Jeg ved lige præcist hvad det betyder, problemet er, at det er der så mange andre der ikke ved, eller ikke i tilstrækkelig grad ved. På ét plan er det meget banalt. Vi skal reducere skader, og hvem vil ikke det. Men man kun lægger det i det bliver begrebet ret ligegyldigt.
Der hvor det begynder at spidse til er, når vi snakker værdigrundlag, og hvilke skader vi taler om, så kan vi begynde at dele os efter anskuelse.
Først lidt om værdigrundlaget. Det er humanistisk og liberalt, menneske- og frihedsrettigheder prioriteres højt. Etikken går på to ben, det væsentligste er den samaritanske pligt og nytteetikken, og det med nytteetikken er vigtigt.
Når vi gør noget, skal vi ikke tro, men vide, at det virker. Og hvis vi ikke ved det, er der en forpligtelse til at undersøge det. Det er ikke tilstrækkeligt med de gode hjerter, skadesreduktion skal være evidensbaseret.
Implicit i skadesreduktionstankegangen ligger der også en formodning (eller rettere viden) om, at stofferne er kommet for at blive, at det stoffri samfund er en håbløs utopi, at krigen mod stofferne er futil, og at vi må lære at leve med dem.
Der ligger også en afvisning af det absolutistiske og totalitære tankegods, der ligger i nul-tolerancebegrebet (forestillingen om at gøre samfundet helt rent) og nul-visionen (forestillingen om at gøre mennesket rent og perfekt). Det bedste må ikke blive det godes fjende.
Og hvad er det så for nogle skader der skal reduceres. Det er selvfølgelig de skader som stofferne påfører brugerne. Ulykker og død hos de eksperimenterende brugere, sygdom og død og sociale skader hos de mere kroniske brugere.
Men det er lige så vigtigt (men ikke helt så selvfølgeligt for mange), at man også skal begrænse de skader som kontrolpolitikken påfører brugerne. Det er derfor vi deler sprøjter og kanyler ud, har let adgang til substitutionsbehandling og etablerer fixerum (når vi altså gør det).
Men det stopper ikke her. Går man ind for skadesreduktionstankegangen er kontrolpolitikken altid til diskussion, og der burde stilles krav til, at den var evidensbaseret i samme grad som vi stiller krav til, at behandlingen skal være evidensbaseret.
Og da vi ved meget lidt om, hvorvidt kontrolpolitikken virker efter hensigten, men ved, at den har en række skadevirkninger, ligger det i skadesreduktionstankegangen, at kontrolpolitikken bør være så afdæmpet og så lidet bekostelig som muligt, og at afkriminalisering og kontrolforanstaltninger baseret på en legalisering af et eller flere stoffer, altid bør overvejes som alternativ til den nuværende kontrolpolitik.