Opråb af gadejurist Nanna W. Gotfredsen
Den 4.4. 2013.
Portugal – efter nu 12 års afkriminalisering af stofbrugeres brug og besiddelse af stof til eget brug …
Mens portugiserne netop nu regner på, hvor store summer denne tilgang har sparet på straffeapparats-kontoen, kan visse andre konklusioner drages, herunder, at den frygt der var hos nogle politikere for 12 år siden, nemlig, at den portugisiske model ville føre til en eksplosiv vækst i antallet af nye, unge stofbrugere samt frygten for en voldsom ‘narkotika-turisme’ fra landene omkring Portugal, er gjort til skamme.
Der kan dertil fremvises fremgang på en række punkter, herunder en reduceret tilgang af nye, unge stofbrugere, antal stofbrugere i kontakt med behandlingssystemet er øget markant og antal nye hiv-tilfælde – som et mål på tilstanden hos de mest udsatte stofbrugere – er faldet markant.
Når det nu er et F A K T U M, at I N G E N narkotikapolitik – uanset hvor meget der så investeres i kontrolindsatsen – kan udrydde hverken narkotika eller stofbrug og når det også er et F A K T U M, at afkriminalisering af stofbrugernes besiddelse af stof til eget brug i hvert fald ikke forværrer situationen, men til gengæld frembyder fremgang på en række punkter, og dertil med stor sikkerhed også sparer en god del på straffeapparats-kontoen, bør det så ikke være et skridt vi også i Danmark skal tage?
Hvad ER egentlig den legitime begrundelse for at straffe besiddelse af stof til eget brug, dvs. anvende vores aller hårdeste og mest indgribende reguleringsværktøj overfor netop stofbrugeres besiddelse af stof til eget brug? Der er jo tale om en forseelse i forhold til hvilken man allerhøjst risikerer at skade sig selv. Bør vi ikke – anno 2013 – endegyldigt reservere straffeapparatet til mennesker, der med ond vilje begår handlinger (eller undladelser) der skader ANDRE?
At anvende straffeapparatet til sanktionering af (risiko for) at påføre sig selv skade, forlod vi faktisk for flere hundrede år siden. Frem til godt midten af 1700-tallet, var det fx kriminaliseret at begå selvmord. Lykkedes man, kunne man vel nok være lidt ligeglad med strafrisikoen. Men lykkedes man ikke med sit selvmordsforsøg, var straffen hård. Nådesløs. Man afstod dog nu fra at straffe sådan (risiko for) selvskade. Fordi straf som middel til at forhindre mennesker i at skade sig selv blev fundet helt og aldeles meningsløs. Alligevel er det netop sådan, vi fortsat møder stofbrugere. Er det legitimt? Det må inddrages i vurderingen af legitimiteten, at diverse rusmiddelbrug – således også, endda i særklasse, når det gælder fx alkohol – bestemt rummer diverse risici i sig selv. Men de aktuelt kriminaliserede stoffer er ikke mindst risikable at bruge som en direkte følge af kriminaliseringen. Dette er derfor vores ansvar. Fordi vi har frasagt os ansvaret for at regulere de aktuelt illegale stoffer, deres produktion og salg, og blot passivt ser til, mens en skruppelløs underverden gladeligt og med enorm profit udfylder det tomrum, vi herved har efterladt. Som følge heraf produceres stofferne under fuldstændig ukontrollerede forhold i underverdenen, som fx ikke bruger varedeklarationer, slutbrugeren kender derfor aldrig hverken koncentration eller faktisk indhold. Der findes i dag stærkt skadelige tilsætningsstoffer, herunder Levamisol (et ormemiddel beregnet til behandling af dyr), i hovedparten af de konfiskerede, testede stoffer. Også miltbrand er som bekendt nyligt forekommet på det danske illegale stofmarked.
Hvor længe kan vi udholde blot at forholde os passive og højest iværksætte tiltag, der koster enorme summer, har ditto enorme skadevirkninger og som altså tydeligvis ikke fungerer efter hensigten?