HEROIN.FIXERUM er gode, men langtfra nok til at få narkomaner væk fra den undergrund, som er til stor skade for hele verden.
I mere end fire årtier har politikere verden over klamret sig til en naiv forestilling om en verden uden ulovlige stoffer, stofafhængighed og bagmænd. Men der er intet, der tyder på, at det nogensinde kommer til at ske.
Krigen har fejlet på alle tænkelige målestokke, selv om verdenssamfundet bruger anslået 550 milliarder kroner på den årligt. Alene i Danmark er omkostningerne vurderet til over ni milliarder årligt.
Fiaskoen koster hver dag menneskeliv, smadrer familier og fylder vores fængsler. Op til to ud af tre injektionsbrugere vurderes helt ukendte i vores behandlingssystem. De er overladte til en brutal underverden, hvor gældsinddrivelse foregår med en boltsaks, mens ingen ved, om der er rottegift, kvægmedicin eller miltbrand i det stof, man nu engang er nødt til at købe, når man er afhængig.
Heroinbehandling, fixerum og uddeling af modgift redder liv og skaber tryghed for både stofbrugere og omgivelserne. Det er gode initiativer fra Folketinget. Men ikke nok. Hvis vi virkelig vil gøre noget, må vi endegyldigt lægge illusionerne om en narkotikafri verden bag os. Vi må lære at leve med narkotika i vores samfund.
For uanset hvor gerne vi vil og hvor gode hensigter vi har, kan vi ikke straffe os ud af, at stoffer bliver produceret, handlet og indtaget. Det sker også i lande med dødsstraf. Men vi kan gøre meget mere – både herhjemme og internationalt – for at beskytte stofbrugeres liv, helbred og menneskerettigheder ved at fokusere på forebyggelse af skader i vores tilgang til stofbrug og stofafhængighed.
Det er ikke anderledes, end at vi har lært at leve med stoffet alkohol, selv om det også kan være problematisk. Uden forfald til Capone-tidens totalforbud står vi i det mindste med nogle redskaber, der gør os i stand til at regulere forbruget og begrænse skaderne. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal sælge kokain i 7-Eleven. Men vi må finde måder, hvorpå vi kan fravriste underverdenen styringen og den lukrative forretning og endelig få stofferne under kontrol. Første skridt er at få stoppet krigen. Og år 2016 byder på en stor chance, som vi ikke må lade passere.
’Krigen mod narkotika’ blev erklæret i USA i 1971 af præsident Nixon med introduktionen af udtrykket war on drugs i amerikansk narkotikapolitik. Over de mere end 40 år, der siden er gået, er det i praksis blevet en global krig mod stofbrugerne selv.
Mange steder i verden nægtes stofafhængige adgang til basale sundhedsydelser. De udsættes for fysisk afstraffelse og dødsstraf. Holdes indespærret i overfyldte fængsler og arbejdslejre og udsættes for forhold der har karakter af tortur. Hiv og hepatitisepidemier stortrives, fordi sprøjteudlevering og andre skadereducerende tiltag er forbudte eller massivt underprioriterede. Alt dette sker under overskriften ’Krigen mod narkotika’.
I dag er det FN-dag mod misbrug af og ulovlig handel med narkotika. I Kina har man gerne markeret dagen ved offentligt at henrette stofbrugere ved nakkeskud og udstillet de sønderskudte hoveder. Danmark har også selv været involveret i såkaldte udviklingsprojekter, som står i direkte modsætning til vores hjemlige lovgivning og de anbefalinger, vi normalt giver om indsats på narkotikaområdet i international sammenhæng.
I 2011-12 støttede Danmark et FN-træningsprogram i Iran, der skulle gøre landets grænsepoliti bedre til at fange narkosmuglere. Men Iran henretter årligt i omegnen af 500 mennesker for overtrædelser af narkotikalovgivningen, og der er rapporter om, at børn helt ned til 12 år er blevet idømt dødsstraf på den konto, ligesom det forlyder, at antallet af henrettelser steg i støtteperioden.
En del af henrettelserne foregår ved offentlig hængning, hvor den dødsdømte langsomt hæves fra jorden med kran. Efter vedvarende kritik fra blandt andre Amnesty og Gadejuristen trak den daværende udviklingsminister, Christian Friis Bach, sidste år endelig støtten til projektet. Det skete, på trods af at danske embedsmænd, chokerende, havde anbefalet at fortsætte den.
Danida har nyligt afsluttet et såkaldt jobtræningsprogram i Vietnam. Her blev stofbrugere og sexarbejdere tvangstilbageholdt i flere år uden nogen form for domstolsprøvelse. Støtten fortsatte, selv om Human Rights Watch gentagne gange dokumenterede de umenneskelige forhold og den tvangsbehandling, der foregik i centrene.
Også herhjemme har vi, trods enkeltstående gode takter, en del at få sat skik på. Vi har endnu ikke selv formået at implementere og udbrede de dokumenteret kosteffektive løsninger, som vi ved kan stoppe de lemlæstende epidemier blandt stofbrugere. Imens lægger politi, domstole og fængsler hvert år beslag på milliarder af kroner, der kunne bruges langt mere relevant på kvalificering og udbygning af behandlingssystem og øvrig hjælpeindsats, og herved tage magten fra underverdenen og nedbringe den uendelige følgekriminalitet, der er uløseligt forbundet med et illegalt stofmarked.
Kun 3 af 98 kommuner giver adgang til alle de remedier, der er en forudsætning for at kunne undgå smitte. Det betyder, at stofbrugere deler injektionsudstyr. Op mod fire af fem har hepatitis C.
Sundhedsloven forpligter kommunerne til at tilbyde medicinsk behandling med metadon eller anden substitutionsmedicin. En dokumenteret livreddende behandling, der også reducerer smitterisikoen, og som kan betyde, at man kan leve stort set almindelige liv med uddannelse, arbejde og familie. Men en sådan behandling er alt for mange steder alt for svært tilgængelig. Tusinder står helt udenfor, og dét koster dyrt. Både menneskeligt og samfundsøkonomisk.
Vi ser stofafhængige mennesker, der truet på livet må begå kriminalitet, og som tæskes til ukendelighed, får klippet fingre af eller voldtages som ‘afdrag på gæld’.
Svært abstinente stofbrugere oplever at blive afvist blankt af praktiserende læger og på skadestuer, selv om alle læger – selvfølgelig – må abstinensbehandle. Spørgsmålet må være, om de ikke ligefrem skal behandle disse patienter? I hvert fald er det et faktum, at de herfra, trods dette råb om hjælp, overlades til underverdenen. Vi ser stofafhængige mennesker, der truet på livet må begå kriminalitet, og som tæskes til ukendelighed, får klippet fingre af eller voldtages som ’afdrag på gæld’. Man undlader at gå til politiet, fordi straffen herfor kun vil blive endnu hårdere, mens tilliden til, at politiet vil kunne yde beskyttelse, ikke eksisterer.
Efter års kamp har vi endelig fået ophævet de forbudszoner på Vesterbro, der i mange år tvang stofbrugere til at risikere afsoning og bøder for blot at befinde sig ved sprøjteudleveringen. Og vi ser stadig udskrivning af bøder til stærkt stofafhængige, selv om det for år tilbage er fastslået, at de bør gives tiltalefrafald for stofbesiddelse til eget brug. Også i gentagelsestilfælde.
Helt aktuelt ønsker Dignity – Dansk Institut Mod Tortur at undersøge omfanget af stofafhængige i Danmark, der afhøres, mens de er abstinente, hvilket kan udgøre en overtrædelse af torturkonventionen (ill-treatment). Det sker efter offentliggørelse af en miniundersøgelse fra Gadejuristen blandt danske stofbrugere.
’Krigen mod narkotika’ bidrager også i Danmark afgørende til de propfyldte fængsler. Kriminalforsorgen vurderer, at to af tre indsatte har relation til narkotika. En doktorafhandling anslår imidlertid, at egentlige bagmænd udgør under 1 procent af de dømte for narkotikaovertrædelser. At ’krigen mod narkotika’ også i Danmark er rettet mod og først og fremmest rammer stofbrugerne selv, står her lysende klart.
Heroverfor står det paradoksale, at Udenrigsministeriet optræder mere progressive udadtil, end der leves op til på hjemmebane. I ministeriets nye strategi for samarbejde med FN’s hiv/aids-program, Unaids, fremhæver Danmark en 2015-målsætning om at halvere antallet af lande, der kriminaliserer stofbrugere. Men Danmark er netop selv et af de lande, der opretholder en kriminalisering af stofafhængiges omgang med stof til eget forbrug. Og der er desværre ingen tegn på, at vi herhjemme vil lade stofbrugerne slippe ud af den skruetvinge.
Folk dør i krige. Også herhjemme, hvor stofbrugerdødeligheden fortsat er unødigt høj, og hvor vi stadig dokumenterer invaliderende sår, skader, gæld og en tilsyneladende uendelig række af juridiske krænkelser hos narkotikakrigens danske ofre.
Krigsførelsen destabiliserer hele lande og regioner uden på nogen måde at gøre fremskridt mod hverken produktion eller distribution af stoffer. Begge dele stortrives til trods for vedvarende blodige kampe mellem myndigheder og kriminelle, ikke mindst i producent- og transitlandene. Men også herhjemme bliver der skudt i gaderne. På et illegalt marked er brutaliteten nu engang det afgørende konkurrenceparameter. Og dette kan åbenlyst ikke løses med mere kontrol, mere politi.
Vi må erkende, at ’krigen mod narkotika’ er en krig, der ikke kan vindes. I mine 15 år ved frontlinjen har jeg endnu ikke set eksempler på, at forbud og straf har hjulpet nogen som helst. Som en stofbruger har udtrykt det: »Jeg har altså aldrig overvejet at lade være med at tage det næste fix, fordi det er ulovligt …«.
Vi må aldrig glemme, at stofafhængige er mennesker. Som os andre. De er nogens børn, nogens søskende, mor eller far. De kommer ikke altid, men ofte fra nogle af samfundets mest udfordrede grupper. Mange har psykiske lidelser, været anbragt og gennemgående været udsat for massive svigt.
Lukker vi fortsat øjnene for disse mennesker, lukker vi øjnene for, hvad det vil sige at være menneske. Vi må insistere på at kunne sikre dem den omsorg, hjælp og respekt, de har brug for. For deres og for vores alles skyld. Derfor er det internationale samfund nødt til at lægge kursen om, ligesom vi endelig har taget små skridt til at gøre herhjemme.
Men at stoppe en krig er som bekendt aldrig nemt, og Danmark må presse på. Det går ikke at læne sig tilbage og blot lade EU føre ordet, som man hidtil har gjort. Det må blive et prioriteret område, hvor danske ministre deltager aktivt i processen.
Danmark ville i så fald ikke komme til at stå alene med et krav om en mere human og mere effektiv narkotikaindsats. De modsatrettede tendenser nationalt genfindes også i FN-regi. Nok er den hårde linje herskende i Wien i UNODC og i det vetobesnærede CND (Commission on Narcotic Drugs), hvor vi hvert år i marts, typisk blot på embedsmandsniveau, klapser international narkotikapolitik af i selskab med lande, der både henretter og lemlæster som led i ’krigen mod narkotika’. Men andre FN-organer arbejder ligeledes for en mere human, saglig og evidensbaseret tilgang med blik for også andre internationale problemstillinger.
FN’s højkommissær for menneskerettigheder har slået fast, at det snævre fokus på forbud og straf indebærer alvorlige krænkelser af stofbrugeres menneskerettigheder. I Unaids arbejder FN for øget afkriminalisering af stofbrugerne, blandt andet fordi kriminaliseringen står i vejen for en effektiv indsats mod hiv/aids. Og sidste år slog chefen for FN’s Udviklingsprogram, UNDP, fast, at kriminaliseringen skaber flere problemer end den løser for udviklingslande. I erkendelsen af, at krigen mod narkotika er tabt, efterspørger hun nye veje.
Så mens bagstræberiske lande forhindrer egentlige fremskridt i den internationale narkotikapolitik, slår evidens og erkendelse nu sprækker i den formelle krigskonsensus. Langsomt, om end alt for langsomt, forskubbes den internationale forståelse mod den uundgåelige erkendelse af, at narkotikafænomenet er kommet for at blive. Vi begynder at forstå, at krigen mod narkotika er en krig, der ikke kan vindes. Det illegale stofmarked er ekstremt modstandsdygtigt. Det tilpasser sig hurtigt ethvert kontroltiltag og udligner effektivt eventuelle tab.
På den baggrund har præsidenterne fra bl.a. Columbia, Guatemala og Mexico nu krævet en særlig generalforsamling i FN i 2016 (Ungass), hvor man udelukkende skal diskutere narkotikapolitik – og forhåbentlig udstikke en ny global kurs. Sammen repræsenterer præsidenterne nogle af de lande, der er allerhårdest ramt af det sidste århundredes krig. Alene i Mexico er op mod 100.000 slået ihjel eller forsvundet siden 2006. Nu vil de have fred.
Verdenssamfundet har ved Ungass 2016 en unik mulighed for at tage et tigerspring fremad i beskyttelsen af menneskerettigheder og bedre håndtering af skadevirkningerne af narkotikafænomenet. Men kun, hvis regeringsledere verden over griber den og lægger maksimalt pres på. Særligt dem, der repræsenterer narkotikapolitiske foregangslande, hvad Danmark dog gør set i et internationalt perspektiv.
Herved kunne vi søge tilslutning til den linje, vi officielt arbejder for udenrigspolitisk på narkotikaområdet, og fremme konsensus også ift. hjemmefronten. Vi bør gå foran og vise vej. Fordi vi har erkendt, at det er nødvendigt som udtryk for en omsorgsfuld, effektiv og saglig tilgang.
Griber vi ikke denne chance for at skubbe på for en ny politik, lader vi krigen fortsætte i mindst endnu et årti. For international narkotikapolitik vil formentlig først komme til reel debat i FN igen i slutningen af 2020’erne. Først da vil vi stå med en ny chance for fred. Atter tusinder vil være afgået ved døden som følge af urent stof, utilstrækkelige sundhedstilbud eller underverdenens brutalitet. Atter hundreder af milliarder kroner, som kunne være brugt på at redde liv, helbred og værdighed, vil være spildt.
Lad os ikke forpasse muligheden. Lad os slutte krigen nu.