Artikler

Et forbud, der dræber

Fra www. punditokraterne.dk
18.3. 2011.
Da Weekendavisens artikler ikke kan læses på nettet, kan denne uges kronik læses på punditokraterne.dk. Jeg har skrevet kronikken sammen med Lars Kragh Andersen, der er tidligere politibetjent i København. Lars opsagde sin stilling sidste år efter at have meldt ud, at han som politibetjent ikke var villig til at forfølge narkotika-forbrydelser.
I artiklen nævnes beregninger for offentlige udgifter og tabt fortjeneste, der er en konsekvens af den førte narkotikapolitik. Hvis nogen skulle have interesse i at studere beregningerne nærmere, kan man finde Jeffrey Mirons seneste beregninger her.

Et forbud, der dræber

Kronik i Weekendavisen uge 11, 2011

Af Niels Westy Munch-Holbek & Lars Kragh Andersen

En forbrydelse kræver normalt et eller flere ofre. Det gælder, uanset om der er tale om vold, røveri eller udledning af urenset spildevand for den sags skyld. I de tilfælde er de fleste af os formentlig enige om, at der må være en sanktion, og at ofrene bør ydes erstatning.

Men ikke alle forhold og aktiviteter, der ifølge dansk lovgivning anses for kriminelle, opfylder kravet om et offer. Herunder hører forbud mod køb, salg og nydelse af en række rusmidler. Et forbud, der ifølge undersøgelser af blandt andet Verdenssundhedsorganisationen WHO formentlig har en ganske behersket betydning for forbruget af de pågældende rusmidler. WHO kommer således frem til, at der ingen sammenhæng eksisterer på tværs af lande og forskellig lovgivning. For eksempel har Sverige et relativt lille forbrug af illegale rusmidler, mens USA og England er blandt de lande i verden med det højeste forbrug af illegale rusmidler. Alle tre lande har en yderst restriktiv lovgivning. Portugal, der er det europæiske land, som er kommet længst i afkriminalisering af brugerne, har til gengæld et forbrug på svensk niveau.

Inddrager vi erfaringer med alkoholforbuddet i USA i 1920rne, tyder meget på, at forbruget – især af mere potente rusmidler – øges ved forbud mod rusmidler i forhold til, at samme rusmidler er legale. Efter et umiddelbart fald i alkoholforbruget ved indførelsen af alkoholforbuddet i 1920 steg forbruget herefter hastigt, mens alkoholiske drikke med et relativt lavt indhold af alkohol fortrængtes til fordel for stærk spiritus (»bang for the buck«). Efter ophævelsen af det federale alkoholforbud i 1933 faldt både alkoholforbrug og kriminalitet.

Mens køb, salg og brug af illegale rusmidler i sig selv ikke skader andre end de (frivilligt) involverede, kan det samme desværre ikke siges om myndighedernes tiltag og den nuværende lovgivning.

For det første er der stofbrugerne selv. Formentlig er mere end 90 procent af registrerede narkodødsfald – cirka 5.000 dødsfald gennem de seneste to årtier – en direkte konsekvens af den første narkotikapolitik. En utilsigtet konsekvens er nemlig, at stoffernes renhed og styrke tit er totalt ukendt for brugerne. Ligesom livet som kriminaliseret og jaget stofbruger formentlig heller ikke forlænger brugernes liv eller forbedrer deres generelle helbred. Det er ikke stofferne som sådan, der oftest slår stofbrugerne ihjel, men derimod forbuddet og politiets indsats. Det tænker den enkelte betjent, der finder narkomaner døde og opsvulmede – stadig med en nål i armen – muligvis ikke over.
For det andet er gældende lovgivning og de redskaber, man udstyrer politiet med, en reel trussel mod vores retssikkerhed. Dansk politi visiterer hvert år store grupper af mennesker på et ofte meget tyndt grundlag. Det kan for eksempel være, fordi »sigtede havde blanke og røde øjne« eller »sigtede talte sløret og lugtede svagt af cannabis«.

Sammenblandingen af personlige præferencer, der muligvis deles af store dele af befolkningen, og loven om illegale rusmidler indebærer hermed reelt en trussel mod den grundlæggende ide om »lighed for loven«, som vores samfund bygger på.

En standardjoke inden for politiet i forbindelse med narkosager er, at »der er en grund til, at retsplejeloven har blødt omslag, så er den lettere at bøje«. Den tankegang er et udtryk for en pervertering af grundlæggende retsprincipper.

Det er desværre almindeligt kendt blandt gadebetjente, at man altid kan »gå i lommerne« på en borger, der i påklædning eller væremåde falder en smule uden for hr. og fru Danmark-modellen. Man sigter nemlig bare for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og er lidt fantasifuld med det efterfølgende skrivearbejde. »Banditterne« klager alligevel ret sjældent. Og det er ikke kun visitationer, som Lov om euforiserende stoffer åbner rigelig mulighed for. Ransagninger af borgernes boliger kan tilskrives enten fund af ganske små mængder cannabis/narkotika på borgeren eller slet og ret, at der lugtede af hash gennem en brevsprække. Hvis man som gadebetjent vil have action, er Lov om euforiserende stoffer et bemærkelsesværdigt godt politifagligt værktøj. Ovennævnte burde langt fra være almindelig fremgangsmåde i en liberal retsstat. Desværre hører det ikke til sjældenhederne i en politibetjents hverdag. Den ene kronikør har selv ladet fantasien råde flere gange, end han er stolt af.

For det tredje medfører gældende narkotikalovgivning og politiets indsats, at både berigelses- og voldskriminaliteten stiger. Da indsatslederen i forbindelse med en nylig aktion mod narkotikaforhandlere på Vesterbro blev spurgt, om det gjorde nogen forskel på sigt, måtte han erkende, at det gjorde det nok ikke. I det omfang, der har været et fald i udbuddet, har det primært indebåret, at stofbrugerne har begået mere kriminalitet i deres jagt på penge til stoffer.

I en nyligt offentliggjort afhandling kommer Kim Møller fra Center for Rusmiddelforskning frem til, at effekten af en række konkrete lovændringer og politi-indsatser i perioden 2001-2007, blandt andet rydningen af Pusher Street og den øgede strafferamme for at sælge cannabis, kun har haft meget marginal effekt på priser og forbrug. Derimod indebar rydningen af Pusher Street, at handlen med hash er flyttet til andre dele af København og er en af grundene til den øgede banderelaterede vold de senere år. En vold, der også rammer »uskyldige« borgere, hvis eneste brøde er, at de er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Der er intet nyt eller uforudsigeligt i denne udvikling. Den er parallel med, hvad der sker andre steder i verden. Mekanismerne er præcis de samme, som man så under alkoholforbuddet i USA i 1920rne. I lighed med udviklingen dengang ser vi i dag en fortsat forråelse og styrkelse af den organiserede kriminalitet. I 1920rne var det mafiaen, der profiterede på forbuddet i USA. I dag er det rocker- og indvandrerbander, der profiterer på gældende lovgivning herhjemme.

Man bør spørge sig selv, hvem der er de værste forbrydere. Er det køberne og sælgerne af de forbudte stoffer? Eller er det dem, der støtter en fortsat kriminalisering af køb og salg af bestemte former for rusmidler? Besvares spørgsmålet ud fra, at en forbrydelse kræver et offer, peger pilen entydigt på lovgiverne.

Endelig er der tale om en meget dyr lovgivning. Hvor meget den koster skatteyderne er vanskeligt at fastslå. Der eksisterer stort set ingen dansk forskning på området. Anderledes forholder det sig i USA. Jeffrey Miron fra Harvard har i en årrække lavet beregninger af, hvor meget det offentlige ville spare i direkte udgifter, og hvor meget det ville indbringe, hvis man beskattede illegale rusmidler, som vi i dag beskatter alkohol og tobak. Overført til danske forhold er resultatet, at den førte narkotikapolitik koster de danske skatteydere cirka ni milliarder kroner om året. Var det ikke på tide, at man erkendte, at den førte politik kun gør ondt værre? At bruge tæt ved ti milliarder kroner om året på en politik, der først og fremmest styrker den organiserede kriminalitet, øger usikkerheden i samfundet og indebærer betydelige menneskelige omkostninger for tusindvis af vores medborgere, kan vi ganske enkelt ikke være bekendt.