Narkopolitik

Fixerum på Vesterbro kræver en lovændring

 

Fixerum på Vesterbro kræver en lovændring

Indlæg til Vesterbrobladet 5. oktober 2001
Af Sophie Hæstorp Andersen

Sommer og efterår 2001 har på Vesterbro været præget af, at salg af narkotika, samt øget prostitution er blomstret op i gaderne igen. Årsagerne hertil er flere – og mandag den 1. oktober lyttede overborgmesteren, socialborgmesteren og politiet på utilfredse beboere på Maria Kirkeplads og i Sommerstedsgade.

Jeg deltog selv i mødet, hvor snakken dels handlede om, hvordan politiet kan gøre en ekstra indsats for at fjerne pushere fra gaden; dels hvordan vi kan sikre et mere værdigt liv for narkomanerne på Maria Kirkeplads. Et sted, hvor narkomanerne ofte finder lukkede døre i kirken, og som derfor er henvist til at fixe sig direkte på pladsen under åben himmel.

Resultatet blev, at overborgmester Jens Kramer Mikkelsen efter mødet, nu bakker op om at etablere fixerum til narkomaner på Vesterbro. En stor sejr til Vesterbros beboere – der er bare lige et MEN.

I dag er fixerum nemlig ikke lovlige. Det kræver med andre ord en lovændring før fixerum kan blive en realitet på Vesterbro. En lovændring, der hidtil er blevet forhindret af flere partier på Christiansborg – herunder flere socialdemokrater, indrømmer jeg gerne. Men jeg vil det anderledes.

I mine øjne, findes der ingen universelle løsninger i bekæmpelsen af narkomisbrug – og der er altid brug for nytænkning. Vi kan lige så godt indse, at ingen narkomaner bliver stoffri fra den ene dag til den anden. Målet er stadig fuldstændig stoffrihed, men på længere sigt, mener jeg at København skal gå foran og lave forsøg med både fixerum og udlevering af fri heroin til de mest belastede misbrugere. Kun sådan kan vi komme den stress og de stikskader til livs, der i dag blokerer for, at narkomaner kan finde overskud til at gå i behandling – og endelig blive helt stoffri.

Forsøg med udlevering af fri heroin under ordnede lægefaglige forhold kan dog ikke rette op på, at vi fortsat har brug for en stor social indsats samtidig med behandlingen af narkomaner. Her kan Københavns Kommune hjælpe med sine erfaringer – men den sociale indsats kan ikke stå alene, som den gør i dag – med alt for få døgnbehandlingspladser og alt for mange på ambulante behandlinger med metadon.

Vi må starte et sted. For mig er der ingen tvivl om, at vi ikke kan acceptere at så mange yngre mennesker hvert år dør som følge af et narkomisbrug. Det er tid til at foretage nogle utraditionelle valg, når det gælder behandling af narkomaner. Menneskelige valg – ikke dogmatiske. Det kræver en holdningsændring i Folketinget.