Narkopolitik

Den globale narkotikapolitik er en fiasko

180 Grader.dk

Den globale narkotikapolitik er en fiasko

29/05 2011.

af Niels Westy Munch-Holbek

I den kommende uge offentliggøres den indtil dato højest profilerede appel for at gøre op med den nuværende internationale narkotikapolitik – populært betegnet som ”The War on Drugs”. Det sker, når ”Global Commision on Drugs Policy” offentliggør sine anbefalinger den 2. juni. Heri vil der lægges op til en global afkriminalisering af brugen af illegale rusmidler og til at FN-konventioner, der hindrer enkeltlande i at legalisere en eller flere i dag illegale rusmidler ændres.

Istedet for at se på brug og misbrug af rusmidler som et kriminelt problem, skal det behandles som et sundhedsproblem. Det er blevet foreslået før. Allerede i 1936 skrev den tidligere politichef i Berkeley, forfatter og universitetsprofessor og senere præsident for det internationale politiforbund, August Volmer, at
Narkomani, ligesom prostitution og alkoholisme er ikke problemer der kan løses via kriminalisering
og understregede, at misbrugsproblemer aldrig kunne løses af politiet. Eftertiden har kun bekræftet dette.

Bag opfordringen står en lang række prominente internationale profiler, Bl.a. FNs tidligere generelsekretær Kofi Annan, Brasiliens tidligere præsident, Fernando Henrique Cardoso. Tidligere præsident og indenrigsminister i Schweiz, Ruth Dreifuss. Nobelpristageren i litteratur i 2010, Mario Vargas Llosa. Grækenlands nuværende premierminister, George Papandreou. Tidligere udenrigsminister under Ronald Reagan, George P. Shultz og FN’s flygtningehøjkommissær Thorvald Stoltenberg.

En række af de involverede har tidligere advokeret – ikke kun for afkriminalisering – men for en egentlig legalisering af handel med (i dag) illegale rusmidler. Næppe fordi de anbefaler brug af rusmidler. Muligvis heller ikke fordi de mener at det er en fundamental frihedsrettighed at inhalere, sniffe, spise eller skyde sig med hvad man måtte lyste. En sådan principiel overvejelse er kun af betydning for borgerligt-liberale mennesker.

Men uanset hvilke besværligheder eller kvababbelse man ellers måtte have overfor at tillade mennesker at kaste sig ud i aktiviteter der i yderste konsekvens, om end ikke nødvendigvis, kan koste dem livet, taler fakta for sig selv. Kampen mod narkotika kan ikke og har aldrig kunne vindes. Selv forestillingen om, at man med et forbud i det mindste at holde forbruget nede er der intet sagligt belæg for.

Som Milton Fridman bl.a. skrev i sin korte, men profetiske artikel i Newsweek i 1972, kort efter præsident Richard Nixon, havde erklæret ”The War on Drugs”;

The harm to us from the addiction of others arises almost wholly from the fact that drugs are illegal. A recent commitee of the American Bar Association estimated that addicts commit one-third to one-half of all street crime in the U.S. Legalize drugs, and street crime would drop dramatically. Moreover, addicts and pushers are not the only ones corrupted. Immense sums are at stake. It is inevitable that some relatively low-paid police and other government officials and some high-paid ones as well will succumb to the temptation to pick up easy money.Forestillingen, som den blandt andet kom til udtryk i FNs målsætning om at skabe en “Drug Free World” i 1998 var og er ikke kun dybt naiv, men er i sidste ende både farlig og kontraproduktiv.

Det er ikke kun stofmisbrugerne der betaler for den håbløse narkotikapolitik, i form af elendige levevilkår og for tidlig død. Ej heller ”uskyldige” og lovlydige borgere, i kraft af indbrud, øget utryghed og mangel på basal service fra politiet, fordi de bruger deres tid på ”offerløs kriminalitet” (som i kraft af forbuddet – ikke rusmidlerne – ender med at øge både berigelses- og voldskriminalitet). I sidste ende er det hele samfund der betaler i form af øget korruption, undergravning af basale menneskerettigheder, mindre frihed og ringere velstand og velfærd.

Ikke mindst korruptionen og sammenblandingen af økonomiske, politiske og kriminelle interesser er yderst destruktiv, samtidig med at det er stort set umuligt at gøre noget ved det. Vi ved i dag at Kosovos premierminister formentlig er leder af en mafia-lignende organisation der smugler våben, narkotika og menneskeorganer gennem Europa. Vi ved også, at Nicaraguas præsident Daniel Ortega i vid udstrækning finansierede sin valgkamp med narkopenge og penge fra Venezuelas præsident Hugo Chavez. Vi ved også at narkopenges indflydelse i Venzuela, der i dag antages at stå for over halvdelen af udskibningen af kokain til Europa, er kraftigt stigende. Samtidig er både politikere og militærfolk, bl.a. den af Hugo chavez udnævnte general, Henry Rangel Silva, direkte indvolveret i den praktiske narkotikasmugling. Og der er ikke tale om enkeltstående tilfælde.

Sidste år, fremlagde Spaniens særlige anklager for korruption og organiseret kriminalitet, Jose Grinda, stærke indicier for at bl.a. russiske, hviderussiske og ukrainske myndigheder, politikere og oligarker på højt plan samarbejder med østeuropæiske mafiaorganisationer. For Ruslands vedkommende menes det, at mafia, regering og sikkerhedstjenesteer samarbejder om operationer og snigmord, der for “beskidte for regering og sikerhedstjeneste.

Man kan med rette kunne indvende, at kriminelle organisationer der er indvolveret i handlen med illegale rusmidler også er involveret i mange andre former for kriminalitet. Men her er det afgørende, at der ikke findes andre former for kriminalitet der oppebærer en profit, der bare kommer i nærheden af de summer, som illegale rusmidler indbringer. F.eks. stiger værdien af kokain fra bonde til gadehandel med over 1000 %. Det er der ganske enkelt ingen andre forretningsområder – illegale som legale, der kan hamle op med.

Men måske er der endelig en vægtig modbevægelse i gang. Wall Street Journal, Finansiel Times og the Economist har i årtier argumenteret for en ændring af narkotikapolitikken. Og nok er de fleste i Global Commision on Drugs Policy ex’er med deres karrierer bag sag, men heldigvis er der også højtprofilerede politikere og statsledere indvolveret, der er på linje med Colombias nuværende præsident, Manuel Santos, der tidligere på året udtrykte sin støtte til en egentlig legalisering.

Som Milton Friedman konstaterede i en tale i 1992, 30 år efter han skrev sin berømte artikel i Newsweek;In 1972, almost twenty years ago, President Nixon started a war on drugs-the first intensive effort to enforce the prohibition of drugs since the original Harrison Act. In preparation for this talk today, I re-read the column that I published in Newsweek criticizing his action. Very few words in that column would have to be changed for it to be publishable today. The problem then was primarily heroin and the chief source of the heroin was Marseilles. Today, the problem is cocaine from Latin America. Aside from that, nothing would have to be changed.
Here it is almost twenty years later. What were then predictions are now observable results. As I predicted in that column, on the basis primarily of our experience with Prohibition, drug prohibition has not reduced the number of addicts appreciably if at all and has promoted crime and corruption.
Why is it that the only observable effect on policy of the conversion of predictions into results has been that the government digs itself deeper and deeper into a bigger and bigger hole and spends more and more of your and my money doing harm? Why is it? That’s both the most discouraging feature of our experience and also the most intriguing intellectual puzzle. In our private lives, if we try something and it goes awry, we don’t just continue and do it on a bigger and bigger scale. We may for a while, but sooner or later we stop and change. Why does not the same thing happen in governments policy?
Det samme kan man sige i dag, næsten 20 år efter Friedman holdt sin tale, der meget passende bar titlen ”The Drug War as a Socialist Enterprise”.

Socialistisk politik er som bekendt kendetegnet ved at selv om den ikke virker er magthaverne parate til at bruge flere af borgernes penge på det. Synd at også vores nominelt borgerlige regering endnu ikke har indset at også den danske narkopolitik “blot” er spild af penge og menneskeliv. Men forhåbentlig vil appellen for en vidensbaseret, rationel og human narkopolitik på et tidspunkt – hellere før end siden – trænge igennem til regering og folketing herhjemme.