Af Karen Groos, forkvinde for Landsforeningen for Human Narkobehandling
Torsdag d. 21. juli afholdt BrugerForeningen i København Den Internationale Mindedag for afdøde stofbrugere. Som de foregående år var plænen omkring mindestenen dekoreret – i år med hvidmalede kors i et antal der illustrerede antallet af overdoser i 2009 (der er det seneste år hvor vi kender antallet) – endvidere fandtes 3 par hvide slippers og et bundt røde nelliker – som en symbolsk støtte til de russiske stofbrugere – der lever under kummerlige forhold hvor sprøjtebytte og substitutionsbehandling stadigt er totalt forbudt.
I silende regn var de trofaste støtter, venner, aktivister, pårørende og familier mødt op for på denne 8. Mindedag i Danmark, at tænke og mindes alle dem vi så meningsløst har mistet.
BF’s formand Jørgen Kjær bød velkommen og foreslog et minuts stilhed, og talte derefter om hvor svært det hver gang er, at miste endnu en af vore kære.
BF har i flere år været forskånet for at skulle begrave nogen af BF’s aktivister, men den 14.okt. 2010 mistede BF den meget afholdte husinspektør John Birk efter lang tids sygdom. John stillede i BF hver dag i gennem 14 år, altid venlig, flittig og parat med en hjælpende hånd, og han savnes stadigt hver eneste dag. Æret være Johns minde R.I.P.
Og sidst i maj mistede BF, Ronnie Pless der glædede sig til at skulle blive løsladt, på sin 48 års fødselsdag d.10.juni. Men Ronnie blev desværre fundet død af personalet i sin fængselscelle en tidlig morgen 14 dage før sin løsladelse. Æret være hans minde R.I.P..
Sorgen befinder sig stadigt i BF. Men heldigvis har der også været grund til glæde. BF fungerer godt med flittige aktivister der holder åbent 12 timer dagligt, så de der har det dårligt kan få mad, moralsk støtte og modtage nødvendig hjælp. Og heroinbehandlingen kom endelig i gang sidste år, selvom administrationen med mødetid to gange om dagen for brugerne, ikke tillader jobs eller anden form for beskæftigelse. Det er da også helt idiotisk at de brugere der aldrig har brugt en sprøjte før, kun kan komme med i heroinprojektet hvis de starter med at injicere. Så ja, der er stadigt nok at kæmpe for.
Næste taler, var Jason Farrell fra USA/Holland. Han er HIV-positiv på 21. år. Jason talte om de frygtelige konsekvenser af forholdene omkring stofbrugere og HIV/AIDS behandlingen i New York og hvordan han havde følt sig tvunget til at kæmpe for igangsættelse af et projekt med udlevering af sterile sprøjter og nåle og blev således pioner på dette område. Senere udvidedes projektet til også at omfatte et multi-service center i New York med medicinsk hjælp og af gratis HIV og Hepatitis behandling. Jason talte videre om hvor rædselsfuldt mange stofbrugere stadig behandles i alt for mange lande som konsekvenserne af ”the War on drugs” Selv har han gjort alt for at passe på sit helbred gennem de 21 år, men det er der mange andre der slet ikke har mulighed for. Jason pointerede endvidere hvor vigtigt det er, at stå sammen og kæmpe for en mere human narkotikalovgivning, så mennesker ikke systematisk slås ihjel som vi bl.a. ser det i Rusland hvor sprøjtebytte og substitutionsbehandling stadigt er totalt forbudt og HIV/AIDS spreder sig eksplosivt.
Den næste taler var overlæge Christian Hvidt der i nov. 2010 modtog BrugerForeningens årets ”BrugerVen” hæderspris. Christian er bl.a. lægefaglig leder i Heroinbehandlingen i København. Han talte om hvor vigtigt det er, at brugerne vil blive mødt med mere respekt og forståelse når det drejer sig om behandling. At der lyttes til brugernes ønsker vedr. medicinering og behandling og så ”moral” og fordomme ikke forstyrrer forholdet mellem brugere og de professionelle behandlere. Det er vigtigt at opbygge et tillidsforhold mellem brugere og fagfolk sådan at brugernes velfærd prioriteres optimalt
Gadejurist Nanna Godtfredsen forsatte talerækken. Hun var vred på brugernes vegne over den måde, de ofte bliver tiltalt og behandlet på. Hun oplever hver eneste dag hvordan der bliver set stort på brugernes rettigheder – og hvor usympatiske og fordømmende nogle repræsentanter for autoriteter kan være. Det virker også som om behandling og medicinering forsøges styret af en medicinalvirksomhed til stor skade for brugerne. Nanna anbefalede brugerne at kæmpe for deres værdighed og sidst af alt føle skam og sluttede med at sige: ”Det er der mange andre der har betydelig større grund til at føle, end jer”.
I mellem talerne solosang BF’s husmusikus Henrik Svale sin egen sang ”275” om hvor svært det er at miste sine venner, blot fordi de ikke ligesom andre kan gå hen på apoteket og købe den medicin som de nu engang har brug for og hvor en varedeklaration kan fortælle ligesom al på anden medicin, hvad produktet indeholder. I stedet må de leve med kæmpestor risiko fordi de allerfleste udelukkende er henvist til det illegale marked hvor stofferne er urene og hvor styrken er helt ukendt.
Mindehøjtideligheden sluttede med at forsamlingen sang ”Altid frejdig når du går” som fællessang.
BF bød nu på udskænkning af øl og vand og en halv times minglen og social komsammen i mens andre startede på en oprydning af området. Efterfølgende forlod vi mindestedet efter en værdifuld halvanden time, dyngvåde som druknede mus – men til gengæld stoppede regnevejret for en tid.
Juli 2011. Karen Groos