Fra www.gadejuristen.dk
Fredag, 03 jun 2011
Det er sagt om “Krigen mod narkotika”, at det er en krig der ikke kan vindes. Den kan alene føres. Og det har enorme omkostninger.
Det er også sagt, at “Krigen mod narkotika” forlængst er tabt – narkotikaen har vundet – nu må freden vindes.
I går offentliggjorde Global Commission on Drug Policy den med spænding ventede rapport, hvor de i korthed anbefaler som følger:
End the criminalization, marginalization and stigmatization of people who use drugs but who do no harm to others.
Encourage experimentation by governments with models of legal regulation of drugs (especially cannabis) to undermine the power of organized crime and safeguard the health and security of their citizens.
Ensure that a variety of treatment modalities are available – including not just methadone and buprenorphine treatment but also the heroin-assisted treatment programs that have proven successful in many European countries and Canada.
Apply human rights and harm reduction principles and policies both to people who use drugs as well as those involved in the lower ends of illegal drug markets such as farmers, couriers and petty sellers.
Der må nu formuleres narkotikapolitikker, der baserer sig på evidens, tager udgangspunkt i en sundhedstilgang fremfor en strafferetlig tilgang, er skadesreducerende, kosteffektive og som anerkender et rettighedsperspektiv, herunder stofbrugernes fundamentale menneskerettigheder og øvrige rettigheder.
“Krigen mod narkotika” har enorme, og samtidig unødige skadevirkninger, som i første række må bæres af stofbrugerne selv og deres nærmeste. Også danske stofbrugeres dødelighed er ekstremt høj og senest endda stigende trods massiv økonomisk opprioritering af behandlingsindsatsen over det seneste årti. Krigsretorikken gennemsyrer alt – også dele af behandlingsapparatet, hvorfor vi ikke er i nærheden af optimalt udbytte af den ellers omfattende og udgiftstunge behandlingsindsats. Stofafhængige er, trods endda velbehandlet opioidafhængighed, i vid udstrækning udelukkede fra eksempelvis arbejdsmarked og uddannelsessystem. Vi er fortsat meget langt fra et mål om at integrere stofbrugerne, som i alt for mange tilfælde er henvist til at leve næsten ubeskriveligt kummerlige tilværelser som udstødte og stigmatiserede.
Straf som middel til at hindre mennesker i potentielt at skade sig selv er aldeles meningsløst. Det er også middelalderligt og hører ikke hjemme i nutidens straffeapparat, som må forbeholdes handlinger og undladelser der skader andre.
Spørgsmålet er nu blot, om der er politisk mod og politisk vilje til at gøre det nødvendige og følge denne afsluttende anbefaling fra Commission on Drug Policy:
“Break the taboo on debate and reform. The time for action is now.”
Se mere om lanceringen af denne rapport: Global Commission on Drug Policy og International Drug Policy Consortium