Årets “BrugerVen” 2014 hæderspris blev overrakt til sygeplejerske Nina Brünés, stifter og projektkoordinator for Socialsygeplejersken, 1.11. 2014.

Årets BrugerVen 2013 filosof Michael Jourdan holdt følgende fantastiske motivationstale for sygeplejerske Nina Brünés, stifter og projektkoordinator for “Socialsygeplejersken” den 1.11. 2014.

Årets “BrugerVen” 2014

1) Kunsten at uddele priser
2) Sygepleje – Addiktiv-, Gade og Social
3) Specifikt om årets brugerven 2014

Kunsten at uddele priser
Der er ingen tvivl om, at der er flere mennesker, der fortjener en pris, end mennesker der får en pris. Sådan er det på dette felt. Sådan er det nok på alle felter.
Selv om der kommer flere og flere priser, er det en begrænset ressource.

Man må prioritere og vælge fra. Hvordan gør man det?
Som bagtæppe kunne vi kigge på den mest prestigiøse af dem alle.
Lad os sammenligne Årets BrugerVen med Nobels fredspris, som skal gives for “reduktion af militærstyrker” “gennemførelse af fredskongresser””nationernes forbrødring”

20/1 2009 Obama tiltræder
9/10 2009 Efter knap 9 mdr. som præsident meddeler Nobelkomiteen at Obama…

Nådig tolkning: en aktivistisk satsning der på forventet efterbevilling skal vise sin berettigelse

Kritisk tolkning: Ladet sig forføre af charisma, glatsnak og distanceblænderi. Et populistisk valg som giver medieomtale, som forfladiger: Retorik og hensigtserklæringer
Manden har ikke udrettet noget. Ingen faktisk merit.

Lad os se på hvordan og til hvem Brugerforeningen har uddelt sin hæderspris
“til en person der har ydet en mangeårig og ganske særlig uegennyttig indsats for stofbrugere”.

I foreningens 21-årige historie har man uddelt prisen nu 18 gange.
Der var nogle etableringsår før man gik I gang, og i 2000 BF var hjemløs ingen prisuddeling

Alle kan ved selvsyn se prismodtagerne portrætteret
Lad mig lige læse op:
1996 Povl Thyge Mere end en konditor. Konditorskole… forsøde
1997 Preben Brandt Narkotikarådet, social udsatte, projekt Udenfor
1998 Johan Petersen Præsten fra Maria Kirke
1999 Jørgen Jepsen Grundlæggeren af CRF – med social forståelse
2001 Poul Petersen Mangeårig toneangivende kontorchef SOCIALM.
2002 Peter Ege Humanistisk socialmediciner, trojansk hest
2003 Charlotte Fich Pioneren, der fik en lærling
2004 Thomas Fuglsang Dr. feelgood Forchammersvej, KABS, addiktiv M
2005 Liese Recke Pioner, gadeplanspsyk. HR, misbrugspsykologi
2006 Nanna W. Gotfredsen Pioner gadejura, slagkraftig organization –
2007 Karen Groos Ukuelig pårørende, kæmpede I strid modvind
2008 Sophie Hæstorp Andersen Den bedste social el. Sundhedsmin. DK ikke fik
2009 Benny Vittrup & Jan Roland En livlinie, der på Broen holdt en medicinskurs
2010 Christian Hvidt Læger der I deres praksis og omgangsform med
2011 Henrik Thiesen hjemløseoverlæge, blev (og er) højt værdsat
2012 Fixelancen, Et projekt – gennemslagskraft I VIRKELIGHEDEN
2013 Michael Jourdan

Regnskabet:
En konditor, en præst, en filosof, en psykolog, en pårørende,
Et projekt: komiker, social aktivist – og tilknyttede læger og sygeplejersker
2 jurister og en embedsmand
7 læger
og nu 2 sygeplejersker.

Kan vi uddrage 3 fællestræk – udover at man skal have ydet en mangeårig og uegennyttig indsats?
Ja, det tror jeg godt man kan. Her er mit bud:
– Ildsjæl – man brænder for noget. Ikke bare et job.
– Humanistisk menneskesyn som udmøntes i respekt og solidaritet
– Fighter/rebel – Civil courage, trods, civil ulydighed, man udfordrer I sit virke det gængse, det bestående med henblik på at forandre til det bedre

Kunsten at uddele priser:
I modsætning til Nobels Fredspris…
Brugerforeningen har holdt fanen højt.
Ikke hoppet på en eneste vildmand,
ikke en eneste smutter,
ikke en eneste glatsnakkende, distanceblændende døgnflue
OMHU
OMTANKE
MERIT
Ud over alt hvad I ellers udretter, synes jeg I fortjener en cadeau for den seriøsitet I lægger for dagen – også her.

Sygepleje

Kroppen, plejen og omsorgen
Ikke pilletrilleri, ikke administration.
Genopdyrkningen af en form for sygepleje som trækker på basale dyder som at yde tryghed, omsorg og pleje.
LÆS: Nyligt afdøde Karen Ellen Spannow
”Ridset dybt i min erindring er et billede af Nina Brünés, som dengang arbejdede i Mariakirken, der giver en af gadens gamle gutter et kram. Det var indlysende, at manden ikke vadede rundt i den slags velsignelser, og at det faldt på et tørt sted. Det fik mig til at tænke på, at den familiaritet med kroppe, som sygeplejersken får ind med bækkengivning, sengebade og trøstende håndholderi er en god ballast i et miljø, hvor den kropslige kontakt ofte er begrænset til en på tuden, samtidig med at ensomheden er hjerteskærende.
I Fichs og Brünés kapitel til Sygepleje- bogen 2, en ny grundbog i sygepleje fra Gad, fremhæves det da også, at sygeplejersker via deres håndværk med forbindinger og sårrensning og deres træning i kropslighed har en nærmest naturgiven legitimitet i forholdet til stofmisbrugere. Mange af stofmisbrugerne er blevet stopfodret med pædagoger og socialrådgivere og kan ikke længere bære byrden af gode, men svært efterfølgelige, råd. De kan ikke udstå flere formaninger og ord. Men med de handlinger, som knytter sig til sygeplejen, ligger det anderledes, for det er ikke for fornøjelsens skyld stofmisbrugerne går rundt med gamle indgroede sår og ubehandlede infektioner. En kærlig og kyndig behandling af skrammer og ridser gør godt langt ind i sjælen – hvis de så også mødes med accept og venlighed” STOF 2. s. 64
Gadeplan
Tilstedeværelse og tilgængelighed: her og nu!
Ikke åbningstid ml. 8:30 og halv ni.
Ikke rigide bookinger, men fleksibelt.
Geografisk er man dér hvor det sner
Maria Kirkeplads
Mobil sygepleje – Sygepleje på hjul

’Suspended judgement’ – at sætte sit eget i parentes
Non–judgemental – – ikke at sætte sig til doms
Hvorfor gør de som de gør?
Ikke fordømme, ikke selvforskyldt, ikke uefterrettelige patienter, ikke moralisere
Indianere – en kemisk stamme med ritualer jeg ikke forstår
HR i praksis
Tolerance, nysgerrighed, åbenhed, ikke tale ned til,
ikke behandle anderledes og dog have blik for anderledes behov og omstændigheder….

Fra gadesygepleje til socialsygepleje
Ikke kun brobyg til systemer – ikke kun paralleltilbud
Brobygningen løftes til et nyt niveau:
• At spore og afhjælpe kilder til konflikter
• At yde kompetanceudvikling til personale uden påkrævet specialviden i systemer med uhensigtsmæssigheder
-> Bedre indlæggelser og bedre forløb i behandlingssystemerne

Årets BrugerVen 2014

Faglighed
Flere og flere sygeplejersker

Fagligt selskab: Fagligt Selskab for Addiktiv Sygepleje, mere end 200 medlemmer,
Initiativtager, bestyrelsesmedlem og nu formand

Du repræsentere mange års erfaringer. Mange behandlede.
Ikke udledning ud fra enkelt tilfælde! Ikke kauistik: Brian og Britta-> Alle
Socialsygeplejerske på Bispebjerg Orthopædisk afd. M: 25
704 patientforløb Hvidovre og Bispebjerg
Næste 3 årige udviklingsforløb med 4 hospitaler: 1010 patientforløb

-> Faglighed som er unik – også i global sammenhæng.

Oplyse og organisere
Kapitler i 2 lærebøger: Bemærkelsesværdigt!
Større bedrift end som så!
At opfinde den dybe tallerken…
Ingen relevant udenlandsk sygepleje faglitteratur at bygge på.
(Sml. med de andre faggrupper på feltet er sygeplejerskerne kommet længst…)

IKKE KUN HOLDNINGER!
IKKE KUN VIDEN!
Vedvarende systematisk indsats så socialt udsatte får lige adgang til sundhedsydelser, bedre overlevelsesvilkår og bedre behandlingsforløb

Ikke uvant med priser
2008 fik du Dansk Sygeplejeråds Firkløverpris
2013 Internationalt Røde Kors: Florence Nightingale Medaljen
(hvert andet år til sygeplejersker der har udført et arbejde ud over det sædvanlige.
Prisen du mangler

Sporene skræmmer – ikke længere
I 2000 uddelte foreningen FRI HASH årets chillum til mig.
Denne fornemme pris var blevet uddelt i alt 4 gange siden 1974…
Daværende justitsminister Erling Olsen blev tilbudt prisen, men takkede nej.
Jeg havde ikke samme reservationer, og sagde gladelig ja tak.
Det var en sjov oplevelse – så har jeg ikke sagt for meget.

Men siden jeg fik prisen i år 2000 er den ikke blevet uddelt.
Da jeg sidste år blev Årets BrugerVen blev jeg glad, men også en lille smule beklemt.
Jeg håbede ikke at mønsteret med at være pris-dræber skulle gentage sig…

Derfor er det ikke kun en glæde – men også med en lille lettelse – at jeg kan give stafetten videre til årets overmåde værdige modtager af BrugerVen prisen 2014:
Nina Brunës.

—

Nina Brunës – holdt derefter følgende utroligt følsomme takketale:

Brugerventale

Der er tre ting, som jeg vil fremhæve i denne tale.

Den første – er mit første møde med en stofmisbruger.

Den anden – er mit første møde med BrugerForeningen.

Og den tredje – er nogle af de mennesker som jeg har mødt undervejs … Og som jeg skylder at fremhæve i dette selskab.

Da jeg forleden skulle sætte mig ned for at skrive denne tale fandt jeg min afsluttende eksamens-opgave frem. Jeg har ikke kigget på den eller læst i den siden jeg blev færdig som sygeplejerske i 1998.
Her skriver jeg som det allerførste:
Interessen for at skrive en opgave om stofmisbrugere som er indlagt på hospital, udspringer af et konkret patientforløb jeg oplevede i min sidste praktik som studerende. Jeg oplevede et personale, der ikke var gearet til at pleje denne patientgruppe. Dette kom først til udtryk, da der opstod konflikt mellem den indlagte stofmisbruger og personalet som helhed. Der opstod åbenlys uenighed om, hvilken pleje og omsorg, der skulle tilbydes denne patient.
Plejen blev derfor præget af individuelle menneskesyn, hvilket indebar flere uheldige episoder, hvor jeg mener, at resultatet blev omsorgssvigt. Fokus blev flyttet fra patienten til fastholdelse af principper for det enkelte personalemedlem. Jeg oplevede at plejen af patienten var præget af fordomme, disrespekt, uvidenhed og umyndiggørelse.

Det er lidt interessant, hvordan det, som jeg skrev dengang – helt tilbage i 1998 – næsten ordret – svarer til det, jeg går rundt og siger i dag.
Man kan så spørge sig selv: Er det mig, der ikke er kommet videre?
Eller går det bare utrolig langsomt med at få ændret på tingene?
Et andet sted skriver jeg i min opgave:
”I sundhedssektoren er det min oplevelse, at vi ikke er gearede til at tackle de særlige problemer, der melder sig når stofmisbrugere indlægges. Der er mangel på viden, åbenhed og forståelse, hvilket fører til konflikter til stor frustration for begge parter. Den sikre taber er stofmisbrugeren. En måde at forebygge konflikternes opståen kunne være etableringen af et kontaktlæge/sygeplejerske system, hvor henholdsvis en specialuddannet læge og sygeplejerske varetager kontakten og specielt medicineringen af den indlagte stofmisbruger. Disse specialister behøver ikke at forefindes på alle afdelinger, men kan evt. udgøre en enkelt enhed, som så servicerer de enkelte afdelinger. Således kunne problemerne i indlæggelsesforløbet for stofmisbrugere forebygges eller i det mindste begrænses”.
Det er interessant her 16 år efter at finde min gamle eksamensopgave frem og faktisk kunne konstatere, at det jeg foreslog dengang som 24-årig sygeplejestuderende er det, som jeg sidenhen har arbejdet målrettet for – og jeg kan faktisk ikke genkalde mig, at jeg allerede havde skrevet det dengang.

Mit første møde med en stofmisbruger førte mig til mit første møde med BrugerForeningen.
Jeg havde sat mig for at undersøge om dette patientforløb var enestående og havde derfor brug for at interviewe nogle stofmisbrugere om deres oplevelser med at være indlagt.
Allerede fra første gang jeg kontaktede BrugerForeningen blev jeg mødt af en fantastisk åbenhed og velvilje. Jeg kom der ret tit og jeg kan huske, at jeg simpelthen sådan nød at cykle hen til BrugerForeningen. Jeg elskede den afslappede atmosfære – og så var der altid bare så hyggeligt.
Det var starten på et årelangt venskab med BrugerForeningen. BrugerForeningen er et helt unikt sted. Ingen andre steder har jeg kunnet få så ærlige og åbenhjertelig svar på mine spørgsmål.
Der var så mange ting omkring stofferne, omkring det at være afhængig, omkring det at leve et liv som stofmisbruger, som jeg ikke forstod. Alt det man ikke kan læse sig til. Det har jeg kunnet få svar på her. Så takket være BrugerForeningen fik jeg en indsigt og forståelse, jeg ikke kunne have fået nogen andre steder.

Det var mens jeg sad i BrugerForeningen og interviewede nogle stofmisbrugere, at Jørgen Kjær ringede til Charlotte Fich.

”Charlotte”, sagde han, ”Jeg har en sygeplejerske, du skal møde”. Hun sagde: “jeg er der om to timer”. Vi er tilbage i 1998. Charlotte Fich var netop trådt ind på den åbne stofscene på Maria Kirkeplads, som Danmarks første gadesygeplejerske. Det var epokegørende, at en sygeplejerske i den grad var til stede ”midt i fixet”, som Charlotte altid udtrykte det.
Nu stod hun overfor mig i egen høje person. Vi snakkede og der var ikke gået 10 min. før Charlotte sagde: ”Du skal være min kollega”.
To måneder senere stod jeg i mit første job som gadesygeplejerske på Maria Kirkeplads. Det var lidt surrealistisk. Men det var sådan det skulle være.

I de år jeg var på Maria Kirkeplads kom jeg, som sagt, rigtig meget i BrugerForeningen. Så her mødte jeg selvfølgelig Nanna Gotfredsen, Gadejuristen. Der er måske ikke mange som ved det, men dengang arbejdede Nanna rent faktisk i analyseinstituttet Vilstrup, hvor hun lavede forbrugerinterviewes om ting som folks forbrug af cornflakes. Eller om de ville have to eller tre lag papir i deres toiletrulle. Og derudover brugte hun al sin fritid på at være optaget af stofmisbrugernes rettigheder og kampen for heroinbehandling og fixerum. Samt hænge ud i BrugerForeningen sammen med Charlotte og mig. Nanna og jeg har haft et politisk road show, hvor vi igen og igen sad og talte brugernes sag overfor sundhedsordførere, socialordførere, retsordførere fra samtlige partier – fra højre til venstre.

Vi lavede J-kie Cards, vi startede projekter op – og hold kæft hvor røg vi en masse cigaretter til langt ud på natten.
Men vigtigst af alt, så er Nanna et omvandrende bibliotek, der er ikke den rapport hun ikke har læst eller den undersøgelse hun ikke kender til. Når jeg skulle i pressen var det bare at ringe til Nanna – så klædte hun mig på, så jeg kunne lyde begavet og velforberedt.

Mit næste job blev i Sygepleje på Hjul under ledelse af Preben Brandt.
Preben Brandt er formand for Projekt UDENFOR. Af ham lærte jeg at se stofmisbrugernes situation i et socialpolitisk perspektiv og at se betydningen af at handle politisk.
Og så har han lært mig at være en tvivler; altid spørge sig selv: Gør jeg det rigtige – gør jeg det godt nok?
Denne ydmyge tilgang er blevet en rettesnor i mit virke.
Endelig er det vigtigt at fremhæve, at jeg med Preben Brandt fik en chef, der syntes, jeg var dygtig. Som troede på mig. Som syntes, jeg var værd at diskutere socialpolitik med.
Og så var han risikovillig. Så da jeg præsenterede ham for ideen med en socialsygeplejerske, så sagde han: ”Det gør vi sgu”. Det var så startskuddet til det, der har været mit hjertebarn siden: Socialsygeplejerskeindsatsen.

Her kommer Thomas Fuglsang, Centerchef i KABS, ind i billedet. Takket været Thomas fik vi sats-puljemidler, så vi kunne ansætte flere socialsygeplejersker. Men mere end det: Det er et stort privilegium at have en fagligt megakompetent chef, som kunne være med til at kvalificere og metodeudvikle socialsygeplejerskeindsatsen. Derudover var han en chef som lod mig passe mig selv og gøre mit. Og ikke stillede nogle spørgsmål om, hvad jeg gik og lavede. Det er sådan en chef jeg skal have.

Og netop derfor skal jeg også fremhæve min nuværende chef John Sørensen på Hvidovre Hospital. John har været fuldstændig loyal overfor mig og min funktion i et system, jeg i begyndelsen slet ikke kunne manøvrere rundt i. Indtil da havde jeg kun arbejdet i små humanitære organisationer eller små, lokale projekter. Dengang var der højt til loftet – store armbevægelser – en fanden-i-voldskhed.
Sådan arbejder man ikke i Region Hovedstaden.
Her i bureaukratiets højborg skal alt være i skriftlige notater og godkendes af nogen langt væk fra den praktiske virkelighed. Her bliver man ikke nødvendigvis hørt eller taget alvorligt selv om man fand’me har noget på hjerte.
Man må ikke engang udtale sig til pressen!!!
Jeg har jo ikke lavet andet i 15 år end at kæfte op om urimeligheder og uretfærdigheder. Og lige pludselig måtte jeg ikke sige en skid! Det var jeg simpelthen ved at knække nakken på. Og det hav-de jeg gjort, hvis ikke det havde været for John.

Men nu er der kommet nye boller på suppen. Det er simpelthen himmelråbende fantastisk, at vi har fået Sophie Hæstorp Andersen som Regionsrådsformand.
Jeg var ude og løbe en tur forleden og tænkte: Hvad er det med hende Sophie, der fascinerer mig så meget? Og så slog det mig. Sophie er et af de mest autentiske mennesker, jeg kender. En politi-ker, der ikke kun taler om at skabe lighed i sundhed, men som også handler for at skabe større lighed.
Hun er den eneste politiker, jeg kender, som deltager i en konference. Ikke for at være med i en paneldebat. Men for at sidde blandt tilhørerne og blive klogere. Og så er hun et af de 10 mennesker, jeg kender, som rent faktisk har læst antologien om socialsygeplejerskeindsatsen. Og den er på flere 100 sider – og så kan hun gengive, hvad der står i den. Hun har æren for, at vi nu får socialsygeplejersker på alle hospitaler i Region Hovedstaden. Nu mangler vi bare resten af Danmark – og her regner jeg med dig, Sophie.

Og så skal jeg fremhæve to sygeplejersker og antropologer. Charlotte Siiger og Kathrine Bro Ludvigsen. På hver deres måde, er de mine skriveorakler. Kathrine fandt mig liggende, rodende rundt på gulvet med akkurat 1010 journaler fra to års projektperiode. Og jeg var simpelthen ved at drukne. Hun blev min redningsplanke. Hun samlede mig og journalerne op – og fik tematiseret og struktureret hele molevitten. Sammen fik vi skrevet en antologi. Jeg var aldrig kommet i mål uden Kathrine. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er fuldt overbevist om, at Kathrine ER en engel. En ægte en af slagsen.
Charlotte Siiger har lært mig, at vi i socialt arbejde er forbandet forpligtet på at beskrive praksis. Hun fik mig til at forstå, hvor vigtigt det er, at få reflekteret, dokumenteret og formidlet det vi går og gør. Det er en forudsætning for, at det kan komme andre til gavn, skabe inspiration – og måske endda være med til at ændre på forholdene.
Charlotte har altid sagt: Man skal ikke tro, man skal vide. Jeg havde simpelthen ikke fået skrevet en eneste linje uden Charlotte. Hun gav mig troen på, at jeg rent faktisk kan skrive. Vi har i tidernes morgen skrevet pamfletterne om Sygepleje på Hjul. Og de seneste år kapitler til lærebøger. Char-lotte er min muse. Og så er du også en af mine allerkæreste veninder.
Og så er der Christian Gadgaard – rosinen i pølseenden – min kære husbond.
Når han i denne sammenhæng skal fremhæves, så er det på grund af hans faglige ekspertise. Chri-stian har arbejdet som sygeplejerske blandt hjemløse. Og senere har han beskæftiget sig med ulighed i sundhed på universitetet. Det er en sindssygt privilegeret situation at have sin helt egen private sparringspartner. Som helt ned i detaljen også har været vidne til de liv, der leves på kan-ten af samfundet, til det praktiske sygeplejearbejde og så hen til analyser af ulighed i sundhed i et langt større perspektiv.

Når jeg kigger ud over forsamlingen her, så kan jeg jo godt se, at der er rigtig mange af jer, som jeg har samarbejdet med gennem årene og som jeg stadig samarbejder med.
Vi har jo på den måde alle sammen andel i hinandens virke.
Når jeg alligevel har fremhævet nogle med navns nævnelse, er det fordi, det har været mig meget magtpåliggende.
Jeg skylder disse personer noget særligt. De har bidraget til min læring og udvikling.
De har indskrevet sig i min historie, de er unikke i mit lille liv, de har troet på mig, de har givet mig faglige indspark, de har været inspirerende, de har klædt mig på.
Derfor kan jeg med hånden på hjertet sige, at uden dem havde jeg simpelthen ikke stået her i dag og modtaget årets Brugervenpris.