Narkopolitik

Heroinforsøg – hvad mener den danske befolkning? Af Nanna W. Gotfredsen 5.maj 99

Nanna W. Gotfredsen

Danskerne er markant positive.
Vilstrup Research har, i løbet af det seneste år, spurgt i alt 2000 repræsentativt udvalgte om deres holdning til heroinforsøg. Dette er sket i tre undersøgelser, hvoraf januar-målingen var den mest omfattende og en måling primo oktober d.å. den seneste. Undersøgelserne viser en stabil og markant tilslutning. Godt 2/3 af den danske befolkning er positive overfor iværksættelse af heroinforsøg.

Hvem er “de positive”?
Den tydeligste tendens er, lidt populært sagt, at jo mere etableret man er, jo mere positiv er man overfor iværksættelse af heroinforsøg. Den store gruppe af særligt positivt reagerende skiller sig nemlig ud på følgende punkter: De er i beskæftigelse, mellem 30 og 59 år, har en samlet årlig husstandsindkomst (brutto) på 350.000 kr. eller derover, har ejerbolig og er etablerede i familier på tre personer eller derover.

Når de enkelte demografiske variable betragtes, ses følgende forholdsvis tydelige tendenser: Mænd er lidt mere positive overfor heroinforsøg end kvinder. De yngre, d.v.s. de 18 – 29 årige, er lidt mindre positive end de 30 – 59 årige, mens “kun” halvdelen af de 60 årige eller derover er positive overfor heroinforsøg.

På politisk tilhørsforhold ses der ingen tydelige tendenser. Dog er man på venstrefløjen og i midterpartierne lidt mere positive, mens man i Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og i Venstre ligger på landsgennemsnitsniveau, d.v.s. omkring 67 %.

Hvad ligger bag?
Det er i januar-målingen søgt belyst, hvilke følger et heroinforsøg måtte formodes eller forventes at have. Respondenterne blev nemlig spurgt, om de forestillede sig hhv. positive og negative konsekvenser, og i bekræftende fald hvilke. Hele 85 % forestillede sig positive virkninger ved iværksættelse af heroinforsøg. Færre, nemlig kun 60 %, forestillede sig negative følger.

De positive billeder.
Det er næppe overraskende, at 68 % af de respondenter som forestiller sig positive konsekvenser, nævner fald i den af stofmisbrugerne begåede kriminalitet, også kaldet følgekriminaliteten. Ca. halvdelen af disse besvarelser var uspecificerede, mens lidt mindre grupper konkret nævner fald i antallet af indbrud, tyverier, røverier samt lavere forekomst af voldskriminalitet. Kun 1 % nævner i denne sammenhæng stofmisbrugernes egen handel med narkotika. Godt 10 % nævner fald i den organiserede narkotikakriminalitet som en positiv følge.

Mere overraskende er det måske, at hele 58 % af respondenterne spontant afgiver svar som kan kategoriseres under, at stofmisbrugerne ville få en højere levestandard socialt og / eller psykisk. Her er kun få uspecificerede. En pæn andel svarer, at stofmisbrugerne ikke længere ville være tvunget til at begå kriminalitet og/eller prostituere sig, at de ville få en højere livskvalitet, et værdigt liv, og at heroinbehandling ville være fremmende for resocialiseringen. En lidt mindre gruppe på 12 % mener, at flere ville kunne nås af behandlingssystemet, flere ville blive afvænnede og et par procent fremhæver en forbedring af relationerne mellem stofmisbrugeren og dennes familie.

Ca. 1/5 nævner, at stofmisbrugerne ville opnå en forbedret fysisk levestandard. Dette specificeres bl.a. med færre tilfælde af smitte med hhv. HIV- og leverbetændelse.

Godt 1/4 fremhæver mere generelle aspekter som positive følger, så som mindre synlig narkoscene, opløsning eller omstrukturering af de belastede miljøer og lavere tilgang (d.v.s. færre nye stofmisbrugere). Endvidere nævnes større tryghed for de øvrige samfundsborgere, primært med henvisning til en reduceret risiko for at blive udsat for kriminalitet. Enkelte svarer spontant, at blot det at prøve noget nyt er positivt, da “alt andet jo har slået fejl”.

4 % nævner økonomiske aspekter, som specificeres med besparelser hos politiet, i fængselsvæsenet og i sundheds- og hospitalssektoren.

De negative billeder.
Som nævnt ovenfor, forestillede “kun” 60 % af respondenterne sig negative følger af heroinbehandling. Godt 2/3 af disse svar kan kategoriseres under negative konsekvenser for stofmisbrugerne selv. Den primære specifikation er, at flere fastholdes i stofmisbrug. Endvidere nævner mindre andele, at gruppen af særligt hårdt belastede stofmisbrugere ville vokse og øget dødelighed blandt stofmisbrugerne som negative følger.

Godt 1/10 frygter øget tilgang; d.v.s. at flere ville påbegynde stofmisbrug, mens mindre grupper ser heroinbehandling som en opgivelse af “kampen mod narkotika” eller som en “for nem” løsning for samfundet. 8 % udtrykker bekymring for, om heroinbehandling vil være muligt at kontrollere i tilstrækkeligt omfang.

Økonomiske aspekter påpeges af ca. 1/10: “Det bliver dyrt!”. Nogle nævner specifikt øget skattetryk og flere offentligt ansatte, mens enkelte påpeger negative konsekvenser i form af arbejdsløse behandlere (sic!).

Til sidst nævner knap 1/10 etiske eller moralske aspekter som negative konsekvenser, herunder statslig vedligeholdelse af og støtte til narkomani.

Stillingtagen til politiske argumenter.
Undersøgelsernes resultater må siges at udvise en ganske nuanceret stillingtagen til problematikken. Selvom man er imod heroinforsøg, er man alligevel i stand til at forestille sig positive følger. Ligeledes omvendt. For dog at sikre stillingtagen til nogle af de oftest fremførte argumenter i den politiske debat, opstilledes et holdningsbatteri, bestående af 4 udsagn “som andre har fremsat”. Respondenterne blev, afsluttende i interviewet, bedt om at erklære sig enige eller uenige – helt eller delvist – i disse udsagn.

Forbedret levestandard?
En markant stor gruppe (87 %) erklærer sig helt eller delvist enige i, at “stofmisbrugernes levestandard ved heroinbehandling vil forbedres både fysisk og socialt”.

Fald i følgekriminaliteten?
En endnu mere markant gruppe (90 %) erklærer sig helt eller delvist enige i, at heroinbehandling ville betyde fald i følgekriminaliteten.

Øget tilgang?
Godt 2/3 afviser, at heroinbehandling vil betyde, at flere vil påbegynde stofmisbrug.

Færre afvænnes?
Knap halvdelen af respondenterne er helt eller delvist enige i, at heroinbehandling vil føre til at færre vil blive stoffrie, men 35 % afviser dette.

Kommentar:
De spontane svar – d.v.s. de positive hhv. negative billeder – kan ikke siges at være tilbundsgående. Hertil kræves brug af supplerende teknikker, som vil være genstand for det kommende kvalitative studie. Men billederne er bestemt indikerende og udgør et godt afsæt for det videre forløb.

Først og fremmest skal det forsøges påvist i hvilket omfang myter og fordomme florerer, samt hvilken betydning disse har for holdningen til heroinforsøg / behandling.

Der udtrykkes bekymring for fastholdelse i stofmisbruget ved behandling, hvori heroin (som i øvrigt også lyder det mindre “farlige” og mere medicinske navn diatylmorfin) indgår. Gør denne bekymring sig også gældende ved metadonbehandling, som vel kun de færreste i dag er modstandere af? Unddrager metadonvedligeholdelse sig at være omfattet af begrebet “statsunderstøttet narkomani”? Et begreb som især i formiddagsaviserne ofte kædes sammen med heroinbehandling. Alene af kemiske årsager må risikoen for fastholdelse i stofmisbrug ved metadonbehandling formodes at være mere udtalt grundet metadonens længere halveringstid. Ligeledes kan det omfattende sidemisbrug blandt metadonister frygtes, at gøre stoffriheden som endestation næsten illusorisk. For mon ikke blandingsmisbrug er en endnu mere kompliceret problemstilling end det rene heroinmisbrug? Føres stofmisbrugeren således fra asken til ilden?

Enkelte nævner arbejdsløse behandlere som en negativ konsekvens af iværksættelse af heroinforsøg. Man fristes til at spørge, om en sådan effekt overhovedet kan betragtes som andet end den ultimative succes …

Med hensyn til bekymringen for den øgede tilgang, kunne man stille spørgsmålet: “Hvor skulle nye få stoffet fra, hvis stofmisbrugerne får lægeordineret heroin?”. Det er først og fremmest utopi at forestille sig, at en stofmisbruger ville sælge sin heroin. Dernæst vil det, hvis heroinbehandling tilrettelægges som f.eks. i den hollandske model, være fuldkommen umuligt at tage stoffet med ud. Der er nemlig panserglas mellem stofmisbrugeren og stoffet og forsøgsdeltagerne er omgivet af spejle og konstant under opsyn. Og hvorfor skulle det ikke gå med heroinhandelen på gadeplan, som med en hvilken som helst anden type virksomhed? Uden et marked for et givent produkt, intet produkt. Hvis heroinbehandling gennemførtes som et permanent behandlingstilbud til de særligt hårdt belastede stofmisbrugere, ville jo netop gruppen af højfrekvente aftagere bortfalde. De mange pushere som sælger for at finansiere eget forbrug, ville ikke længere have behov herfor. Og bagmændene (hvem de så end er …) risikerer vel alene denne hårdt strafbelagte form for kriminalitet, i forventningen om den store fortjeneste.

Bekymringen for den øgede dødelighed blandt stofmisbrugerne (enkelte anser dog dette for at være positivt!), vil i det kvalitative studie måske eller sandsynligt forklares ved den fejlagtige antagelse (men dybt rodfæstede myte), at selve stoffet heroin er farligt eller vævsgiftigt.

Hvorfor er den i øvrigt ekstremt polariserede debat så stof-fikseret? Burde den ikke i stedet være optaget af, hvordan man kan levere en massiv social behandlingsindsats, understøttet af metadon, minnesota-model, LAAM, buprenorfin, heroin eller hvad der nu findes egnet til at nå målgruppen?

At tro, at al følgekriminalitet vil bortfalde er nok utopi. Men schweizerne fortæller os, at den reduceres betydeligt. Hvilken betydning vil dette få for angsten for at blive udsat for kriminalitet?

“Det bliver dyrt!”. Ja – det er sikkert rigtigt, men hvor store vil mon besparelserne på udgifter til fængselsophold være? Det koster knap en halv million om året, at have en enkelt person siddende i et lukket fængsel. Og hvad med besparelserne på den politimæssige side? I København er hver 4. kriminalbetjent fuldtidsbeskæftiget med narkotikakriminalitet og antallet af sager efter hhv. lov om euforiserende stoffer og straffelovens narkotika bestemmelser tyder på, at store dele af kontrolapparatets ressourcer anvendes på stofmisbrugernes egen handel med stoffer. Det er vanskeligt at sige noget nærmere om, hvor stor en del af ordenspolitiet, der er beskæftiget med disse opgaver, men en enkelt aften på Maria Kirkeplads giver en vis forestilling herom.

De fleste kan vel blive enige om, at sociale problemer bedst løses ved sociale tiltag. Man kommer dog let i tvivl om, hvorvidt stofmisbrug ses som et socialt eller som et strafferetligt problem. Ved fraværet af en klart formuleret overordnet politisk målsætning og med paradokserne i de politiske midler (når f.eks. politibilen holder lige bag ved kanylebussen i Skelbækgade på Vesterbro), må risikoen for at konsekvenserne bliver både kaotiske og katastrofale være særdeles nærværende. I den kvalitative fase vil det forsøges belyst, hvilke dele af problematikken befolkningen anser som værende sociale problemer og hvilke der betragtes som strafferetlige problemer. Hvordan defineres f.eks. en bagmand? Er det generelt den der sælger narkotika, eller findes der at være en så afgørende forskel på den der alene pusher for fortjenestens skyld og den som blot forsøger at finansiere eget stofforbrug, at man bør vælge helt at afholde sig fra at sætte strafferetligt ind overfor sidstnævnte?

Er et politisk ideal overhalet?
Noget kunne tyde på, at der er en uoverenstemmelse mellem på den ene side de overordnede politiske målsætninger (hvad de så end består i …) og de politiske midler, som er noget mere synlige og hvis – direkte eller indirekte – konsekvenser er ganske åbenbare i form af f.eks. den ekstremt høje dødelighed blandt stofmisbrugere i Danmark, den store andel af dem som befolker vore fængsler og det store behandlingsbehov for somatiske skader, p.g.a. bylder og sår som følge af fejlfix, HIV-infektion, leverbetændelse m.m. og på den anden side den i befolkningen herskende moral eller holdning.

Har befolkningens holdning overlevet det politiske ideal? Eller har befolkningen, med andre ord, overhalet det politiske niveau indenom? Noget tyder herpå og skal søges belyst i de planlagte kvalitative projekter, som vil blive gennemført ultimo d.å.