Det blev på forhånd aftalt at undertegnede formand for BrugerForeningen skulle have fornøjelsen med at ledsage socialminister Manu Sareen rundt til de mange telte og projekter på årets Brugernes Bazar.
Vi skulle starte lige efter Manu havde holdt sin velkomsttale – og der var angiveligt afsat en hel time til rundturen – men forinden skulle Manu dog lige tale med et par journalister, så da det var overstået og vi skulle starte fik jeg at vide at der bare var 10 minutter tilbage – og det var lidt ærgerligt, for Manu virkede virkeligt oprigtigt engageret og lyttede meget interesseret til de mange, som gerne lige ville tale med ham og fortælle om deres problemer eller ventilere deres synspunkter. Men det var nu engang betingelserne og så var det jo bare med at komme i gang. Manu blev i øvrigt eskorteret af to rigtigt søde piger – fra ministeriet der velvilligt tog notater når Manu bad dem om det.
Den første som fik fornøjelsen af at tale med Manu var Ole Svendsen der er københavns formand for SAND.
Derefter foretog vi et kvantespring forbi en masse formentlig skuffede folk i resten af den første række telte og stoppede ud for det første i den anden række af telte hvor “Det Grønlandske Hus” fyldte et helt telt. Her havde jeg en halv time tidligere varskoet dem om, at de gerne måtte have en talsmand klar når vi lidt senere på rundturen ville komme forbi med ministeren og hans entourage. Det havde de så også og Manu fik en god snak med flere af dem og inden han tog afsked insisterede formanden på også at få taget et foto – som Manu også meget velvilligt stillede smilende op til.
Nu var de 10 minutter allerede for længst gået og da vi gik videre var der folk som ville tale med Manu, der fornuftigvis havde taget strategisk opstilling på den forventelige rute, så Manu ikke kunne undgå at møde dem når vi spadserede mod udgangen, hvor ministerbilen ventede utålmodigt. Pludseligt vendte Manu om og gik bagud til et telt hvor der stod en kæmpe termokande med kaffe hvor han selv skænkede et krus kaffe inden han smilende indhentede hans følge – Nu blev der kaldt fra Anja Plesner Bloch der leder Brugernes Akademi – en relativt nystartet brugerforening for 12-trins mishandlede – og tidligere og nuværende stofbrugere og substitutionsbehandlede. Anja var super-klar og fik på få minutter leveret sine synspunkter – og så stod Gadejuristen Nanna W. Gotfredsen klar til en kort snak med Manu der bedyrede han godt kendte hende i forvejen – de aftalte at Nanna skulle kontakte hans sekretær og aftale hvornår han kunne komme med en af de aftener hvor Gadejuristen var på gaden med deres christianiacykel – der er fyldt med ting og sager der bliver uddelt til deres “kunder” – så en aften i nær fremtid vil Manu være at træffe på “gaden” på Vesterbro.
Pludseligt indhentedes vi af Brian fra “S.V.I.D.” – Sammenslutningen af Værestedsbrugere I Danmark – som så trist ud mens han spurgte Manu hvad de skulle gøre, for de har fået afslag på deres ansøgninger om driftsmidler – og det betyder at de snart måtte lukke foreningen – og det vil selvfølgelig være helt forfærdeligt at tabe kontakten til de mange repræsentanter på værestederne ud over hele landet. Manu lyttede empatisk og gav en af pigerne besked på at notere at de lige skulle kigge nærmere på sagen hjemme i ministeriet.
Manu sagde nu med bekymring i stemmen: “Nu har jeg virkeligt, og det og det er super ærgerligt, ikke mere tid – for det har været utroligt interessant at lytte til de mange forskellige og nuancerede synspunkter – fra de virkelige eksperter, der er forsamlet her i dag” –
– Jeg replicerede: “Ja, det er virkeligt ærgerligt for jeg ved at der er mange flere der rigtigt gerne ville have haft en lille snak med dig om deres problemer eller ventilere deres synspunkter – så jeg vil anbefale at du afsætter mere tid til næste år.”
Og så spadserede vi de få meter der var tilbage til ministerbilen hvor ministerchaufføren stod klar til afgang.
Jeg sagde nu: “Tak for i dag – det har været hyggeligt at hilse på dig og vi ses igen i morgen hvor du har inviteret mig og 119 andre til “Socialt Topmøde” på Islands Brygge” – “Tak for rundturen – og jamen så ses vi jo allerede igen i morgen tidligt” sagde Manu med et stort smil og så var han borte – og pigerne og jeg kunne nu vende tilbage til Bazaren hvor der nu var fyldt god op med udsatte og mange andre besøgende der nød det
smukke vejr mens de besøgte de mange forskellige boder med kreative udstillinger med spændende tilbud og engagerede ildsjæle.
Årets Bazar blev nok den mest velbesøgte – det vil sige langt over 1.300 besøgende som vi nåede sidste år – og det smukke solskinsvejr bidrog nok også til at humøret var en tand bedre – efter en længere periode med gråvejr og regn.
Vi ses til næste år!
Her kommer Steen Moestrups’ (LAP) tale til åbningsceremonien til Brugernes Bazar 2014.
“Mere end Ti år er gået og vi har grundlagt en tradition, som vi ønsker – skal vare i mange år endnu.
En tradition som efterhånden gennemsyre det danske samfund, at brugerne er med til at sætte dagsordenen ikke bare i eget liv, men faktisk også i civilsamfundet. Er med til at påvirke, hvordan andre brugere får hjælp eller udfordringer i livet.
Vi er fire foreninger som i samspil med Rådet for socialt udsatte og den sociale højskole – university college of Lillebælt, de fire foreninger, SAND, SVID, BrugerForeningen og LAP, vi repræsentere hjemløse, misbrugere og psykisk syge – nogle lider af en skøn blanding af disse 3 tilstande – andre kun en enkelt. Vi er alle i samme båd, nemlig samfundets socialt udsatte – nogle føler sig nok mere udsat end andre. Og fordi man er udsat behøver man ikke være en taber. Jeg er faktisk stolt over, at jeg har søgt og i perioder fået hjælp til mine psykiske udfordringer.
Det ser ud til at brugerne mister en stemme, idet SVID ikke har fået penge til at køre deres sekretariat videre. Det er trist, at vi på denne måde mister en frontkæmper for mere brugerindflydelse og brugerstyring, men det er vist en realitet og midt på dagen vil der være en lille session, der markere dette.
En gang i foråret deltog jeg i en konference omkring gennembrudsprojektet – mindre tvang i psykiatrien. Det er tankevækkende at konstatere, at både erfaringseksperter og nu også teoretikere kan blive enige om, at behandlingen bliver mere effektiv, når brugerne selv bliver involveret i deres behandling. Jeg var blot den eneste der vedkendte mig bruger erfaring ud af de ca. 100 deltagende. Og da jeg spurgte ind til hvorfor flere brugere ikke var med, vidste de var medspillende ude lokalt i projekterne, der blev præsenteret på konferencen var svaret – vi ved ikke hvor vi skal skaffe de 300 kr. til deres deltagelse plus transporten. Jeg tænker – der er nogen som må se på økonomien godt efter i sømmene – for hvad koster det ikke at undlade denne brugerindvolvering samfundsmæssigt.
Den nye kontanthjælpsreform har skabt flere unge udsatte – mennesker som aldrig kommer i gang – ikke får en chance hverken på arbejdsmarkedet eller i behandlingen – for de bliver jaget fra det ene til det andet og tvunget ud i tilbud, som slet ikke formår at hjælpe dem. De lære populært at følge ordre men ikke lytte til sig selv. De bliver uselvstændigt tænkende og jaget vildt der blot lære at forsvare sig og flygte med strømmen. De lærer, at systemerne er til for systemerne og målsætningen ikke er et samfundsmæssigt produktivt liv, men det handler blot om at opfylde nogle mål, som systemet bestemmer uden hensyn til den enkelte og uden at der er langsigtede strategier eller mål for enkelte.
Vi ser flere og flere unge hjemløse i gadebilledet og det er dybt tragisk, for der er større sandsynlighed for at man senere i livet bliver hjemløs, hvis man først en gang har været det. Jeg har ikke kunne få tal, der viser denne tendens, men ser det beskrevet og høre det fra forskellige sider.
Hele det sociale system er efter min bedste vurdering stadig gennemsyret af, at man møder en sagsbehandler der som regel ikke har tid og ikke har redskaber til at hjælpe med de ting, som er væsentlige på det lange sigt. Det bliver lappeløsninger og langsomt men sikkert glider den enkelte ned af trappestien. Det som var et midlertidigt problem, bliver stationært og borgeren bliver fastholdt i en rolle. Man formår ikke sammen med borgeren at få det egentlige problem løst og der opstår som regel flere andre problematikker, som hænger sammen med dette.
Jeg ved godt det er svært, men det der er vigtigt, er at der bliver lyttet til borgeren – nogle gange er det nok, at borgeren får sat ord på sine problemer. Andre gange må der nogle redskaber til, for at det lykkedes at få gang i problemløsningen. Nogle skal møde forståelse og sympati for at komme videre. Andre har glæde af modstand. Og hvem har så brug for hvad ?
Vi er mange som taler brugernes stemme og en ting vi kan bliver enige om er, at andre med tilsvarende problematikker hjælper langt bedre i situationen. Hvorfor får vi så ikke flere mentor stillinger, ansatte med brugerbaggrund – folk der rent faktisk har oplevet det på egen krop ?
Hvorfor skal brugere som vil hjælpe andre gøre det frivilligt og uden ret meget supervision?
Og der forsat skal betales fyrstelige lønninger til folk der har en faglig ballast, men ikke formår at hjælpe. Jeg tror, at hvis man formåede at kombinere en faglige og en borger til borger hjælp, ville man opnå langt bedre resultater end i dag.
Et af problemerne i dagens Danmark er at kombinere hjælpen og støtten fra forskellige instanser. Det er den koordinerede hjælp, som gavner og det ved vi godt, men hvorfor kan det så ikke lade sig gøre at gennemføre det oftere end tilfældet er i dag ?
Alt for ofte ses stadig, at det som den ene instans formår at skabe af resultater formår den anden at rive ned og så kan den tredje instans starte forfra.
Jeg har oplevelsen af, at det på mange måder er faggrænserne, som sætter dagsordenen, som gør det svært. Det er svært for borgeren helt at være klar på hvilken hjælp og støtte borgeren kan forvente fra en instans og det kan være svært at finde den sammensætning af instanser, som vil være en støtte i det samlede træk.
Lad mig tage et eksempel fra det levede liv.
Borgeren har rygsmerter og kan ikke gøre rent.
Lægen kan ikke bevillige rengøring, det er kommunen.
Kommunen kan ikke bevillige træning og udredning – det er lægen.
Hjemmehjælpen kan godt se, at hjemmet er ved at gro til – men det er jo kunne dennes opgave, at gøre rent og opgaven bliver jo mindre, jo mindre man kan komme rundt på.
Når hjemmehjælpen overtager rengøringen mister borgeren overblik i hjemmet, indsigten i hvordan står det til og hvad skal der gøres.
Rygsmerterne kan være af psykisk karakter, men så det ikke en fysioterapeut, men en psykolog, psykiater eller psykoterapeut som skal tage over.
Og hvis nu det både er et spørgsmål og fysiske smerter, manglende udholdenhed, psykiske spændinger eller et traume som er placeret i muskulaturen – så er det en cocktail af ting der skal falde i hak.
Dette blot for at vise hvor komplekst et enkelt problem egentlig kan være.
Jeg ved psykiatriordførerne er begyndt at samarbejde på tværs af politiske lyster – og at de efterlyser konkrete sager, der skal vise dem hvordan lovgivning og bekendtgørelser virker i det levede liv.
Et ønske kunne være, at socialordførerne tilsvarende fandt sammen og satte sig for at revolutionere socialområdet med en samlet plan.
De sociale medier levner langt bedre og lettere kontakt til politikerne i dag – så kære brugere brug dem og lad debatterne forsatte efter i dag.
Og husk i år er postkortværkstedet udstyret med en postkasse, så du portofrit kan sende dine budskaber til ordførerne eller ministrene. Nu kan du både male dine frustrationer eller glædelige budskaber ud. Og sætte dem i ord. Vi skal blot alle huske på, at det som bliver sagt konstruktivt og med godt humør i en positiv ånd lettere bliver modtaget.
Ros er en god måde, at få sagt tak på.
Ros er en god måde, at starte en kritik på, så er lyttebøfferne slået ud.
Alice Rasmussen skal have en stor tak for hendes engagement, selvom hun midlertidigt har fået to hjul sat på og hun er gået på pension, har hun valgt forsat at være koordinator på Brugernes Bazar.
På Brugernes vegne vil jeg takke Rådet for deres prioritering af dette projekt og Socialminister Manu Sareen får en klapsalve på vejen for at sørger for, at rådet har midler på kistebunden.
Og sidst men ikke mindst tak til alle jer udsatte som møder frem og gør os udsatte til en samlet enhed, der ikke er til at overse.
Steen Moestrup