DEN FAKTA-RESISTENTE NARKOPOLITIK
Som mange andre unge er mine tre følgesvende ude denne fredag for at købe hash. Siden kampen mod narko blev indledt i 2003, er selv de små mængder hash, der kan erhverves for 200 kroner, blevet straffet med en bøde på 2.000 kroner. Kampen mod narko var en videreførsel af den repressive linje, den danske stat har ført på narkotikaområdet, siden loven om euforiserende stoffer blev vedtaget i 1955.
Den nuværende kurs har spillet fallit
Fra flere sider kritiseres denne linje. Der er nemlig ikke noget videnskabeligt bevis for, at nul-tolerancen har en præventiv effekt på narkotikaforbruget. En undersøgelse udgivet af Dresdens Tekniske Universitet i 1995 har tværtimod påvist, at der ikke er nogen sammenhæng mellem forbrug af narkotika og narkotikalovgivning på tværs af Vesteuropa. I studiet sammenlignede man forbruget af narkotika og antallet af narkomaner med landenes lovgivning på området. Konklusionen lød, at der ikke var nogen klar sammenhæng mellem lovgivningens karakter – liberal eller repressiv – og forbruget af narkotika. Eksempelvis repræsenterede Tyskland og Holland hver især de to typer af lovgivning, men landene havde samme forbrug:
»The liberal policy of the Dutch, as its critics have often assumed, does not seem to have the effect to increase drug use,« står der i undersøgelsen.
Ifølge studiet er der altså ikke belæg for at hævde, at forbruget påvirkes af lovgivningen.
Ethan Nadelmann er grundlægger af Princeton Working Group on the Future of Drug Use and Alternatives to Drug Prohibition. Han er blandt de mest prominente kritikere af repressiv narkotikapolitik. I den videnskabelige artikel Thinking Seriously about Alternatives to Drug Prohibition skriver han om kontrolpolitikken:
»There are powerful reasons for taking seriously the alternatives to drug prohibition. The first is simply that drug prohibition has proven relatively ineffective, increasingly costly, and highly counterproductive(…)«.
I en dansk kontekst har Kim Møller fra Center for Rusmiddelforskning skrevet en phd. afhandling om den danske narkotikapolitik. I indledningen skriver han:
»Trods en støt stigende kontrolindsats er forbruget af cannabis blevet mere udbredt. For kokain og heroin er der forekommet et egentligt prisfald på trods af intensiveret kontrol og skærpede straffe. Den overhængende risiko for straf syntes heller ikke at afskrække sælgere på gadeplan, der er villige til at nøjes med timelønninger, der ikke er synderligt mere fordelagtige end i legale erhverv.”
Lovgivningen hviler på moral
Men hvorfor fastholder politikere en indsats, der tilsyneladende ikke virker? Hvorfor lyttes der ikke til fagfolkenes indvendinger og forskningen på området? Lars Thorup Larsen er lektor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. Han har en forklaring på, hvorfor politikerne fortsætter en politik, der ikke har fagligt belæg:
»Hele det retspolitiske område har i århundreder haft den spænding i sig. På den ene side har man formålsrationaliteten – hvad virker bedst. På den anden side en eller anden form for moralsk afstandstagen overfor den adfærd som man straffer,« siger han.
Narkotikapolitikken er et område, som folk har stærke moralske holdninger til. Det betyder, at politikernes ønske om at straffe den moralsk forkastelige adfærd vejer tungest. Når politikeren begynder at se sig selv mere som moralens vogter end som den folkevalgte problemknuser, bliver fakta overflødig og uinteressant for ham:
»Altså, jeg ved ikke, om man kan slå op i en eller anden facitliste og finde ud af, hvad der er fornuftigt. Men det er rigtigt, at det ikke er nogen helt vildt gennemskuelig rationalitet. Men sådan er det generelt på retsområdet. Der har vi mange politiker, som ikke fungerer særlig godt, men som vi fastholder alligevel. Man kan godt sige, at det moralske aspekt gør, at politikerne bliver en smule fakta-resistente. Det gør ikke så stor en forskel, hvor mange undersøgelser du præsenterer politikeren for,« siger Lars Thorup Larsen.
Lars Thorup Larsens udlægning genkendes af Kim Møller adjunkt ved Center for Rusmiddelforskning. Han bruger udleveringen af metadon til narkomaner som eksempel:
»Her ser man også modvilje fra politikerne til trods for, at der er god dokumentation for, at de her tiltag virker. Der opstår der måske et misforhold mellem den politiske vilje til at opretholde et standpunkt konfronteret med forskningen på området.«
Ligesom Lars Thorup Larsen mener Kim Møller dog også, at den moralske tilgang til politik er legitim:
»Det er ikke kun politikkens rolle at være nyttemaksimerende. For en som mig, der sidder og forsker i det her, er det jo fristende at ryge over i den position, der argumenterer med, at forskning viser dit og dat, og at det er totalt åndsvagt, at vi ikke bare indretter den førte politik efter det. Så simpelt er det selvfølgelig ikke. Politikerne har også andre hensyn at forholde sig til, og det er de valgt til. Så det er fuldstændig ligeså berettiget, at de for eksempel vægter et moralsk argument tungere«.
En af de stemmer i debatten, der i årevis har forsøgt at få politikerne til at lytte mere til de videnskabelige argumenter, er speciallæge Peter Ege. Han mener, Lars Thorup Larsen rammer hovedet på sømmet:
»Det gælder vel generelt for narkotikalovgivningen. Det er meget moral og hensynet til folkeopinionen, der bestemmer, hvad man gør, i stedet for hvad der er viden om der virker og ikke virker. Så jeg er meget enig i, at lovgivningen virker fakta-resistent. Der er ikke nogen som helst holdepunkter for, at de meget omkostningstunge foranstaltninger vi sætter ind over narkotikaproblemet har nogen som helst effekt. Sådan er det bare«.
I bogen Konstruktionen af dansk narkotikakontrolpolitik siden 1965 behandler juristen Lau Laursen Storgaard emnet. I sin konklusion tilslutter han sig teorien om moralens centrale betydning:
»Den endelige konklusion må være, at dansk narkotikapolitiks udformning kan omfattes af begrebet moralsk panik, men i en særlig dansk variant, der er i overensstemmelse med dansk politisk kultur, den dominerende retspolitiske holdning og det ’normale’ flertals reaktion over for afvigende adfærd.«
Retssociologisk kan den danske narkotikapolitik altså forstås som majoritetens bestræbelse på at afstraffe afvigere. I den optik er det egentlig underordnet, om afvigerne retter ind. Afstraffelsens funktion er måske først og fremmest at konstituerer majoritetens identitet.
Der går bong i den
Der er koldt og mørkt foran hoveddøren. Søren banker kort på og træder ind. Vi mødes af en stor, glad kamphund. Den byder os velkommen med lige dele gøen og logrende hale. Et blik ind i køkkenet afslører en opvask, der har optaget alle bordflader. I stuen sidder en håndfuld unge mænd forsamlet. Joggingtøj og hættetrøjer er populært. Et stort fladskærms-TV kører, men det viser kun computerens musikafspiller. Lige nu er det Dr. Dre, der rapper ud gennem højtalerne.
Søren sætter sig ved siden af pusheren ved sofabordets hjørne og afleverer en 200 krone seddel. Med en saks klippes 4 gram hash af en 100 grams plade. Den er lidt mindre end en pakke chokolade. Den amputerede klump vejes på en lille sølvfarvet vægt. Der er noget futuristisk over den, den kunne godt være en rekvisit i en billig science fiction film. Handlen er hurtigt overstået, men ritualet skal først til at begynde. Søren går straks i gang med at rulle en joint, mens vi andre forplejes med kolde dåser coca-cola. Her er masser af rammer af øl og sodavand.
Der står et spisebord i udkanten af stuen. Ved det ene stolben står en avanceret toastmaskine af mærket Princess. Motivet på forsiden af pakken viser mulighederne for stegt brød med ost i utallige afskygninger, og apparatet er på størrelse med en stor kaffemaskine. Det står tilsyneladende uberørt i sin indpakning og venter på at blive indviet. Jointen brænder knitrende mellem Sørens pege- og langefinger. Her dufter sødt af hash og lidt af hund. Der løber tre logrende husdyr rundt mellem benene på gæsterne. Pusheren bliver frustreret:
»Nej, I få ikke mere Frolich i dag, I har fandme fået en hel pose«.
En af gæsterne er gået i gang med at fylde et bonghovede med tobak og hash, mens Søren og pusheren smalltalker:
»Får I spillet poker i weekenden?« vil Søren vide.
»Nej, vi får hverken spillet poker eller lavet mad. Det går bare i bong det hele,« svarer pusheren.
Videnskabelig konsensus fører ikke til politisk enighed
Kampen mod narko blev skudt i gang i 2003, og året efter blev hensigtserklæringen fulgt op med stramninger af loven om euforiserende stoffer. Nu skulle det også straffes med bøde, hvis man blev taget med en lille mængde hash til eget forbrug.
Én af de borgerlige politikere der forlangte stramninger på området var daværende folketingsmedlem for Konservative Helge Adam Møller. I årtier har han stået vagt om retsfølelsen i Danmark. Han kan godt genkende spændingsfeltet mellem videnskab og moral i politik.
»Det kan godt ske indimellem, at de fleste forskere og videnskabsfolk er enige på et område. Det forhindrer ikke partierne i folketinget i at komme frem til forskellige holdninger på baggrund af deres etiske overvejelser,« siger han.
Narkotikaområdet er netop et område, hvor der er meget lidt videnskabeligt belæg for at fortsætte den nuværende linje. Helge Adam Møller medgiver, at det ikke har været kolde beviser, der har været udslagsgivende for hans holdning til narkotika:
»Jeg har bare svært ved at forestille mig, at en markant opblødning på lovgivningen ikke skulle få forbruget til at stige kraftigt. Men jeg indrømmer blankt, at der er meget af det, der ikke umiddelbart kan bevises. Der er et stort element af tro i det her, og troen knytter sig selvfølgelig til éns moral,« siger han.
Det etablerede samfunds moral og tro er dog ikke faste størrelser. Op gennem historien har den moralske panik skyllet ind over det europæiske kontinent adskillige gange. Synet på rusmidler som alkohol, kaffe, tobak og opium har afspejlet større samfundsforandringer. Det er pointen i bogen Paradiset, smagen og fornuften af Wolfgang Schivelbusch.
Da reformationen brød igennem i Nordvesteuropa, affødte bevægelsen et opgør med alkoholen. Den puritanske etik så ikke mildt på alkoholens berusende karakter, og man vendte sig derfor imod det nye eksotiske rusmiddel, kaffe. Kaffen var alkoholens diamentrale modsætning – den store ædrueliggører – der tilmeld mentes at have en dæmpende effekt på sexdriften. Kaffens effekter passede ind i borgerskabets selvforståelse. Den sorte væskes opkvikkende virkning gjorde dagene længere og muliggjorde, at de flittige protestanter kunne arbejde mere.
Da tobakken indføres fra de amerikanske kolonier, reagerer man først med moralsk forargelse. Tobaksrygning ses som tørt drukkenskab. Man finder dog hurtigt ud af, at tobakken er yderst nyttig for de nye arbejdsformer. Nikotinens beroligende effekt på kroppen er fordrende for det stillesiddende arbejde. I forening kan kaffen accelerere tankevirksomheden, og tobakken lægge en dæmper på den genstridigt rastløse menneskekrop.
Arbejderklassen behøver andre rusmidler. I de nederste samfundslag er det ikke kroppen, men sindet der skal passificeres. I det industrielle samfunds rå produktionsformer opstår der i arbejderklassen et behov for eskapisme. Brændevinen udvikles, og med sin naturstridigt høje alkoholprocent er den som skabt til formålet. Borgerskabet distancerer sig fra arbejderklassens utøjlede forbrug, og gør en dyd ud af at drikke med måde.
I begyndelsen af 1800-tallet er opium et udbredt lægemiddel. Det bliver også populært i arbejderklassen, hvor det udgør et billigt alternativ til brændevinen. Det borgerlige samfund vender sig først for alvor mod det nye rusmiddel, da det sammen med hashen bliver omdrejningspunktet for bohemerne. Digtere, forfattere og kunstnere tager hashen og opiumen til sig. De ser forbruget af disse rusmidler som et oprør mod det borgerlige samfund og dets værdier. Da de nye rusmidler tages i brug som ammunition mod borgerskabets livsstil, reagerer samfundet:
»Først ved den asociale betydning, som digterne giver opium og hashish, mister disse stoffer deres karakter af dagligdags lægemidler og træder pludselig frem som rusgifte, der truer det borgerlige individ,« skriver Wolfgang Schivelbusch.
Han hævder ikke, at statens regulering ikke ville være kommet alligevel, men hæfter sig ved den emotionelle atmosfære, disse forholdsregler udspringer af.
»De borgerlige angstfantasier er digterdrømmenes spejlvendte modstykker,« formulerer han det.
Op gennem historien har et regelmæssigt forbrug af rusmidler som regel ført til tilvænning. I begyndelsen var tobak og kaffe højst kontroversielle rusmidler, men da behovet viste sig for stærkt til at lade sig undertrykke, valgte samfundet beskatning fremfor forbud. Wolfgang Schivelbusch forventer derfor også, at de illegale rusmidler med tiden vil gennemgå en tilsvarende udvikling.
Stofbrugerne betaler prisen
Et sted i København fanger jeg Jørgen Kjær på mobiltelefonen. Han er formand for BrugerForeningen, der arbejder for stofbrugeres interesser. Han er rigtig træt af den danske narkotikapolitik, som han mener er et puritansk levn fra Nixon-tiden. Det giver nemlig nogen problemer, at Danmark fører en restriktiv politik:
»Det betyder, at vi aldrig ved, hvad det er for et stof vi køber. For det meste er det fortyndet med alt mulig, eksempelvis knuste hjertemagnyler. Og hvis det ikke er fortyndet, er det lige pludselig for stærkt og giver en overdosis.«
Jørgen Kjær efterlyser en afkriminalisering af narkotika, så brugerne kan blive ordentligt vejledt, og stofferne standardiseret. Ved at påbegynde en afkriminalisering kan man også komme meget af følgekriminaliteten til livs. Stofbrugere begår nemlig kun kriminaliteten, fordi stofferne er så dyre. Prisen presses i vejret af forbudet, og det har konsekvenser for den enkelte brugers livsstil.
»Det gør, at der ikke er penge til ret meget andet. Der er kun penge til heroin, og i ret mange tilfælde slår de legale midler ikke til. Så tyer mange til at prostituere sig eller lave overlevelseskriminalitet som tyveri eller indbrud. Det er ikke intelligensen, der råder, det er rent overlevelsesinstinkt,« udtrykker han det.
I 2007 udgav en række forskere en artikel i det prestigefyldte medicinske tidsskrift The Lancet. Her forsøgte de at bedømme, hvor farlige 17 forskellige rusmidler var i forhold til hinanden. Alkohol blev vurderet som fjerde farligste stof. Amfetamin indtog pladsen som det syvende farligste, og cannabis blev vurderet til at være det 10. farligste stof, mens ecstacy knap nok kom på listen. Det berygtede stof røg ind på en 16. plads. Sundhedsstyrelsen udgav i 1999 en rapport, der anslog, at alkoholforbruget koster det danske samfund 10 milliarder kroner om året.
Hunden hedder Simba
Bongflasken er slukket, men står stadig på stand-by på sofabordet. Her er ikke ulækkert, men her er rodet. Man får fornemmelsen af, at man let kan komme til at smide sine ting væk i skoven af tomme cigaretpakker. Den store kamphund er overraskende kælen, faktisk grænsende til det irriterende. Pusheren fortæller:
»Den hedder Simba. Den kommer ude fra Vollsmose, hvor den ikke havde det ret godt. Så overtog jeg den. Nu er den simpelthen sådan en kærlig hund. Sådan er det tit med vanrøgte kamphunde. Hvis du bare giver dem masser af kærlighed, så bliver de blide som lam.«