28. juni 2007.
Krigen mod narkotika er slut
Af: Michael Lodberg Olsen
Debatindlæg: 26. juni var det international FN dag: ”International dag mod misbrug af og handel med narkotika”. Hvordan går det så – kampen mod narko set fra et vindue på Vesterbro på en tirsdag i juni?
Det er svært at se væk fra sin egen lille gade, når man bor på indre Vesterbro i København og ikke kan se problemet for bare kanyler. Her har vi i over 35 år set konsekvensen af den politik der er på området.
Vi er dagligt vidner til: Hvordan velfærdssamfundets masker er for store eller mangelfulde. – Til hvordan folk ser ud og agerer når de når derud, hvor narkotika ikke er det problem samfundet ser det som – men løsningen.
Vesterbro er også historien om en situation med nogle af de mest udsatte stofbrugere i landet der i over 35 år har levet under utrolig dårlige forhold og bliver behandlet utrolig dårligt.
Et eksempel som også har været omtalt her i bladet er forbudszoner hvor stofbrugerne ikke må opholde sig. Eller toiletter. På nogle af de få væresteder der findes må de ikke benytte sig af toiletterne – de er overladt til toiletbesøg på gaden på indre Vesterbro.
Ikke sært der er en konflikt mellem stofbrugerne og lokalområdet.
Lidt væk fra gaden følger strømmen af forfølgelse og umyndiggørelse stofbrugerne:
I Politikens Nudanske Ordbog står der: En narkoman er: ”en person der er forfalden til brug af euforiserende stoffer”; narkomani er ”en sygelig trang til bedøvende eller euforiserende stoffer”.
Forfalden og sygelige mennesker. Godt det ikke er mig!
Lidt længere væk i ministerierne og folketinget diskuterer man, hvordan man kan lave en bedre forebyggende indsats overfor de unge, der efter de voksnes opfattelse aldrig før har taget så mange stoffer. Et utal af kampagner og forebyggende tiltag preller af på de unge.
Og lige i hælene på stofferne fra de producerende lande til sælgere foran diskoteket i Nr. Snede eller på min gade på Vesterbro følger død og ødelæggelse, fattigdom og kriminalitet.
Kampen mod narko hedder regeringens plan mod brug og salg af narkotika. Ved en stram og vedholden politik skal det nok lykkes. Det gør også at vi er tilbage på 1995 niveau med 275 narkotikarelaterede dødsfald i Danmark om året.
Man skønner at der er mellem 15.000 – 20.000 stofbrugere (eller narkomaner som det stadig hedder i Socialministeriet) i Danmark. Samtidig er over 500.000 danskere fuldtidsmedicineret af sove- og nervemedicin og 200.000 andre på lykkepiller, potenspræparater og anabolske steroider. Hertil kommer 300.000 alkoholikerne der fixer sig på cafeer, barer, arbejdspladser, i bilen og derhjemme.
Kampen er slut. I et land hvor de gennem snart mange år har kørt en fredsproces overfor stofbrugerne og etableret brugerrum (fixerum) og tilbyder lægeordineret heroin til de dårligste, er der sket en ændring af opfattelsen af stoffer i samfundet. Dr. Jürgen Rehm, direktør, Institut für Sucht und Gesundheitsforschung, Zürich var i Danmark 25. maj i år, hvor Sundheds- og Socialudvalget havde en høring (igen) om lægeordineret heroin. Han fortæller, at i takt med de skadesreducerende tiltag har borgerne i Schweiz ændret deres holdning overfor hårde stoffer. Gennem processen de sidste mange år er holdningen til hårde stoffer blevet skærpet og folk tager generel mere afstand til de hårde stoffer!
Tiden må være inde. Kampen mod narkotika er slut. – Narkoen vandt. Lad os etablere fred. Kampen bliver en kamp menneske mod menneske og ikke mod narkotikaen!
En kamp der fører til større kvæstelser, flere tabte menneskeliv og tab af penge end hvis vi starter en fredsproces, hvor vi kan gå i dialog og samarbejde om at skabe en stærk indsats, for at mindske skaderne og for en professionel hjælp til afhængighed.