Artikler, Narkopolitik

Legalisér narko!

8. marts 2009

Af Ricardt Riis: Tidligere præst ved Horsens Klosterkirke, nu pensioneret. Har deltaget i Forum Teologi /Naturvidenskab gennem mange år. Har udgivet en del bøger på eget forlag og er nu bestyrer af to hjemmesider, bl.a. www.martinluther.dk

Egentlig skulle dette blogindlæg handle om politiets arbejde. Det har længe irriteret mig, at næsten samtlige Tv-værter, når de skal interviewe politikere eller politifolk, stiller sig an, som om f. eks. bandekrigen er et problem, som politiet skal tage sig af, og som man kan forvente, at de og de alene løser, i stedet for at interviewe dem ud fra den indlysende rigtige forudsætning, at bandekrigen er vores allesammens problem og også kun kan løse af os alle sammen i fællesskab. Det er, som om Tv-folk regner med, at politiet arbejder i et lukket rum, fuldstændig uafhængig af alle os andre. Glad og gerne
overser man, at politiet jo kun kan hjælpe os, hvis vi hjælper dem.

De er afhængige af os almindelige mennesker i deres arbejde. Bandekrigen, for nu at tage den, er ikke noget, politiet kan løse alene. Der kræves hjælp fra offentligheden. Og offentligheden, det er os.

Som sagt, det skulle dette indlæg oprindelig have handlet om. Men så læste jeg en række artikler i det
ansete engelske magasin The Economist. Dette blad foreslår ligeud, at man skal legalisere alle former for
narkotika og derefter beskatte det med en passende procent. Hash, kokain, heroin, osv., lad det alt
sammen kunne sælges frit af hvem der vil, blot de betaler afgiften.
Og selv om jeg ikke er ganske sikker på, at jeg mener, det er en god idé at ændre kurs på den måde, så læste jeg alligevel The Economist’s artikler, specielt deres leder om forslaget, med stor interesse. Og efter endt læsning må jeg sige, at der faktisk er nogle gode argumenter for en legalisering. (Der var for øvrigt for en uges tid siden en artikel i Information med det samme budskab).
Især er der en økonomisk betragtning, bladet kommer med, som jeg finder det værd at viderebringe: For
kokains vedkommende, siger man, stiger prisen med en faktor 100 fra produktionsleddet til salgsleddet.
Det, der koster, er ikke produktion og forædling, nej, det er at omgå alle de forhindringer, som politiet lægger for distributionen. Det betyder, at ødelæggelse af de marker, hvor narkoen dyrkes, ikke betyder synderligt for udbuddet. Det betyder også, at bliver én vej fra producent til forbruger spærret, findes der straks en anden; det betyder jo ikke noget, hvor dyr den er, for der er masser af penge at hente ved distributionen.

På den måde er det yderst nedslående læsning. Bladet fortæller således, at FN’s generalforsamling i 1999
forpligtede deres medlemslande til at opnå en narkotikafri verden i 2008 ved at eliminere eller reducere produktionen af opium, kokain og hash. Og bladet skriver: ”Det er den slags løfter, politikere elsker at afgive. Det lindrer den følelse af moralsk panik, som har været forbuddets tjenerinde igennem et århundrede. Det har til hensigt at berolige forældre til teenage-børn rundt i verden. Alligevel er det et utrolig uansvarligt løfte, for man kan ikke holde det”.

Og det er jo sandt: løftet blev ikke holdt. For vore øjne ser vi en bandekrig udfolde sig, som alle synes enige om har med narkotika at gøre. Det er det lukrative hash-marked, man slås om. Og som man kan se, går det ikke stille af.
Men det, der især slog mig ved læsningen af The Economist, var, at denne tanke om legalisering, eller
rettere påvisningen af de ulykker, et forbud fremkalder, på en mærkelig måde gør de fleste forslag til, hvad vi skal stille op med bandekrigen, så underlig uvirkelige.

F. eks. diskuteres det vidt og bredt, om det er en forstærket politiindsats, der skal til, eller man skal arbejde mere langsigtet med socialpædagoger og andet godtfolk. Og selvfølgelig, der er nok ingen tvivl om, at bandekrigen før eller siden vil høre op af sig selv, politiindsats eller ej. Men dermed hører narkotikasalget jo ikke op, det kommer blot til at foregå indenfor de ”ordnede rammer”, som banderne kan blive enige med hinanden om. Og der er heller ingen tvivl om, at det i kraft af de store penge, der kan tjenes ved denne trafik, er noget nær et sisyfosarbejde, diverse socialmedarbejdere udfører.

For så længe der ligger store penge i denne handel, der blot venter på at blive samlet op, så længe vil hele cirkusset fortsætte, små brødre efterfølge deres storebrødre ind i banderne, og tvivlsomme eksistenser søge ind i
AK-81 grupperingerne. Der er narkoens penge, der driver værket. Og før der bliver lukket for den pengestrøm, vil uvæsenet fortsætte, måske ikke med så udtalte bandeopgør som nu, men med store sociale ødelæggelser og enorme menneskelige omkostninger.

Og pengestrømmen kan man kun lukke for ved en legalisering. Vi har nu igennem snart mange år forsøgt
os med forbudsmetoden, men det har så åbenlyst ikke virket.

Jamen, hvilket uhyre omkostninger vil ikke en frigivelse af narkoen føre med sig? Er det da ikke langt ude i skoven sådan direkte at foreslå, at staten skal tillade det, den før forbød? Det er jo ikke blevet mindre farligt i mellemtiden.

Jo, indrømmet, umiddelbart lyder det som en tåbelig idé. Og The Economist kan da heller ikke få sig selv
til at sige andet, end at det er den mindst ringe løsning. Men det må man trods alt give bladet ret i, at det
er den bevisbyrde, der skal løftes: en legalisering er bedre end de sidste hundrede års forsøg på at tvinge
et forbud igennem.

For det første vil man nu blive en masse kriminalitet kvit. Alt det, man kalder narko-kriminalitet, er jo skabt af det forhold, at man fra lovgivningsmagtens side vil forhindre nogen i at sælge noget, som andre er interesseret i.

Og så længe der er efterspørgsel, vil der også være udbud, so oder so, det vil sige: enten legalt eller illegalt.
Vi har herhjemme under krigen og efter krigen oplevet, hvordan det går, når staten blander sig for meget i
forholdet mellem køber og sælger: så opstår der en såkaldt sort børs og en dertil knyttet kriminalitet, mere eller mindre omfattende.

I USA har man også gjort en erfaring, som er værd at nævne: da man ophævede spiritusforbuddet, forsvandt samtidig dermed det meste af det gangsteruvæsen, der lukrerede på forbuddet.

Og bl. a. på baggrund af disse to erfaringer kan man fremsætte det som en ganske velunderbygget tese, at
det bandeuvæsen, der nu danner sig, fordi vi har forbud, vil forsvinde den dag, forbuddet ophæves.

Jamen, vore unge? Skal de virkelig af staten selv lokkes ud i narkotikamisbrug? Skal staten virkelig tjene penge på unges misbrug? Er det ikke et helt forkert signal at sende?
Tja, først må man jo indrømme, at ganske mange politikere tror, at lovgivningen skal være en slags
signalvirksomhed. Det skal den ikke. Man lovgiver, for at lovene skal holdes, ikke for at give sin mening til kende om ét eller andet samfundsproblem.

Dernæst må man sige, at lige så lidt som staten betragter tobaksrygning og alkoholnydelse som noget
gavnligt, blot fordi den tillader det, lige så lidt vil den efter en ophævelse af forbuddet mod narkotika betragte indtagelse af diverse narkotika som noget uskadeligt. The Economist foreslår, at man bruger en betragtelig del af de penge, man sparer til bekæmpelse af banderne, og af de penge, man får ind ved beskatning af narkotika’en, til oplysningskampagner.

Og vil nogen sige, at de unge i den oprørske alder jo er meget vanskelige at nå med rationel oplysning, så er det utvivlsomt sandt, men The Economist er parat med en oplysning om en erfaring, man har gjort i én af de amerikanske delstater: Her gennemførte man en
målrettet kampagne på de unges eget sprog for at få fjernet den opfattelse blandt unge, at det er ”cool” at tage stoffer; det var specielt kokain, man var ude efter.

Og kampagnen lykkedes i den forstand, at betydelig færre begyndte at eksperimentere med de farlige stoffer, selv om der var rigelige mængder kokain i omløb i staten.
Jamen, sådan ligefrem gøre den slags dødsensfarlige stoffer tilladte, det kan man da ikke.

Det støder vores opfattelse af, hvad der moralsk er rigtigt, og vores opfattelse af, hvad staten rettelig bør tage sig af, og hvad ikke. Det er utvivlsomt sandt. Men man må for det første sige, at alkohol også er et dødsensfarligt stof.

Det er et narkotikum, og det har sig med dette narkotikum på samme måde som med de andre narkotika: ganske
mange tager ikke skade af det, men enkelte bliver afhængige og kan ikke selv slippe ud af afhængigheden.

Og for det andet må man sige, at netop fordi disse stoffer er forbudte, véd vi meget lidt om, hvor mange der rent faktisk indlader sig på en ”prøvesmagning” og slipper godt fra det. Hvis det forholder sig med f.eks. kokain på samme måde som med alkohol, så kan der være ganske mange, der i deres unge dage har prøvet stoffet (det siges, at præsident Obama har prøvet det som ung) uden at det har skadet dem; de blev ikke afhængige.

Jamen, ganske mange bliver afhængige! Ja, sandt nok. Og frigiver man stoffet, vil der sandsynligvis være flere, der ender i afhængighed. I hvert fald i begyndelsen, indtil man får lært noget mere om stoffet.

Efterhånden vil man så formentlig kunne tage det spændende ved stoffet bort (en del tages jo også bort allerede derved, at det bliver gjort legalt), og derved medvirke til, at stoffet for de fleste unge bliver uinteressant. Det er ikke let at skulle give afkald på den indlysende mest rigtige løsning: en strikte gennemførelse af et forbud, så det overholdes 100%; det kan være vanskeligt at skulle indrømme, at en sådan gennemførelse er vi ikke i stand til.

Og det kan synes noget af en falliterklæring at legalisere narkotika. Men alternativet: at fortsætte, som vi har gjort hidtil med megen kriminalitet til følge, er vist alligevel dårligere!