Narkopolitik

Juryen må se på forbuddet mod heroinbehandling.

National Times Australien

24. september 2009.

Juryen må se på forbuddet mod heroinbehandling.

Kronik af Alex Wodak M.d.

I oktober 1987, mens jeg rejste i udlandet for at lære om hiv og stiknarkomaner, brugte jeg en aften i et ”Shooting Gallery” i Brooklyn, New York City. I observerede i timevis, mens fire latinamerikanske mænd og kvinder injicerede ”speedballs” som er heroin blandet med kokain. Det var en livsændrende oplevelse. Vi var i kælderen i en forfalden, forladt kasernebygning. Der var ingen elektricitet. Udslidte biler var stablet op på sten med knuste ruder. Dette var storbyernes elendighed helt utænkelig i Australien.
At bære rundt på sprøjteudstyr i gaderne var alt for risikabelt, især for minoriteter. At leje et ”Shooting Gallery” for et par timer reducerede risikoen for at blive generet af politiet. Kanyler og sprøjter blev leveret, men gevinsten var at de allerede var blevet brugt af mange andre mennesker. Jeg betragtede de fire injiceres med ringe hensyntagen til hygiejne. Tænkte på tilsvarende situationer i Australien, jeg spekulerede på, hvorfor disse amerikanske brugere havde så lidt bekymring for deres fremtid. Så indså jeg, at en ordentlig uddannelse, en ordentlig bolig eller et rimeligt stykke arbejde ville have været umuligt drømme. Håb om et bedre liv for deres børn eller børnebørn? Glem det. Derimod ville svingdøren i fængsel, være en alt for velkendte virkelighed. Det var da jeg først blev interesseret i ulighed og ulovlig brug af narkotika. Ulighed har været et gennemgående tema i ulovlige stoffer. Australiens første love om narkotika i slutningen af det 19. århundrede forbød rygning af opium i South Australia, Victoria og NSW. De eneste opiumsrygere derefter var de kinesiske minearbejder i Guldfeltet. Amerikanske missionærer i det 19. århundrede blev vidner til den forfærdelige ulykke som følge af den britiske tvangsopium til kineserne. Kina forsøgte at stoppe den daværende mere magtfulde englændere, men tabte begge opiumskrige. De erfaringer, hjalp omgående USA til at indkalde den internationale Opium Kommissionen i Shanghai i 1909, lægger op til globalt narko forbud. Tres år senere erklærede USA’s præsident Richard Nixon krig mod narkotika. Nixon’s rådgiver John Ehrlichman sagde: ”Se, vi forstod at vi ikke kunne gøre det ulovligt at være ung eller sort i USA, men vi kunne kriminalisere deres fælles glæde. Vi forstod, at narkotika ikke var det sundhedsproblem, som vi gjorde det ud for at være, men det var et alt for perfekt emne for Nixons Hvide Hus, til at vi kunne modstå det.” Den effektive politiske strategi viste sig at være en politisk katastrofe. Mens politikere i mange lande konkurrerede om at have den hårdeste politik, steg narkotika produktionen ligesom forbruget og dødsfald forøgedes, sygdom, kriminalitet og korruption steg ligeledes støt. De seks dødsfald på grund af overdosis i Australien i 1964 steg til mere end 1100 i 1999. Flere videnskabelige undersøgelser pegede på, at ordination af heroin til de hårdest afhængige af heroin, de intravenøse stofbrugere, som ikke havde nydt godt af alle andre typer af behandlinger og straffe, indebar reelle fordele for den enkelte og samfundet.
I 1997 konkluderede en stor schweizisk undersøgelse, at for denne minoritet af fastlåste heroinbrugere, som aldrig havde nydt godt af gentagne episoder med forskellige behandlinger eller fængsel, ved at give dem heroin som en del af deres behandling, fandtes der er enorme fordele, med få bivirkninger. Deres fysiske og psykiske sundhed forbedres betydeligt. Forbruget af gadenarkotika falder. Kriminalitet, målt på tre forskellige måder, falder betydeligt. Behandlingen var meget dyrere end standard metadonbehandling, men for hver eneste schweiziske franc programmet koster, der var gevinst på to schweiziske franc.
Strenge videnskabelige undersøgelser blev derefter også lavet i Holland, Spanien, Tyskland og Canada. Alle viste lignende resultater og alle blev offentliggjort i anerkendte tidsskrifter. I denne måned blev resultaterne af en britisk undersøgelse frigivet. Også her svarede resultaterne til de tidligere undersøgelser. I alle var heroin selvadministreret under streng overvågning. Rigelig høj kvalitet, af psykologisk og social støtte blev givet. Efter et årti med heroin-understøttet behandling i Schweiz, bliver behandlingen stadig kun givet til 5 procent af dem, der søger hjælp.
Dette lille mindretal af de stærkt afhængige stofbrugere er så vigtigt, fordi de tegner sig for en uforholdsmæssig stor andel af den narkotikarelaterede kriminalitet. I en national folkeafstemning sidste år i Schweiz, støttede 68 pct at fastholde heroin-understøttet behandling, som en sidste udvej. Hollænderne giver nu også behandling. Tidligere på året, stemte 63 procent af medlemmerne af det tyske parlament, for at give heroin-støttet behandling. Alle større politiske partier i Danmark støttede for nylig heroinbehandling. Australske forskere undersøgte i 1990’erne heroin-støttet behandling i mere end fem år. I juli 1997, stemte sundhed og politi ministre seks mod tre for at støtte en retssag, men premierminister John Howard blokerede processen og hævdede, at det ville ”sende det forkerte signal”. Tolv år senere, ligger budskabet fra den videnskabelige dokumentation klar: Hvis vi ønsker at hjælpe stofmisbrugere, deres familier og lokalsamfund, så bør ordination af heroin være en del af den pakke, som vi leverer. Men vi skal også forsøge at mindske omfanget af ulighed i vores samfund. Der er stigende tegn på, at mere ulige samfund har dårligere folkesundheds resultater, med højere forbrug af ulovlig narkotika, psykiske sygdomme, fedme og kriminalitet. På et tidspunkt, hvor vores skattesystem er under revision, er debatten om at reducere ulighed i Australien nødvendig. Vi bør give heroinbehandling nu til det lille mindretal med meget alvorlige problemer, som ikke har nydt godt af gentagne episoder med andre behandlinger.

Alex Wodak er direktør for Rusmiddelforskning Service på St. Vincent’s Hospital, Sydney.

Oversat fra engelsk af Jørgen Kjær