1. marts 2012.
Af Kurt Stoldt
Det er et almindeligt kendt fænomen, at misbrugere, som kommer fra en Minnesota/12 trins døgnbehandling, ofte får meget travlt med projektionerne, når de efterfølgende forenes/genforenes med venner og pårørende, som har et uproblematisk forhold til nydelsesmidler.
Herved opstår der naturligvis en konflikt. For på den ene side er alle berørte glade på misbrugerens vegne, fordi vedkommende nu igen er til stede, og ikke helt og holdent opslugt af jagten på ”det foretrukne stof”, at en sandsynlig tidlig død måske er forhindret, og ikke mindst, at den dårlige samvittighed og skyldsfølelsen nu kan finde en lindring, så fremtiden ikke længere tegner så mørk, for det er en traumatisk situation, som pårørende, ikke at kunne gøre den store forskel og blot se på, når det går ned ad slisken med rasende fart.
På den anden side dukker skammen og skyldsfølelsen nu op i en anden form, når de beskyldes for at være misbrugere, afhængige og hvad har vi, og bliver orienterede om, at det måske snart er deres tur, hvis de ikke med det samme vælger den absolutte afholdenhed og askesen, for slet ikke at tale om, hvor destruktiv en påvirkning det er for misbrugeren, som jo også har lært, at han/hun lider af en uhelbredelig og kronisk sygdom, som i bedste fald kan sættes i bero, men også meget hurtigt kan genaktiveres, hvis forholdene taler for det.
Hertil kommer, at ”rådgivningen” fra 12 trins institutionerne og ”sponsorer” i NA og AA ofte anbefaler, at misbrugeren ”må vælge den pårørende fra”, hvilket mange sikkert vil synes er kynisk, men som sagtens kan retfærdiggøres i ”12 trins kulten”, for her handler det nemlig primært om misbrugeren, som skal retfærdiggøres og have lindring for alt det forfærdelige vedkommende har været igennem og ikke mindst har forvoldt andre – så kommer de pårørende , som sandsynligvis har lidt mere, i anden række.
Det er typisk, at der i kulter og sekter opstår en vis kynisme overfor anderledes tænkende og anderledes handlende mennesker, som ikke lige passer ind i de ofte gentagne mantraer:” Alkohol er et stof – en er for mange og tusind er aldrig nok – du lider af en kronisk, uhelbredelig og fremadskridende sygdom, og sygdommen hedder afhængighed osv.”
Hvis andre ikke efterlever kultens doktriner til mindste detalje, følger konklusionen prompte – de er lige så syge som jeg, og den slags mennesker kan jeg jo ikke bruge til noget, for så bliver min sygdom jo bare genaktiveret, naturligvis helt udenfor min vilje og kontrol, og dermed har jeg jo heller ingen skyld i mit ”tilbagefald” – vel?
Mange pårørende har fået sig noget af et chok ved denne rabiate tankegang, men som om det ikke var nok, kører der nu en hvervningskampagne til pårørendekurser, medafhængighedskurser og højskoleophold til mange tusinde kroner, forestået af den selv samme 12 trins kult, som nu åbenbart ikke synes, at de udskrevne klienter gør jobbet godt nok, men hellere selv må tage fat om sagen, så kan de lære det, kan de.
Ikke dermed sagt, at det ikke er godt, at pårørende til misbrugere, psykisk syge og andre traumatiserende livsforhold bliver orienterede og får nogle værktøjer til at vide, hvorledes det er hensigtsmæssig at forholde sig overfor problemet, men de færreste har brug for at blive hvervet til en kult, fordi det selvfølgelig slet ikke er måden at løse problemet på.
Fakta er, at Minnesota/12 trins institutionernes døgnbehandling er en introduktion til NA og AA, og at de såkaldte pårørendekurser eller medafhængighedskurser ligeledes er en introduktion til AL-anon og NAR-anon.
Problemet er jo, at selve udgangspunktet bygger på et postulat (nogle kalder det en løgn), som alle andre sekter og kulter har benyttet sig af i århundreder, nemlig afhængigheden til kultens ”program”, møder og etik, hvilket efterlader alle kultmedlemmerne som viljeløse robotter, som ikke kan klare sig selv, ikke kan være alene, fordi de har lært, at en misbruger i eget selskab, er i dårligt selskab! Sådan!
Desuden hænger Sofoklessværdet lige over hovedet, klar til at hugge, hvis de ikke går til møder, arbejder med de 12 trin og hvad har vi, for så vender sygdommen jo tilbage for fuld styrke, og så ligger det frygtede ”tilbagefald” jo snublende nær,- helt udenfor personens egenvilje, egenbestemmelse og kontrol – ikke sandt?
Personligt tror jeg, at det farligste element i hele denne Minnesota 12 trins gentagelse med døgnbehandling, tilbagefaldsbehandling, døgnbehandling, tilbagefaldsbehandling i det uendelige ligger deri, at misbrugskonsulenterne tilsyneladende ikke tør tænke den tanke til ende, at de rent faktisk kunne prøve noget andet.
Et specielt konstruktivt tiltag udviste Fredensborg kommune, da de for nogle år siden fik bevilget 50.000 kr af en slunken kommunekasse til at rejse ud til en lille ø i det nordlige Atlanterhav, med henblik på, at lave samarbejdsaftaler med de derværende 12 trins institutioner, som rygtet ville fortælle, var meget bedre end de samme her til lands.
Og hvorfor tør de så ikke prøve noget andet? Fordi det er et ligeså fastlåst dogme, at rigtig mange tidligere misbrugere, som på et tidspunkt blev spyttet ud af en Minnesota 12 trins behandling, går derfra med en lille 12 trins terapeut i maven, og et ønske om, at arbejde med misbrugere, og at denne forestilling i årevis er blevet underbygget og cementeret af det offentlige behandlingsområde som værende rigtig og hensigtsmæssig.
Og hvorfor nu det, vil nogen sikkert spørge. Jo udfra den tese, at tidligere misbrugere må være i besiddelse af et erfaringsmateriale, som rigtigt anvendt vil kunne hjælpe mange andre misbrugere!
Pudsigt nok, når de selv påstår, at der er tale om en uhelbredelig sygdom, for det ville jo svare til, at f.eks. en kræftlæge ville være specielt godt kvalificeret, hvis han selv havde haft kræft, eller en psykiater f.eks. selv havde været skizofren, men således er virkeligheden ikke nødvendigvis skruet sammen.
Derfor fortsætter misbrugsektoren med at anvende de samme institutioner, samme ideologier, og betalingen til de mange tilbagefaldsbehandlinger, som lænser kassen for de midler, som kunne være anvendt mere hensigtsmæssigt.
Om ikke andet, kunne man måske forestille sig, at de pårørende i det mindste kunne gå fri for beskyldninger om afhængighed og sygdom, som om de ikke havde været nok igennem., og måske eksisterer der faktisk et bedre behandlingstilbud lige om hjørnet, eller måske et kommende bedre behandlingstilbud, men hvis de visiterende sagsbehandlere fortsætter i samme fastlåste stil, og benytter de gammelkendte 12 trins behandlingsmetoder igen og igen, og søger nyheder og forbedringer i samme gamle behandlingsmetoder og ideologi, rokker vi os ikke ud ad stedet, bortset fra hyggelige flyveture på den slunkne kommunekasses regning, for at finde de samme institutioner, samme ideologi og samme metoder i den anden ende af verden.