Artikler

Eksperter: Legaliser stofferne

Fra Danmarks Radio’s Agenda kl. 16:03 på P1, den 23. oktober 2011

Af Rasmus Poulsen

Hør udsendelse (57:21)

En gang var alle euforiserende stoffer lovlige. Og den gang var der faktisk ikke så mange der tog dem. Så blev stofferne forbudt og et helvede af misbrug brød løs.
I hele verden kæmper man en svær kamp imod stofferne, der siver ind i ethvert samfund, uanset hvor forbudte de end er og hvor agressivt man bekæmper dem, der sælger og bruger dem.

Men de senere år er der kommet en stigende tendens til at mene, at vi simpelthen bare skal lovliggøre stofferne. Ikke bare fri hash eller heroin til de hårdest ramte narkomaner – næ en total legalisering af alle euforiserende stoffer. Og det er bestemt ikke hippierne der kæmper for det. Det er politifolk, dommere og efterretningsagenter, der laver lobbyarbejde for det, økonomer der skriver ledere om det i deres højest estimerede tidsskrifter, og efterhånden også magtfulde politikere i de lande der er aller hårdest ramt af den vold og dødelighed, vi har vænnet os til at se som en selvfølgelig konsekvens af stoffernes tilstedeværelse. Det lyder skørt, men i løbet af udsendelsen i dag, vil vi forhåbentlig blive klogere på, hvorfor den holdning vinder frem.

En af dem der går i spidsen i kampen imod forbudspolitiken, er en amerikaner ved navn Jack Cole. Han er pensioneret politibetjent og har sammen med nogle af sine tidligere kollegaer dannet organisationen LEAP, der står for Law Enforcement Against Prohibition – Retshåndhævere Imod Forbud.

– Alle stoffer skal legaliseres. Og det er vigtigt at det er alle stoffer. Jo farligere et stof, jo mere grund til at legalisere det. For man kan ikke kontrollere det på andre måder. Hvem kontrollerer stofferne nu? De kriminelle. De bestemmer hvilke stoffer, hvor stærke, hvad de skal fortyndes med, hvad de skal koste, hvem der må købe og hvor de bliver solgt. Vi skal tage ansvaret over de stoffer tilbage. De skal legaliseres og reguleres. Når man legalisere stoffer, fjerner man med det samme volden. Og man standser overdoser, hævdede Jack Cole.
Han bygger sine holdning på tal fra hele verden og så fra sine egne erfaringer som narkotika betjent der både husker tiden før og under den verserende “War On Drugs”.

– Da jeg kom ind i korpset i New Jersey i 1964 havde vi 1700 betjente og vi havde en syv mand stor narkotika afdeling. Og seks år senere var syv betjente stadig tilstrækkeligt til opgaven med narkotika bekæmpelse. Og så pludselig i oktober 1970 gik vi fra en syv personers afdeling til et 76 personers narkotika bureau. Fra dag til dag. Betalt af regeringen.
Når man forstørrer en afdeling med kun én opgave til 11 gange dens oprindelige størrelse, sker det med en forventning om at der kommer til at ske 11 gange så mange anholdelser. Og det her foregik over hele USA.
Så det følgende år var vi ude og arrestere alle vi kunne få øje på eller komme i tanke om. Og hvis man ser på statistikkerne, var antallet af arrestationer for ikke-voldelige stof forbrydelser omkring 10.000. I 1970 steg det til 415.000 som vi anholdt det år for ikke-voldelige stof forbrydelser.
Vores chefer ville have Krigen Mod Narko til at se ud som den mest nødvendige ting, vi kunne lave. For de penge regeringen brugte på at uddanne så mange narko betjente i 1970, ville de ikke bruge året efter. Med mindre vi kunne få det til at se ud som om det var fuldstændig essentielt.
Så vi løj. Vi snød med statistikkerne. Der var ikke særlig mange narkohandlere på det tidspunkt. Særligt ikke der hvor jeg arbejdede i forstæderne til NYC.
Så de satte os undercover betjente ind på små vennekredse. 10-15 unge mennesker og fredag aften er der måske nogen der spørger om der skal tages stoffer. Og hvis ingen siger det, så var det mit job. Og hvis nogen var med på den, var der måske en anden der havde adgang til en bil som så ville køre ind til byen og købe fx to joints eller et LSD trip til de forskellige medlemmer i gruppen inkl. mig. Og når de så kom tilbage med deres minimale stof mængder og gav mig min bestilling, blev de til “big-time narkohandlere”, for det var hvad vi kaldte dem.
Jeg blev i gruppen indtil jeg havde fået alle medlemmerne. Og det var nemt, for de tjente ingen penge på det, så det gik på tur. Det gjorde hver af os agenter. Vi havde omkring 10 grupper hver i forskellige byer. Så efter ca. 45 dage lavede vi razzia. Jeg havde den slags sager på måske 100 mennesker.
Så rullede vi ud om natten og sparkede dørene ind. Og når vi kom til stationen havde vi allerede tilkaldt tv stationerne, så vi ku få deres billeder i aviserne og ødelægge deres omdømme. Og når vi havde linet 100 personer op ad væggen, kom chefen ud og sagde “se, der er 100 store narkohandlere vi har taget ud af jeres område. Det her er et kæmpe problem. Vi skal bruge flere penge og strengere lovgivning. For det her vil ødelægge samfundet.” Det var alt sammen noget vi fandt på!, siger Jack Cole.

– I mit land har vi gjort det så slemt at hvis du blir taget med så meget som en joint, så mister du kørekortet. Hvis du er fx en 20årig person og har en familie du forsørger og du mister kørekortet er det et stort problem. For vi har ikke noget kollektivt trafik system. Så med mindre du bor i en storby kan du ikke komme på arbejde, hvis du ikke har en bil. Så vi tager folks job fra dem og skader dermed hele stofbrugerens familie. Til sidst bliver de nødt til at stjæle for at overleve. Ingen vil ansætte dem, fordi de har en dom. I modsætning til en afhængighed, så hænger en dom ved dig resten af livet.
– Ifølge DEA havde vi, da vi startede Krigen Mod Stoffer, omkring 4 millioner mennesker i USA som havde brugt et illegalt stof. Det var omkring 2% af befolkningen. Nu har vi 112 millioner mennesker – 46% af den nuværende befolkning.

– Vi havde kun alkohol forbud i 13 år. Og på de år skabte vi organiseret kriminalitet, vi hævede drabs raten til det hidtil højeste. Og vi skabte mere korruption især blandt politiet end der nogensinde havde været før. Og det kunne vi ikke stå inde for, så vi afskaffede den lov i 1933. Dagen efter var Al Capone og hans kumpaner arbejdsløse og slog ikke hinanden eller os betjente ihjel. Drabs raten og korruptionen dalede til næsten ingenting. Og der blev det i næsten 35 år. Indtil Nixon erklærede krig mod stoffer. Nu er det lagt værre end under alkohol forbuddet.

I Danmark er en af Jack Coles meningsfæller økonom og kommentator Niels Westy Munch-Holbek. Han siger:

– Ifølge undersøgelser, har amerikanske unge i dag lettere ved at skaffe stoffer end alkohol.

Niels Westy foreslår, at man i Danmark kan indføre en model i forhold til stoffer der svarer til Sveriges alkohol model, hvor man har Systembolaget som varetager alkohol salget.

-På den måde kan man få kontrol med stof salget. pusherne er jo ligeglade med, hvem de sælger til. Men i en forretning kan man lave sanktioner.

Et af argumenterne for legalisering er, at forbuddet ikke har ført til mindre fstofbrug. Snarre det modsatte.

– WHO lavede undersøgelse i 2008 hvor de undersøgte sammenhængen mellem lovgivning og forbrug. Og de fandt simpelthen ingen sammenhæng. Der var stort set procentvis lige meget stofbrug i Sverige og Portugal som har henholdsvis Europas strengeste og lempeligste stofpolitik, siger Niels Westy og fortsætter:

– En anden ting man kunne forestille sig ville ske, er også at selve stoffer bliver bedre og mindre skadelige. Der ville sandsynligvis være en økonomisk interesse i at lave stoffer med færre bivirkninger. Stofferne vil blive svagere, fordi de bliver stærkere af at være forbudte – bl.a. pga. at de skal smugles. Under alkohol forbuddet blev det mere og mere spiritus man drak, frem for øl og vin, for det kom til at handle mere om virkningen end om nydelsen. Folk blev blinde af det og døde af det. I slutningen af alkohol forbuddet begyndte folk at injicere alkohol!*

Om en stof legalisering vil blive til virkelighed er en anden historie. Men både Niels Westy, socialoverlæge Peter Ege og Jack Cole er optimistiske.

– Jeg tror, der er en anden holdning hos befolkningen end officielt fra politikerne. Når man sætter sig ned og snakker, har jeg kun oplevet at folk ændrer mening, siger Niels Westy.

En af de politikere der taler imod legalisering og for en strengere kurs imod stoffer er De Konservatives Tom Behnke. En gang var han ellers af en anden opfattelse. I 1993 skrev han en kronik der anbefalede lovliggørelse med mange af LEAPs argumenter. Han skrev bl.a.:

– Først og fremmest bør vi få begrænset følgerne af narkotikabrug. Det betyder, at vi skal have nedbragt kriminaliteten, der følger af de store omkostninger forbundet med forbruget, og samtidig skal vi have begrænset antallet af dødsfald og sygdom i forbindelse med narkotikabrug.

I dag siger Tom Behnke dog til Agenda:

– Prisen for at lave en legalisering ville være at alle ville få nem adgang til euforiserende stoffer. Og der vil være rigtig mange som vil have svært ved at kunne forstå, at narkotika er farligt, når nu det er fuldt lovligt. Derfor er man nødt til at fastholde den kurs man har nu, for at holde tilgangen af nye stofbrugere nede på et minimum.

Det sted i verden hvor man er gået længst i retning af legalisering er i Portugal, hvor man de sidste 10 år har haft en afkriminalisering af alle stoffer. Det betyder at borgerne må have ethvert stof på sig i en mængde der svarer til 10 dages forbrug.

Resultaterne af det forsøg peger ikke på at Tom Behnke vil få ret i sin frygt. En undersøgelse af det portugisiske projekt offentliggjort i British Journal of Criminology konkluderer, at forsøget har medført færre stofmisbrugere generelt, et drastisk fald i tilgangen af nye stofbrugere, en bremsning af spredningen af HIV blandt stofbrugere og færre overdoser. Det eneste stof Portugal har set en stigning i bruget af, er cannabis. Det er dog steget mindre end i det øvrige Europa og USA. 13% af portugisiske 15-16årige har prøvet pot. Det generelle tal for den aldersgruppe i Europa er 19%. Og i USA har 32% af aldersgruppen røget pot.