, at bare én af de behandlinger Claus havde været i, havde lært ham lidt om at passe på sig selv, i situationer hvor man måske vælger at bruge igen.

Man kunne måske endda kalde det klogt, at forholde sig til : at 80% af os, som bliver gjort stof OG substitutionsmedicin-fri, vi vender tilbage og bruger noget inde for det første år. Mange dør!

Hvorfor lærer vi ikke folk at håndtere genoptag, således at man overlever? Det tør man ikke, for lige dér bliver folk nærmest overtroiske!! Fordi “jamen, hvis man acceptere, at man måske “tager noget” igen, så har man jo næsten planlagt det!” BULLSHIT! Hvad er det for noget TÅBESNAK?? … Så hellere sidde og holde i hånd,puste på nøgleringe, erklære sig selv ( og alle andre) magtesløs, og håbe på at det aldrig sker. At der aldrig sker noget dårligt!
Hvad med “bank under bordet” og “salt over skuldren” ?? Det er direkte idiotisk! Og hvad er det for noget overtro?

Der er en del sikkerheds foranstaltninger man kan tage, som kan redde dit liv. Jeg selv ringede altid nogen op,i inden jeg tog det, og så fik jeg dem til at ringe mig op, efter et par minutter for at tjekke op på mig, eller ringe efter en ambulance.
Det ér meget få af os, der tager stoffer for at dø! Det er et ulideligt langsomt selvmord, så det vælger man ikke frivilligt.
Så nej vi tager ikke stoffer for at dø, vi tager dem for at leve! For at holde ud at være i livet. Og kun hvis livsbetingelserne bliver forbedret, er der en god grund til at stoppe, og det er ikke let at få til at ske, når man ligger på bunden af samfundet ..og skammer sig!

De efterfølgende år begravede jeg også min bedste veninde Olivers gudmor Anette. Og dér fik jeg nok!
Kort efter startede jeg det, der idag er Brugernes Akademi.
:Det skal være slut med at at andre skal bedømme om ens målsætning er ‘god nok’ !
:Det skal være slut med at skamme sig over, at man ikke har haft eller har, de samme livsbetingelserne som andre.
:Det skal være slut med at gemme sig, fordi systemet tror at de kan sanktionere os ‘raske’ !
:Det skal være slut med, at det er sagsbehandlernes målsætninger klienterne skal arbejde hen imod, for derefter at stå med et intetsigende resultat, og en nøglering der står Højere Magt på fra de ‘gratis’ selvhjælpsgrupper, som nogle kommuner ér så glade for! ( gratis er ikke altid godt!)
Det skal være slut med, at lægerne på centrerne er så magtfulde, fordi ingen vil have jobbene. Og det skal være slut med at de også er mistænkelig produktbegejstrede, at det går ud over patienternes ve og vel?
Men ingen lytter til os, fordi det er en læges ord, imod en stofbrugers! Det skal ikke længere stoppe os i at offentliggøre lægens navn overalt hvor vi kan, og forlange bedre behandling, af ‘vores gruppe’ mennesker!

Anette blev afvist på vej IND i sin sidste behandling, fordi hun mente, at det var vigtigt at få lavet en kost-plan, men hendes total arrogante behandler, som endda tidligere, havde været en rigtig privat’god’ ven, mente at hun udelukkende skulle fokusere på den store fælles fjende STOFFERNE Han var også 12 trins “uddannet”, men det fratager ikke folk for et personlig ansvar!
Nå, men hun kom aldrig afsted, hun døde alt alt for tidligt som så mange andre, der ikke er motiverede på den rigtige måde, når de søger hjælp i systemet.

D.21 juli er det min søns fødselsdag og jeg ved, at vi skal se vores præst Mette. Det er nemlig også officiel mindedag for stofbrugere,
og det bliver afholdt v. Mindestenen på Halmtorvet. Alle er velkomne.
Så igen i år, tager vi først til mindedagen, som Brugerforeningen afholder hvert År. Vi lytter til de gode taler og snakker med hinanden. Og I år er det faktisk vores præst Mette Gramstrup der skal tale. Mette har døbt Oliver, og begravet Claus, og har lagt øre til mig, hele vejen igennem alt hvad jeg har skrevet her.
Mette er en rigtig fantastisk Vesterbro præst som kender vores familie og som kender og tør tale om virkeligheden. Og virkeligheden den skal alle høre lidt om engang imellem 

Lukket for kommentarer

Lukket for kommentarer. Du kan ikke skrive en kommentar til dette indlæg.